Først var det Carol. Så var der Emily. Og så var det Rachel, der blev gift og skilt fra en af de berømte seks Venner i 90'er-komedieserien Friends.
Og nu er den altså formentlig gal igen. Men denne gang for skuespilleren bag karakteren, som i serien nærmest er kendt for at give skilsmisseadvokaterne kronede dage.
Den 50-årige skuespiller David Schwimmer og hans 19 år yngre kone, 31-årige Zoe Buckman vil 'tage noget tid væk fra hinanden'. Det bekræfter parret, som blev gift i 2010, selv overfor Us Weekly.
David Schwimmer blev torsdag i sidste uge fanget af paparazzi-linsen siddende på en bænk og snakkende i sin mobiltelefon med et trist udtryk i ansigtet, og under en uge senere kommer nyheden altså om Venner-stjernens mulige brud med Zoe Buckman.
- Det er med stor kærlighed, respekt og venskab, at vi har besluttet at tage noget tid hver for sig, mens vi bestemmer sig for vores forholds fremtid, lyder det diplomatisk fra parret, der har en fem-årig datter, Cleo, sammen.