Twitter har trukket mange overskrifter, siden Tesla-grundlæggeren Elon Musk købte platformen.
Politikken er blevet ændret på platformen, ansatte er blevet fyret, og stribevis af kendte ansigter har forladt Twitter. Nu er der endnu en til samlingen.
For den verdensberømte sanger Elton John forlader nu Twitter, som han selv oplyser i et tweet.
'Hele mit liv har jeg forsøgt at bruge musik til at bringe mennesker sammen. Alligevel blev jeg ked af at se, hvordan misinformation nu bliver brugt til at opdele vores verden', skriver Elton John og fortsætter:
'Jeg har besluttet ikke længere at bruge Twitter på grund af deres seneste ændring i politikken, som vil tillade misinformation at blomstre ukontrolleret'.
Elton John har 1,1 millioner følgere på platformen. Der er over en kvart million følgere, der har liket hans tweet om at forlade platformen.
Twitter-ballade
Det var i slutningen af oktober, at det blev officielt, at Elon Musk ejer Twitter.
Efterfølgende valgte den danske musiker Simon Kvamm at lukke sin konto, da Twitter ifølge Kvamm nu er overgået til en 'privat og enevældig styring'.
Musk valgte også kort efter sin overtagelse af Twitter at sætte gang i en større fyringsrunde, mens hovedkontoret i San Francisco blev lukket midlertidigt.
7500 ansatte modtog en fyreseddel, hvilket medarbejderne var rasende over. Derfor har de lagt sag an mod Musk for afskedigelserne.
En af sagerne går endda på, at Musk - angiveligt ulovligt - har omdannet kontorer til soveværelser, så medarbejdere ikke behøver at forlade Twitters bygninger.