Viral trend: - Du må ikke røre

Ny leg hitter på de sociale medier, og det er ikke alle børn, der kan overholde spilletsregler. Ville dine kunne?

Der er ingen tvivl om, at Kardashian-klanen er en af verdens mest kendte familier og influencerer. Og når de gør noget, følger fans fra hele verden trop. Også når det gælder børneopdragelse.

Det beviste Kylie Jenner i en video, som hun har lagt op på sin Instagram. I en video på det sociale medie tester hun sin to-årige datter Stormi ved at sætte en skål chokolade ved siden af hende og beder hende så om at vente med at spise af skålen, mens hun selv forlader lokalet for at gå på toilettet.

Makeup-mogulets video har taget hendes millioner af følgere med storm. I videoen kan man se den lille Stormi kæmpe med sig selv og gøre alt, hvad hun kan, for ikke at blive fristet af de lækre godter, som er placeret foran hende.

Trangen hos dem lille pige bliver så stor, at hun må berolige sig selv. Da sukkertrangen er ved at tage overhånd, begynder Stormi at rykke tættere på skålen og udbryder: 'Åhhh, Chokolade!'.

Hurtigt efter husker hun sin 22-årige mors instruktioner om at vente og holder sig tilbage ved at synge: 'tålmodighed, tålmodighed (Patience, red.)' til sig selv om og om igen. Da mor-Kylie kommer tilbage og giver tilladelse til at spise slikket, får den lille pige ros af mor for at have ladet slikket være.

Trenden er nået hele verden rundt og er også blevet populær blandt mommy-bloggere og influencere i Danmark.

Den danske model Mathilde Gøhler har kopieret Kylie Jenner og har også testet sin og Remees fire-årige datter Kenya. Den lille pige klarer udfordringen med nød og næppe, men også en anden faktor i videoen imponerer.

Modellen taler hele vejen igennem videoen engelsk til sin lille datter, som forstår og svarer ligeledes på engelsk.

'Jeg har nogle godter til dig, og du må få tre stykker. Okay?' 'Okay', svarer Kenya sin mor.

'Men du skal vente, for jeg skal lige på toilettet', lyder undskyldningen, som forklarer, hvorfor Mathilde Gøhler må forlade rummet for en stund, mens Kenya sidder tilbage alene med slikskålen.

Også den kendte influencer Tina Maria, der tidligere har vundet 'Paradise Hotel', har gjort kunsten efter. I videoen, hvor hun tester sin lille pige Olivia, kan datteren næsten ikke holde fingrene væk.

'Du venter på mig?' 'Ja!' Lyder svaret fra den lille datter, som længes efter chokoladen i skålen.

Tålmodigheden holder dog ikke længe, for Tina Marias lille datter Olivia kan ikke holde fingrene fra chokoladen. Hun kan ikke dy sig og begynder at pille ved det, men holder sig fra at spise inden mor er tilbage.