Marie Helvin er kendt som en af 70'erne og 80'ernes helt store supermodeller, og hun har igennem årene mænget sig med de rige, berømte og kongelige.
Men i dag ser den 69-årige kvindes liv ganske anderledes og mindre glamourøst ud.
Ifølge den tidligere model er hun nemlig nu på røven økonomisk, og hun overvejer derfor at få et job som kassemedarbejder i et supermarked.
Det fortæller hun i et interview i podcasten Third Act.
- Jeg er helt selvhjulpen, og jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for under pandemien har jeg brugt det meste af min opsparing, og nu tænker jeg seriøst på, om jeg skal tage hjem, lyder det fra Helvin, der er vokset op på Hawaii, men i dag bor i London.
- Der (Hawaii, red.) er meget mindre stigmatisering i forhold til alder og at få et job. Du kan få et job hos Whole Foods (supermarkedskæde, red.) i dine 80'ere i USA. Jeg vil sige det sådan, at jeg ikke ville søge et job hos Whole Foods her. Men hjemme i Hawaii, hvis jeg var nødt til det, så ville jeg arbejde der, siger hun videre.
Fik penge efter skilsmisse
Tilbage i 1985 blev Helvin skilt fra den kendte fotograf David Bailey, som hun havde dannet par med i flere år, og i den forbindelse fik den tidligere supermodel 100.000 pund med sig som konsekvens af det forlig, de indgik.
Siden er hun dog ikke blevet gift igen, og det kan hun mærke, fortæller hun.
- Det ville være rart at få noget hjælp i takt med, at jeg bliver ældre. Og at man kan dele det at blive ældre med én, siger hun videre.
Marie Helvin var især kendt tilbage i 70'erne og 80'erne, hvor hun blandt andet optrådte i britiske, franske og italienske Vogue og poserede på en lang række nøgenbilleder, som blev taget af Bailey.
Billederne blev siden udgivet i den fotografiske bog Trouble and Strife.
I 2006 medvirkede hun som dommer i 'Britain's Next Top Model'.