X Æ A-12: Måske ikke lovligt

Elon Musk og sangerinden Grimes vil navngive deres nyfødte søn X Æ A-12, men californisk lovgivning spænder ben

Elon Musk og Grimes har måttet ændre i deres nyfødte søns navn. Foto: Ritzau Scanpix
Elon Musk og Grimes har måttet ændre i deres nyfødte søns navn. Foto: Ritzau Scanpix

Mange nybagte forældre kan nok nikke genkendende til, at det kan være svært at finde på et navn til den lille ny.

For Tesla-direktør Elon Musk og pop- og electronica-sangerinden Grimes, som netop er blevet forældre til en søn, ender det måske med, at lovgivningen bliver en hindring for kreativiteten.

Det skriver CNN, som henviser til, at lovgivningen i staten Californien, hvor parret har hjemme, kun tillader de 26 bogstaver i det engelske alfabet i navne.

Dermed er det for eksempel heller ikke tilladt at bruge apostrof i navne.

Det betyder, at X Æ A-12 ikke umiddelbart kan godkendes som navn.

Seriøst! Navnet er X Æ A-12

Elversprog og yndlingsfly
I et tweet kommer den 32-årige sangerinde og nybagte mor med en forklaring på, hvad bogstaver og tal i navnet dækker over.

- 'X', den ukendte variabel.

- 'Æ', min elvermåde at stave Ai (kærlighed og/eller kunstig intelligens).

- 'A-12' = forløber for SR17 (vores yndlings-fly). Ingen våben, intet forsvar, bare fart. God i kamp, men ikke-voldelig', lyder forklaringen fra sangerinden.

I tweetet forklarer hun videre, at bogstavet A i navnet også står for 'archangel', og at nummeret 12 i kinesisk astrologi står for rottens år, som er det, den lille baby er født i.

Fejl i forklaring
I et senere tweet retter Elon Musk dog sin partner.

'SR-71, men ja', skriver Musk med henvisning til det fly, som sønnens navn refererer til.

Grimes svarer tilbage ved at skrive: 'Jeg er ved at komme til hægterne efter operation og er kun lige i live, så må mine stavefejl blive tilgivet'.

Claire Elise Boucher, som er sangerindens rigtige navn, har dannet par med Elon Musk siden 2018.