Det er ikke kun uheld med græsslåmaskinen, man skal være opmærksom på, hvis man laver havearbejde i Malibu.
Det kan den 59-årige skuespiller Cary Elwes skrive under på, efter at en omgang havearbejde endte med et slangebid og en akut tur på hospitalet.
Det skriver TMZ.
Cary Elwes er især kendt for sin rolle i 'Prinsessen og de skøre riddere' fra 1987, hvor han spiller Westley, en af hovedrollerne. Hvis man er mere til gys, kender man måske skuespilleren fra rollen som Dr. Lawrence Gordon i 'Saw'-serien.
Helikopter
Elwes tweetede om slangebiddet, efter at han blev indlagt.
'Ikke bidt af en gnaver, men af en klapperslange. Taknemlig for medarbejderne på Malibu Urgent Care, LA County Fire Dept. og medarbejderne og lægerne på UclaHealth for deres store hjælp. Jeg har det godt takket være disse mennesker.'
TMZ har talt med folk i Elwes' omgangskreds, som kan fortælle, at det var en livstruende situation, og at der herskede stor bekymring. Han måtte flyves på hospitalet med helikopter.
Klapperslangebid
Ifølge Healthline skal man helst have hjælp inden for 30 minutter efter et bid fra en klapperslange. Hvis man ikke får den rigtige hjælp, vil man i løbet af to til tre dage opleve store ødelæggelser af organerne og muligvis død.
Hvis man skulle være så uheldig at blive bidt af en klapperslange, er det vigtigt, at man holder stedet, hvor man blev bidt, under hjertet. På den måde kan man undgå, at giften rammer hjertet.
Desuden skal man lade det bløde, da noget af giften kan komme ud den vej. Og selvom man har set tricket i film, hvor man suger blodet ud med munden, skal man ikke gøre det. Man får bare gift i munden og tilføjer bakterier fra munden til såret.