Hollywood-skuespillerne Bruce Willis og Demi Moore var gift fra 1987 til år 2000. Parret fik tre døtre sammen, den i dag 31-årige Rumer, 28-årige Scout og 26-årige Tallulah. Det er altså ca. 20 år siden, at parret gik fra hinanden.
Men nu får et helt friskt billede af det gamle Hollywood-par på Instagram fans til at gå amok. Og de hylder med begejstring den såkaldte 'genforening' af parret.
Det er dog et ganske uskyldigt billede, der mere handler om familie-hygge og fællesskab midt under karantænen i forbindelse med coronakrisen i Californien i USA.
Det var den yngste datter, 26-årige Tallulah, der i mandags lagde billedet ud på Instagram med den korte og kontante tekst: 'Kaotisk neutral.'
Mange af Tallulahs 278.000 følgere var vilde af begejstring over billedet.
En fan skrev følgende:
'Demi og Bruce....Det bedste par nogensinde'.
En anden skrev:
'Hvor er det skønt at se dine forældre sammen'.
En tredje skrev:
'For fanden hvor stort. Tænk sig at have en action-helt som far og en mor, der har medvirket i Charlie's Angels. Hvor heldig har man lov at være'.
En kvindelig fan roste også på en ligefrem måde Bruce Willis:
'Hold kæft, hvor er din far lækker'.
Men der er ingen tvivl om, at der på billedet blot er tale om en hyggelig familie-sammenkomst. Bruce Willis giftede sig i 2009 med modellen Emma Heming efter skilsmissen fra Demi Moore.
Demi Moore har i øvrigt tidligere udtalt, at hun er meget stolt over, hvor problemløs hendes skilsmisse fra Bruce Willis har været. Det tidligere ægtepar har nemlig gennem mange år formået at bevare et godt venskab.