Peter Robbins er død.
Den amerikanske skuespiller blev især kendt for at være den første, der lagde stemme til tegneseriefiguren Charlie Brown eller Søren Brun, som han hedder i den danske udgave af kultserien 'Peanuts' - eller 'Radiserne' på dansk.
Robbins blev 65 år og dødsfaldet beskrives som tragisk.
Ifølge tmz.com kæmpede Robbins i årevis med mentale problemer. Ifølge hans agent, Dylan Novak, indlagde Peter Robbins sig selv på et psykiatrisk sygehus i Californien kort efter jul.
Udskrev sig selv
Personalet opfordrede skuespilleren til at forblive indlagt, men 18. januar udskrev han sig selv, og kort tid efter blev han fundet død.
Peter Robbins havde en bipolar lidelse. Desuden kæmpede han med misbrug og har været indlagt på afvænning. Han har også tilbragt en del af sit liv i fængsel, efter at have truet folk.
Ifølge hans agten var Peter Robbins meget åben om sine problemer. Hans helt store håb var, at han kunne hjælpe andre i samme situation.
Robbins lagde for første gang stemme til Charlie Brown tilbage i 1963.
Nyheden om hans bortgang er blevet bemærket på blandt andet Twitter både men ord, men også med sigende billeder fra tegneserien.