Rod Stewart er en af rockens største stjerner, men den 74-årige rock-musiker har også ved siden af musikken gennem mange år haft en passioneret hobby, nemlig modeljernbaner.
Den aldrende rockstjerne har i sin fritid gennem de sidste 23 år bygget en gigantisk modeljernbane, der er inspireret af de amerikanske storbyer New York og Chicago i 1945.
Og nu afslører han endelig resultatet af sit store arbejde i magasinet Railway Modeller.
Det skriver flere medier heriblandt BBC.
Radioværten Jeremy Vines hævdede i sit BBC Radio 2-show, at Rod Stewart ikke selv havde bygget sin jernbanemodel. Det fik straks Rod Stewart til at ringe Jeremy Vines op, der fik følgende forklaring af rockstjernen:
'Jeg vil sige, at jeg selv har bygget 90 procent af min jernbanemodel. Det eneste, jeg ikke rigtig har været god til og stadigvæk ikke er god til er de elektriske installationer. Det har jeg fået en anden til at lave.'
'En masse mennesker griner ad mig og siger, at det er en dum hobby, men for mig er det altså en vidunderlig hobby,' siger Rod Stewart.
Rod Stewart har fortalt til magasinet Railway Modeller, at han har arbejdet på sine højhuse og landskaber samt andre dele af model-jernbanen, når han har været på turné. Han bad altid om et ekstra stort hotelværelse, så han kunne bygge på modeljernbanen, når han fik lyst til det.
'Vi fortalte i forvejen hotellerne, hvad jeg havde gang i. Og de var meget samarbejdsvillige. De fjernede sengene i hotelværelset, så der blev bedre plads til at bygge på modeljernbanen,' fortæller Rod Stewart.