Sagsøger gigant-kæde

Kanye West har gennem sit selskab Yeezy sagsøgt Walmart, som ifølge rapperen har kopieret designet på hans skum-løbesko

Kanye West mener, at Walmart har lavet en uautoriseret kopi af en af hans sko. Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix
Kanye West mener, at Walmart har lavet en uautoriseret kopi af en af hans sko. Foto: Evan Agostini/Ritzau Scanpix

Rapper og indehaver af virksomheden Yeezy, Kanye West, har sagsøgt den amerikanske supermarkedskæde Walmart.

Det skriver TMZ, der har fået indsigt i retsdokumenterne.

Kanye West mener ifølge TMZ, at Walmart har kopieret designet på hans sko med navnet Yeezy Foam Runner, og at det koster hans selskab 'hundreder millioner af dollars'.

Walmart sælger deres version af den lette sko til lige under 25 dollars (svarende til 155 danske kroner), mens Yeezy-skoen koster tre gange så meget.

Argumentet fra Kanye West lyder derfor, at fordi skoen blev udsolgt på ganske kort tid, da den blev lanceret i 2019, er Walmarts kopi-sko et forsøg på at tjene penge på skoens popularitet.

Ifølge TMZ fremgår det af dokumenterne i sagen, at Yeezy og Kanye West har advaret Walmart om, at de ville sagsøge, hvis ikke skoen blev trukket tilbage.

Walmart har ikke ønsket at kommentere sagen.

Walmart sælger skoen tre gange billigere end Yeezy-udgaven. Foto: Skærmbillede, walmart.com
Walmart sælger skoen tre gange billigere end Yeezy-udgaven. Foto: Skærmbillede, walmart.com

Her viser Kanye West skoen frem i 2019. Foto: David Martin/Ritzau Scanpix
Her viser Kanye West skoen frem i 2019. Foto: David Martin/Ritzau Scanpix

Walmart er USA's svar på Bilka, og familien bag det elskede og hadede forretningsimperium kan bryste sig af at være den mest velhavende i USA - Mød den stenrige discountfamilie her.