Stjerne hemmeligt gift i Danmark: 'Hurtigt og billigt'

Den engelske komiker Katherine Ryan afslører, at hun i sommer blev gift med sin ungdomskæreste på Frederiksberg Rådhus

Det er først nu, Katherine Ryan har afsløret ægteskabet. Her om kvinders rettigheder til Women in Film and TV Awards forrige uge. Video: AP/Bang Showbiz

Tidligere på året afslørerede komikeren i The Jonathan Ross show, at hun havde fundet sammen med ungdomskæresten Bobby Koostra igen.

I en ny udgave af det britiske talkshow fortæller komiker Katherine Ryan, at hun faktisk også er blevet borgerligt viet med sin udkårne. I Danmark.

I programmet jokede hun med, at det havde været noget af en voldsom oplevelse, fordi hendes 10-årige datter var flippet ud over, at parret skulle giftes. Hun ville angiveligt ikke have, at moderen var i et forhold.

Alligevel besluttede Katherine Ryan at gennemføre ritualet i Danmark.

- Vi tog til Danmark, fordi det var det hurtigste og billigste. Det var en dejlig dag, fortæller hun.

Datteren var ifølge komikeren rigtig knotten, da familien var rundt i Danmark.

- Hun tog sine chanel-solbriller på og gik rundt og var sur i Tivoli, men vi synes det var lidt sjovt. I hvert fald en time efter. Hun flippede helt ud, men hun er glad nu. Det hele gik. Det er smukt, og hun er glad for ham, og det betyder, at hun er ved at stole på mig igen.

I september delte stjernen flere billeder fra Danmark på sin Instagram, men uden at afsløre, at hun var blevet gift.

Hun tog billeder fra Nimb hotel, hvor hun i en smuk grøn kjole og perlehårbånd poserede.

Også billeder fra både Tivoli og Frederiksberg Rådhus blev delt.

Parret har tidligere været sammen, men besluttede at gå fra hinanden. Dog kunne de to ikke holde sig helt fra hinanden, og endte altså med at gøre deres kærlighed til officiel i Danmark.