En uge efter, at hun tog verden med storm ved Joe Bidens indsættelse som præsident, bevæger den unge poet Amanda Gorman sig nu ind i den internationale modeverden.
Det skriver CNN.
Mandag underskrev hun en kontrakt med et af verdens største modelbureauer, IMG Models, som skal sikre hende ‘redaktionelle muligheder’ i den del af medierne, der følger den gigantiske modeindustri.
Selv om 22-årige Gorman ubestridt er fotogen, er det altså ikke hendes udseende, der har sikret hende den givetvis lukrative kontrakt. Det er hendes litterære talent, som IMG Models skal være med til at formidle.
IMG Models har ifølge CNN supermodeller som Kate Moss og Gisele Bündchen på kontrakt, men bureauet har også musikere, skuespillere og sportsstjerner blandt sine klienter.
Uhyre efterspurgt
22-årige Gorman oplæste ved præsidentindsættelsen i sidste uge sit digt 'The Hill We Climb' og tryllebandt ved den lejlighed alle med sin stilsikre og selvsikre fremtoning.
Hun har siden været uhyre efterspurgt og har blandt andet været virtuel gæst i 'The Ellen DeGeneres Show', hvor den populære vært lovede at støtte Gorman i dennes stræben efter selv en dag at blive præsident i USA.
Gorman har to bøger på vej, nemlig ‘Change sings: A Children’s Anthem’ og ‘The Hill We Climb’. Endnu før, de er udkommet, ligger de i toppen af Amazons bestsellerliste.
Der skete en fejl under valideringen af din bruger.
Gå til Min profil eller prøv igen senere.