Sådan scorede hun sportsstjerne: - Ingen skam i at tage første skridt

Skuespiller Vanessa Hudgens afslører, hvordan hun fandt kærligheden over Zoom

Vanessa Hudgens fandt til egen overraskelse kærligheden over Zoom. Foto: Greg Allen/Ritzau Scanpix
Vanessa Hudgens fandt til egen overraskelse kærligheden over Zoom. Foto: Greg Allen/Ritzau Scanpix

Den 32-årige skuespiller Vanessa Hudgens holder ikke tilbage, når hun har et godt øje til nogen.

For nylig åbnede hun op omkring sit nyeste forhold, der startede på videotjenesten Zoom, og i 'The Drew Barrymore Show' fortæller hun nu mere om det møde.

- Jeg kommer ind på Zoom og tænker 'Hvem er det?', siger hun og refererer til sin otte år yngre kæreste, Cole Tucker.

Skuespilleren havde ellers affundet sig med, at hun nok ikke ville komme til at møde nogen under lockdown.

Men det var kun, indtil hun fik øje på den 24-årige professionelle baseballspiller i en meditationsgruppe over et Zoom-opkald sidste år.

- Hvis jeg vil have noget eller nogen, så går jeg efter det. Jeg sendte ham en besked på Instagram og skrev 'Hej, det var godt at møde dig'. Der er ingen skam i at tage det første skridt, siger hun i interviewet og spørger:

Hvorfor skal man vente på, at en anden giver dig, hvad du vil have?

Det var Cole Tucker altså formentlig ganske enig i, og siden udviklede forholdet sig altså.

Cole Tucker spiller til dag for Pittsburgh Pirates. Foto: Gene J. Puskar/Ritzau Scanpix
Cole Tucker spiller til dag for Pittsburgh Pirates. Foto: Gene J. Puskar/Ritzau Scanpix
 

Rygter om de to turtelduer begyndte at svirre, da de i november sidste år blev spottet holde i hånden i Los Angeles. Senere bekræftede parret deres forhold på valentinsdag ved at poste et billede på Instagram.

Den tidligere Disney-stjerne har førhen dannet par med skuespiller Austin Butle og 'High School Musical'-kollegaen Zac Efron.