Verdensstjernen Amy Winehouse døde i 2011 i en alder af 27 år efter flere års problemer med alkohol og stoffer og efterlod fans verden over i sorg.
Men når hun inden længe hyldes med den biografiske film 'Back to Black', bliver det formentlig uden en stor del af hendes fanskare som publikum.
Adskillige af den afdøde sangers fans har nemlig været ved tasterne på sociale medier, hvor de raser over de billeder, der er kommet frem af skuespiller Marisa Abela i rollen som Amy Winehouse.
Det skriver både TMZ og Daily Mail med reference til adskillige harmdirrende opslag på Twitter.
'Det her ser absolut forfærdeligt ud. Amy fortjener bedre', skriver en fan om billederne af Marisa Abela som Amy Winehouse.
'Det her er fucking frastødende', skriver en anden fan, mens flere proklamerer, at de vil ignorere og boykotte filmen, når den får premiere.
Forsvarer skuespiller
Det er dog langt fra alle kommentarer, som er møntet på Marisa Abela. Flere fans skriver også, at de er vrede over selve ideen om at lave en film.
'Jeg er frustreret og forvirret over, hvorfor vi har brug for denne her film om Amy Winehouse. Hun havde en traumatisk tid i rampelyset, og det føles ulækkert at kapitalisere på det. Hvorfor kan vi ikke bare lade hende hvile. Huske hende gennem hendes musik', skriver en fan.
Over for TMZ tager Amy Winehouses' far, Mitch Winehouse, da også Marisa Abela i forsvar.
- Marisa er Marisa, og Amy er Amy. Det betyder ikke så meget, at de ikke ligner hinanden fuldstændig, siger han til mediet.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvornår 'Back to Black' får premiere.
Læs også: 13 tragiske dødsfald