Tesla-chef Elon Musk har lovet at forsyne den amerikanske stat New York med 1225 respiratorer for at hjælpe i kampen mod coronakrisen, der lige nu for alvor hærger i USA.
Det skriver BBC.
'Vi er dybt taknemmelige,' lyder det på Twitter fra Bill de Blasio, der er borgmester i New York City.
'Vi har brug for alle de respiratorer, vi kan få fingrene i de næste par uger for at redde liv,' fortsætter borgmesteren på det sociale medie.
Respiratorerne har Tesla-ejeren købt af producenter i Kina, som er godkendt af den amerikanske regering. De bliver ifølge BBC doneret til hospitaler i New York City og rundt omkring i staten New York.
New York er lige nu den amerikanske stat, der har det højeste antal registrerede smittede med covid-19. Torsdag blev USA det land i verden med flest coronasmittede. I dag, søndag, er 123.781 registreret smittet med coronavirus i USA.
Elon Musk har tidligere i denne måned meldt ud, at han vil genåbne sin fabrik i Buffalo i New York, hvor der normalt produceres solceller. Men produktionen skal midlertidigt omlægges, så fabrikken i stedet kan fremstille endnu flere respiratorer til det pressede amerikanske sundhedsvæsen.