Det har været nogle tumultariske dage i den nordlige del af Kansas City i delstaten Missouri, efter at den 16-årige Ralph Yarl blev skudt flere gange på klos hold af en 84-årig mand, fordi teenageren kom til at ringe på hos det forkerte hus, da han skulle hente sine yngre søskende.
Nu strømmer det ind med støtte fra alverdens kendisser til den unge Ralph Yarl og hans familie.
Flere stjerner er nemlig gået til tasterne på Instagram for at gøre opmærksom på sagen og udvise deres støtte.
Det skriver flere medier, heriblandt TMZ.
'Hans navn er #RalphYarl, og jeg er træt af den her følelse. Mit hjerte brød fuldstændig helt sammen, da jeg fandt ud af, at denne dyrebare 16-årige, der ved en fejl ringede på døren til den forkerte adresse, da han skulle hente sine søskende, men i stedet blev skudt i hovedet af en mand, der ikke ønskede ham på sin ejendom. Det her uskyldige barn kæmper nu for sit liv. Der kunne have været dit,' skriver Halle Berry på sin Instagram
Og hun er ikke den eneste, som råber op.
Både Jennifer Aniston og Justin Timberlake er også gået ind i sagen på deres respektive Instagram-profiler, hvor de udtrykker deres sorg for Ralph Yarl og hans familie. Derudover opfordrer de også deres følgere til at kontakte anklageren Zachary Thompson, så han kunne udstede en arrestordre på husejeren - noget der efterfølgende er sket.
Læs også: Efter to timer blev mistænkt løsladt: Nu er han sigtet
Vælter ind med penge
Udover støtte har familien til teenageren også modtaget svimlende summer af penge.
I skrivende stund har familien modtaget hele 2,9 millioner dollars blot efter 24 timer på hjemmesiden GoFundMe - en amerikansk hjemmeside, hvor mennesker kan crowdfunde og donere penge til diverse sager. Beløbet svarer til en sum på cirka 19,7 millioner danske kroner. Blandt andet modtog familien hele 5000 dollars (cirka 34.000 kroner) fra Madonnas manager, Guy Oseary.
Ralph Yarl er i nuværende stund blevet udskrevet fra hospitalet og er i bedring hjemme hos sine forældre.