Reality-deltageren Toby Willis skal tilbringe de næste 40 år bag tremmer. Det blev besluttet torsdag, hvor den 47-årige kendte familiefar blev dømt for overgreb mod en mindreårig pige.
Willis kendte sig skyldig i samtlige fire forhold, han var tiltalt for. Overgrebene fandt sted for omkring 12 år siden og fortsatte i en periode, hvor ofret var mellem ni og 12 år. Det skriver Huffington Post.
Toby Willis er blandt andet kendt fra TLC, hvor han har haft reality-showet 'The Willis Family' sammen med sin kone og deres 12 børn. Realityserien løb over skærmen fra 2015 til 2016.
Willis blev anholdt i Greenville, Kentucky i september sidste år, efter han flygtede fra familiens hjem i Ashland City, Tennessee, da han kom i politiets søgelys. På grund af de alvorlige anklager mod den 47-årige familiefar valgt TLC at stoppe produktionen af 'The Willis Family'.
Ifølge Fox New var det et kæmpe chok for Toby Willis kone, Brenda, at hendes mand havde forgrebet sig på et barn. Gennem sin advokat udtalte hun i september, at hendes fokus nu var på sine børn mere end nogensinde.
- Jeg blev chokeret og knust, da jeg fik det at vide. Det er en meget svær tid for Willis-familien, og derfor beder jeg alle om at respektere vores privatliv. Som mor til 12 er min førsteprioritet nu at være der for børnene og hjælpe dem gennem denne traumatiske oplevelse.
I forbindelse med dommen i går takkede familien Willis for den store støtte, de har modtaget den seneste tid.
- Familien er meget taknemmelig for, at folk har respekteret vores behov for privatliv, og det håber vi vil fortsætte, hedder det blandt andet fra familien, der ud over mor-Brenda tæller de 12 børn i alderen fem til 24 år.
Ud over i deres eget realityshow har den børnerige og musikalske familie også deltaget i talentshowet 'America's Got Talent'. Det gjorde de tilbage i 2014.