Der er blevet spekuleret en hel del i det umage par, Julia Fox og Kanye West, der efter sigende har datet siden starten på året.
Flere beskylder 44-årige Kanye West, der nu officielt hedder Ye, for at ville gøre ekskonen Kim Kardashian jaloux, efter det sidste år blev klart, at hun danner par med komiker Pete Davidson.
Mens andre mener, at forholdet er et mediestunt, og Julia Fox kun er ude efter penge og berømmelse.
Men i podcasten 'Forbidden Fruits' giver skuespillerinden nu svar på tiltale. Det skriver Page Six.
- Folk siger, at jeg kun er ude efter berømmelse og penge. Skat, jeg har datet milliardærer hele mit liv, lad os være ærlige, siger 31-årige Julia Fox.
På trods af, at skuespillerinden indrømmer, at hun som yngre var meget opmærksomhedsskrævende, så fortæller hun, at hun ikke længere går op i den slags.
- Det er sjovt, at jeg får al den her opmærksomhed, for jeg er virkelig ligeglad.
- I takt med at jeg er blevet ældre og har arbejdet med mig selv, har jeg ikke længere brug for det. Jeg tænker slet ikke over det, fortæller hun og tilføjer, at hun er fuldstændig ligeglad med, hvad der bliver skrevet om parret rundt omkring i medierne, forklarer Julia Fox.
Parret har dog ikke ligefrem været blege for at dokumentere deres relativt nye forhold på de sociale medier med flere opsatte billedserier.