Earl Boen, der nok bedst var kendt for sin rolle som Dr. Peter Silberman i 'Terminator'-filmene, døde torsdag på Hawaii.
Det skriver mediet TMZ, som har fået dødsfaldet bekræftet af et familiemedlem. Det er dog ikke meldt ud, hvad der var årsag til dødsfaldet.
Skuespilleren blev diagnosticeret med fremskreden lungekræft i stadie fire i efteråret 2022, ifølge en ven af Boen og hans familie. Det skriver Variety.
Earl Boen spillede med i 'The Terminator', 'Terminator 2: Judgment Day' og 'Terminator 3: Rise of the Machines' som Dr. Silberman, en kriminel psykolog, der blev hentet ind for at afhøre Michael Biehns Kyle Reese i den første film. Han optrådte også i arkivoptagelser i 'Terminator: Dark Fate' fra 2019.
Han var ligeledes kendt for sit stemmeskuespil, og lagde stemme til blandt andet skurken Señor Senior Sr. i Disney-tegnefilmsserien 'Kim Possible'. Han var også fortællerstemmen i 'World of Warcraft', og han stod også bag stemmen på kaptajn LeChuck i videospilserien 'Monkey Island'.
Han efterlader sig sin kone Cathy, datteren Ruby og børnebørnene Kimmy Abaricia og Kimo Harbin.