Den amerikanske skuespiller Justin Roiland er på vej ud i kulden efter anklager mod ham om vold og ulovlig frihedsberøvelse.
Roiland, der står bag animationsserien 'Rick & Morty' og lægger stemme til seriens to hovedkarakterer, er nemlig blevet fyret fra tv-stationen Adult Swim, som står bag serien.
Det skriver flere internationale medier, heriblandt Variety.
Ifølge mediet kommer fyresedlen som følge af, at Roiland er blevet sigtet for både vold og ulovlig frihedsberøvelse. Anklagerne så første gang dagens lys i 2020.
Og ikke nok med det. Variety kan også berette, at Justin Roiland har sagt op i spiludviklingsvirksomheden Squanch Games, som han selv har været med til at stifte.
Adult Swim forlængede i 2018 'Rick & Morty' og meddelte i den forbindelse, at man planlagde at udgive mindst 100 afsnit. Indtil videre er 61 afsnit blevet vist, og der er ikke officielt meldt ud, om serien fortsætter med nye stemmer.
Justin Roiland nægter sig skyldig i sagen. Næste retsmøde i sagen er planlagt til april 2023.