Strid blæst, men også godt nyt om dit forårsvejr

Foråret starter koldt og blæsende, men glæd jer: April og maj bliver til gengæld varmere end normalt

Det er en barsk start på foråret, og i dag står du op til en strid blæst, som nogle steder vil kunne påvirke trafikken. Vejdirektoratet advarer således søndag morgen mod, at vindfølsomme køretøjer krydser Storebæltsbroen.

DMI  oplyser her på forårets første dag, at vi får jævn til hård vind fra syd og sydøst, ved kysterne stedvis kuling.

- Vi lægger ud på den første forårsdag med regn og en god kraftig vind, helt op til kuling. Så det bliver en dag med meget vind og regn og slud mange steder. I hvert fald i starten af dagen. Senere kan solen komme lidt frem rundt omkring, siger vagthavende meteorolog ved DMI, Steen Rasmussen.

Fortsat surt

Ser vi et par uger frem, bliver det ikke meget bedre. Tværtimod.

- Faktisk går vi ind i en uge, hvor det bliver køligere vejr, end vi lige har været vant til, og hvor der også kan komme indslag af både slud og nogle dage måske også tøsne. Så det bliver generelt koldere, når vi nu går ind i foråret. Det virker ikke som om, at kalenderen har set, hvordan vejret er.

Men bare rolig. Rigtig vinter bliver det ikke, siger Steen Rasmussen.

- Om dagen får vi tø. Op til omkring fem grader. Men i løbet af ugen kan vi godt komme ned på mellem nul og fem graders frost om natten.

Det er dog helt almindeligt for årstiden, beroliger Steen Rasmussen.

- Det er typisk, når vi kommer her hen på året, at der bliver større forskel mellem dag og nat, fordi solen er begyndt at få noget mere magt. Så der er her, at man kan mærke foråret. Hvis solen kommer frem, så kan det godt varme lidt i kinderne.

Men så lysner det

Fra midten af marts begynder det da også at lysne med mere milde vinde, og når vi når frem til de to sidste forårsmåneder – april og maj – bliver det efter alt at dømme tilmed bedre end normalt.

- Både april og maj ser ud til at blive lidt varmere end normalt. Vi regner med omkring en grad over den såkaldte tiårsnormal, siger Steen Rasmussen.

Og ikke bare bliver det varmere end normalt. Det bliver også med mindre regn.

- Vores prognoser tyder på, at vi hovedsagligt får vores luft fra milde sydlige og vestlige retninger.  De fronter, som passerer landet, er typisk svage og medbringer kun let regn. Så den samlede nedbørsmængde ser ud til at ende noget under normalen.

26 kommentarer
Vis kommentarer