Der bliver sjældent lagt fingre imellem i Howard Sterns radioprogram, og da det kommer til Johnny Depp og Amber Heards igangværende retssag, er han da også klar i spyttet.
De opfører sig nemlig som to børn, og så er Johnny Depp i øvrigt en 'kæmpe narcissist', lyder det fra radioværten.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt Page Six.
Det skyldes, at Depp har ønsket at få hele retssagen vist på tv.
- Jeg synes, Johnny Depp er en kæmpe narcissist, og hvad jeg mener med det, er, at han tænkte, 'jeg putter det her på tv, fordi jeg er så overbevisende og klog, jeg er så fantastisk en fyr', siger radioværten.
Johnny Depp har sagsøgt sin ekskone, 36-årige Amber Heard, for bagvaskelse, efter hun i Washington Post i 2018 skrev, at deres forhold var voldeligt.
Siden 11. april har retssagen stået på, og den er hele vejen igennem blevet livestreamet. Men Howard Stern mener, at særligt Johnny Depp laver skuespil i vidneskranken på grund af de rullende kameraer.
Derudover mener han ikke, at nogen af dem klarer sig godt, men at de snarere opfører sig som 'to børn, der skændes', og at det bliver svært for dem begge at redde karrieren efter denne retssag.
Johnny Depp og Amber Heard blev skilt i 2017 efter blot to års ægteskab.