Tattoo-legende gået bort

Lyle Tuttle blev 87 - han havde verdens største samling af tatoveringsmaskiner

Lyle Tuttle i 1973. Her er han ved at tatovere en 'kosmisk blomst' på skulderen af Jutta Kay, der var gift med Steppenwolfs John Kay. Foto: AP
Lyle Tuttle i 1973. Her er han ved at tatovere en 'kosmisk blomst' på skulderen af Jutta Kay, der var gift med Steppenwolfs John Kay. Foto: AP

Der var tale om en vaskeægte tattoo-legende, der tirsdag i en alder af 87 gik bort. Lyle Tuttle er en af tattoo-branchens mest kendte navne - og det ikke uden grund.

Igennem de sidste mange årtier har han viet sit liv til kunsten at fylde farvestoffer i andre folks kroppe.

Blandt hans kunder var skuespillere og musikere sidst i 1960'erne og 1970'erne. Folk som Janis Joplin, Cher, Henry Fonda, Joan Baez og The Allman Brothers.

Tattoo-magasinet inkmag beskriver, at Tuttle blev født i 1931, hvor han voksede op i Californien. Selv fik han sin første tatovering som 14-årig. Den kostede 3,50 dollars.

Han begyndte at arbejde som tatovør i 1949, og i 1954 åbnede han sin egen tattoo-butik i San Francisco. I oktober 1970 prydede han forsiden af magasinet Rolling Stone, og han var den første tatovør, der havde tatoveret på alle syv kontinenter.

Officielt gik han på pension i 1990. Men han fortsatte dog i det små med at stikke farve i venner og bekendte.

Frank Rosenkilde, tatovør og formand for Dansk Tatovør Laug, sammen med Lyle Tuttle i 2018, hvor Tuttle ved samme lejlighed blev gjort til æresmedlem af lauget. Privatfoto
Frank Rosenkilde, tatovør og formand for Dansk Tatovør Laug, sammen med Lyle Tuttle i 2018, hvor Tuttle ved samme lejlighed blev gjort til æresmedlem af lauget. Privatfoto

- Han var noget helt særligt, siger Frank Rosenkilde, der selv er tatovør, driver butikken Bel Air Tattoo i København og er formand for Dansk Tatovør Laug.

- Tuttle siges at have verdens største samling af tattoo-memorabilia. Han var en af de første, der begyndte at indsamle udstyr og lignende. Det var tilbage i 1970'erne, hvor han blandt andet rejste rundt i Europa. Dengang var der ingen tatovører, der tænkte på at samle og gemme den slags, fortæller Frank Rosenkilde.

Frank Rosenkilde har flere gange mødt tattoo-ikonet.

- Han har fortalt mig, at han blandet andet havde samlet 1200 historiske tatoveringsmaskiner, fortæller Rosenkilde.

- Lyle var en fantastisk historiker, og jeg kunne lytte til hans mange historier i timevis, som han fortalte med et glimt i øjet. Han var en fantastisk fortæller. Historierne kunne spænde fra hans tid som soldat, under Koreakrigen, til rejser, familie, maskiner, gamle tatovører og utrolige anekdoter, uddyber Frank Rosenkilde.