Energikrise og inflation er en hård og ubarmhjertig cocktail for mange både i Danmark og i udlandet.
For nogle er det luksusting som julelys og lange bade, der må undværes, mens det for andre er livsnødvendigheder, der er på spil.
Det sidste er tilfældet for skotske Carolynne Hunter. En elregning på 17.000 pund - svarende til 147.000 danske kroner - er ved at ødelægge hendes familie.
Hunter passer sin 12-årige syge datter derhjemme. Datteren Freya er stum, blind og afhængig af en maskine, der overvåger hendes iltoptag og hjertefrekvens.
Institution
Den gigantiske elregning fra den livsnødvendige maskine har betydet, at Carolynne Hunter har udsigt til at blive tvunget til at sende sin datter på institution. Det skriver Sky News.
I et desperat forsøg på at kunne beholde sin datter hjemme hos sig har Hunter oprettet en pengeindsamling på GoFundMe.com. Det har båret frugt.
Skuespilleren Kate Winslet har doneret et beløb svarende til hele Carolynne Hunters elregning til indsamlingen, der har 20.000 pund - godt 173.000 kroner - som indsamlingsmål.
- Jeg tænkte: På hvilken planet kan nogen lade sådan noget ske. Det er komplet, komplet forkert, sagde den 47-årige skuespiller til BBCs 'Sunday with Laura Kuessenberg'.
- Det er så forkert i mine øjne, at denne kvinde skal lide, og at hun som mor kan blive tvunget til at træffe sådan en hjerteskærende beslutning, fordi hun ikke har støtten og ikke kan betale regningen, sagde Kate Winslet tidligere søndag.
- Det kunne jeg ikke lade ske, sagde hun.