Den amerikanske rapper Mac Miller er død.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt New York Times. Ifølge mediet udtaler rapperens familie følgende i en meddelelse:
'Han var et lysende håb i den her verden for sin familie, sine venner og sine fans'. Familien havde ikke yderligere om dødsårsagen, som nu skal fastlægges.
Han skulle være blevet fundet fredag eftermiddag i sit hjem, hvor han blev erklæret død på stedet, skriver medierne.
Mediet ABC7 skriver, at rapperens hjem bliver undersøgt af politiet. Politiet bekræfter ifølge mediet, at en person er fundet død på stedet.
Mac Millers rigtige navn er Malcolm James McCormick, og han er fra Pittsburg i USA.
Han skulle ellers være startet på en turné i næste måned med sit nye album Swimming, der udkom 3. august. For under et døgn siden siden skrev han 'Jeg vil gerne bare på turné' på Twitter.
Rapperens mest kendte sang 'Donald Trump' har fået over 145 millioner visninger på YouTube.
Mac Miller, der tidligere har været kæreste med sangerinden Ariana Grande, optrådte på Roskilde Festival i 2012 og i København 2011.