Arnold Schwarzenegger har været involveret i en grim trafikulykke.
Selv slap han nådigt fra ulykken, hvor hans kæmpe Yukon SUV først kolliderede med en Toyota Prius og siden landede halvt ovenpå den. Derefter fortsatte Schwarzeneggers bil over på en Porsche Cayenne.
Det er tmz.com, der kan fortælle om den dramatiske ulykke, der ifølge øjenvidner mest af alt lignede noget fra en stuntfilm. Mediet har også billeder af bilerne, og her kan det ses, at filmstjernes sorte bil er landet på to hjul skrå ovenpå den røde Prius og den hvide Porsche Cayenne.
Mens 74-årige Arnold Schwarzenegger tilsyneladende ikke har pådraget sig skader ved ulykken, ser det anderledes alvorligt ud med den kvinde, der kørte den røde Prius. Ifølge tmz.com, blødte hun fra skader i hovedet, da hun blev kørt på sygehuset.
Ulykken, der skete omkring halvanden kilometer fra skuespillerens hjem i Los Angeles i Californien, har efterladt Arnold Schwazenegger rystet og voldsomt bekymret for den sårede kvinde.
Ifølge den seneste opdatering fra tmz.com tyder politiets første undersøgelser af ulykkesstedet på, at det var Schwarzenegger, der var skyld i ulykken. Han svingede angiveligt til venstre, mens venstresvings-pilen var rød.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Hør ugens afsnit af Kvindetribunalet, der blandt andet handler om InfluencerGossip-siden på Reddit