Fem bevæbnede mænd forklædt som politifolk trængte natten til mandag ind i en luksuslejlighed i Paris og truede realitystjernen Kim Kardashian til at udlevere sine værdigenstande.
- Hun er meget rystet, men fysisk er hun uskadt, siger en talsperson ifølge nyhedsbureauet AFP.
Politiet fortæller, at Kardashian fik stjålet smykker for et meget stort beløb.
- Tabet løber op i flere millioner euro, hovedsageligt smykker. Det totale beløb er endnu ikke fastsat, siger politiet.
Medie: Kim Kardashian udsat for røveri på hotel
Kim Kardashians mand, rapperen Kanye West, besluttede at afbryde en koncert ved Meadows Festival i New York, da han blev informeret om røveriet mod sin hustru i den franske hovedstad.
Hun er i øjeblikket i Paris, hvor hun deltager i byens modeuge.
Den 35-årige stjerne havde forinden vakt opsigt ved at optræde uden makeup, skriver nyhedsbureauet AFP.
Hun var indlogeret i en luksuslejlighed ved Madeleinekirken, der ligger centralt i byen tæt på Place de la Concorde og Operaen.
Kim Kardashian har fyldt meget i sladderblade verden over, siden hun for ti år siden optrådte i realityshowet 'Keeping Up with the Kardashians'.