Stjerne skal være far igen: Fjerde barn på vej

Rapperen og skuespilleren Ludacris og hustruen udvider familien

Parret har været gift siden 2014. Foto: Elijah Nouvelage/Ritzau Scanpix
Parret har været gift siden 2014. Foto: Elijah Nouvelage/Ritzau Scanpix

43-årige Christopher Brian Bridges - der af de fleste nok bedre kendes som Ludacris - skal være far for fjerde gang.

Det fortæller rapperen selv i et opslag på Instagram.

'Hvordan kan det være, at det er DIN fødselsdag, og du giver alligevel mig den største gave', skriver Ludacris på det sociale medie, hvor han har delt et billede af sin gravide hustru, Eudoxie Mbouguiengue, der fyldte 35 år.

Selvom rapperen er rutineret i at lave babyer, så skal han alligevel prøve noget nyt denne gang. Selvom han har tre børn i forvejen, bliver dette første gang, han får mere end ét barn med samme kvinde.

Ludacris har døtrene Karma og Cai fra tidligere forhold, mens han og Eudoxie sammen har den femårige datter Cadence.

Glæde efter sorgen
Parret fandt sammen i 2009, og fem år senere blev de gift.

De har længe kæmpet for at udvide familien yderligere, og i 2018 fortalte en knust Eudoxie, at hun var blevet ramt af en ufrivillig abort.

'Året startede ikke godt for os. Jeg fik en ufrivillig abort og måtte have en operation. Det var nemt at brokke mig og have selvmedlidenhed, men jeg nægtede at lade fjenden vinde. Jeg blev ved med at tro og bede, og jeg tilbragte mange timer på at fokusere på de mange måder, som herren har velsignet mig på,' skrev hun dengang på Instagram.

Hun glædede sig over, at hun trods alt allerede havde fået lov til at opleve glæden ved at være mor - og nu ser det altså langt om længe ud til, at hun også får lov til at opleve, hvordan det er at være biologisk mor til to.

Ludacris har udgivet en række succesfulde sange og albummer, der har kastet tre Grammy-priser af sig. Derudover er han også kendt for rollen som Tej Parker i 'The Fast and the Furious'-filmserien.