Californiske koryfæer

Ridge Vineyards i Santa Cruz i Californien er bestemt en omvej værd

Her bliver der lavet stor vin.
Her bliver der lavet stor vin.

Monte Bello fra Ridge Vineyards i Santa Cruz har ved flere lejligheder fejet Bordeauxs førstecruer af banen (se bare i filmen ’Bottle shock’ fra 2008). Nu har den danske importør hjemtaget et meget interessant udvalg af ældre årgange og der er dermed mulighed for at smage en af den nye verdens mest fascinerende vine i moden udgave. Og glem ikke Ridges Zinfandel-vine, der hører til nogle af Californiens absolutte best buys.

Én af USA’s mest interessante, belæste og vidende vinmagere, den filosofiuddannede Paul Draper, er så småt ved at gå på pension i en alder af omkring trekvart århundrede.

Hans livsværk er dels genrejsningen af Californiens ’hjemmefødning’ Zinfandeldruen, dels kultiveringen af terroirtanken i Californien med Bordeaux-fortolkningen fra den berømte Monte Bello-vinmarks terasseanlagte parceller 800 meter over havet med Santa Clara Valley underneden.

Læs også:

Se også: Spanske producenter frygter ny Parker-anmelder

Historien om Ridge og Monte Bello er et meget langt stykke hen ad vejen historien om Paul Drapers ukuelige søgen efter at søge tilbage i tiden for at finde ud af, hvordan man laver vin, der ikke bare er til nutiden, men også til fremtiden. Det betyder, at Ridges vine i dag er nogle af USA’s bedste lagringsvine.

Skulle man ikke have været så forudseende at lægge et par kasser blandet Monte Bello i kælderen for år tilbage, ja så giver den danske importør Ole Bergman nu muligheden for at prøve Drapers storslåede vine i perfekt moden stand.

Samtidig er det nok den sidste mulighed for at smage vinene fra én af verdens absolut mest fascinerende vinmagere – selvom Paul Draper stadig er direktør for Ridge, har Monte Bello de sidste år været i den ualmindeligt kyndige Eric Baughers hænder.

Ved en smagning i løbet af 2011 afholdt af Bergman Vin stod det klart, at den horde af kritikere, der skærer amerikansk vin over én kam og kalder den uelegant, overgjort,faddomineret og så videre, burde tvangsmedicineres med Ridge i passende mængder.

Læs også:

Se også: Gammel snaps relanceres

Særligt Zinfandel-skeptikerne – denne signatur er selv én af dem – kan med fordel gå efter Ridges fornemme Geyserville 2009 (kr. 201) og Lytton Springs 2009 (kr. 201), der er kølige, mynteduftende, fortolkninger af druen med syltede moreller i næsen, imponerende dybde, balance og energi. Og ikke nok med det – de voldsomt gamle stokke (op til 130 år) giver vinene et helt særligt terroir-præg. At de oveni købet er utroligt gode køb til omkring et par hundrede for seneste årgang (lad os bare se det i øjnene: californisk topvin koster ikke et par, men mange hundrede kroner flasken) vidner om en næsten idealistisk prissætning.

Værd at prøve er også de to 2005-versioner af ovennævnte, Bergman Vin også tager hjem. Her fornemmes det allerede, at Drapers Zinfandelfilosofi også har et langt liv i sigte. Flotte, flotte vine, der stadig fås for kr. 251 pr. flaske.

I et andet prisniveau er vi med Monte Bello Cabernet Sauvignon, men i sammenligning med denne verdens store cabernet’er fra både Napa og Bordeaux kan vi stadig kalde Ridges priser fornuftige. På Monte Bello-marken er der kalksten i undergrunden, fordi vi befinder os på skillelinjen mellem to teknoniske plader. Klimaet er både præget af, at Stillehavet kun er en lille snes kilometer væk og selvfølgelig af terassernes beliggenhed i 800 meters højde. Det er på grænsen af, hvor de op mod 60 år gamle cabernet-stokke overhovedet kan give tilstrækkeligt modne druer. Kodeordene for Monte Bello er altså ikke fedme, sol og sødme, men kølighed, struktur, syre og mineralitet.

Læs også:

Se også: Bordeaux 2011: Merlot-succes i uforudsigeligt år

Nyeste årgang på markedet er den fænomenale 2008’er, der er mineralsk på en nærmest voldsom måde, pakket med dyb, mørk frugt, blommeskind, mynte, sod, pibetobak og flint – det hele i en kølig og stringent fortolkning (pt. udsolgt). 2007 har jeg skrevet om tidligere – den skuffede ikke på dagen. Elegant og koncentreret uden at være kraftig. Masser af kølig frugt, brombær og blommeskal, five spice og tydelig mineralitet, men slet ikke udfoldet endnu (kr. 742).

1999 var smagningens svageste og måske ved at gennemgå en lidt svær fase. Muligvis folder den sig ud igen til andet og mere end den lidt spinkle sag, der var tale om her (kr. 1112).

1997 er meget flot med masser af liv endnu. det er nok denne årgang, der er den bedste introduktion til de gamle Monte Bello-vine. Utrolig harmonisk, tæt og kølig med (stadig) høj syre og meget fin balance (kr. 1232). Det lyder næppe amerikansk, og at Monte Bello som en ener i den californiske vinverden opfører sig meget Bordeauxsk bliver netop tydeligt i de lagrede vine – 1995 er fx et skræmmende mineralsk bekendtskab, der med tid og luft åbner op for danske blommer, bitter chokolade, soya, grafit og et eukalyptusstrejf (kr. 1477).

Tegn et abonnement på Vinbladet - netop nu får alle nye abonnenter Vinbladets temanummer om Roussillon, verdens mest varierede vinområdemed som velkomstgave KLIK HER

0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere