Det polerede Napa

På besøg i Napa Valley – Californiens mest kendte vinområde

Siger man Californien og vin vil man utvivlsomt som det første nævne Napa Valley. Dalen lidt nord for San Francisco som er blevet synonym med de bedste vine fra Californien.

I Californien produceres 90% af al vin i USA og den årlige produktion er på 4 mia. flasker fra et areal på 231.000 ha. Hertil kommer spisedruer og rosiner fra et lige så stort område. Napa Valley udgør kun 7 % men der er ingen tvivl om, at tager man de mest kendte Californiske vine kommer hovedparten herfra. Mere end 700 vinhuse har til huse i dalen, hvor der er 18.000 ha vinmarker - og stort set ingen ledig jord. Priserne er høje og det er næsten umuligt at købe jord eller sagt på en anden måde skal man i den grad have pengepungen i orden. Det betyder også, at druerne er dyre. Det er ikke ualmindeligt at kg prisen for Napa Valley cabernet sSauvignon er omkring 30 kr.

Yount var nok den første, der plantede vin her, ved Yountville nær Napa by i 1838. Men det var nok nærmere hans svigersøn Rutherford (en anden lille landsby) som blev den første kendte med sine 400 ha her nogle år senere. Sidst i 1800-tallet var her allerede omkring 150 vingårde, hvoraf flere stadig lever, nogle dog mere af navn end af gavn. Første kommercielle blev startet af Charles Krug i 1861.

I 1920 ramte forbudstiden USA og dalen blev hårdt ramt. Mange måtte lukke og kun få overlevede ved at sælge druer eller levere altervin, som stadig var tilladt. Og da forbudet blev ophævet i 1936 tog det da også mange år før området kom helt tilbage. Gennembruddet kom i 1976, hvor Napa tog verden med storm i den berømte Pariser smagning. De Californiske vine slog i en større blindsmagning en række af de bedste franske vine.

Dette var da også startskuddet til en revolution i området og hundreder af vinhuse åbnede op gennem 1980 og 1990’erne. Og turismen voksede i takt med udviklingen. I dag gæster 4,5 millioner den blot 32 kilometer lange dal, som også gennemkøres af Napa Valley Wine Train. Turisttoget transporterer de besøgende op gennem dalen mens de kan sidde og nyde vinene fra de marker de passerer. Vinhusene er prætentiøse og man fornemmer med det samme, at turisme er en væsentlig del af forretningen i Napa. Smagerum og faciliteter er absolut i top og der er et stor skare af personale til at guide de besøgende. Men vinmageren eller andre som er involveret i vinene skal man nok ikke forvente at se, hvis man ikke har lavet en helt speciel aftale.

Til gengæld er udsigten storslående i dalen som er blandt de flotteste vin områder på denne jord. Den bakkede dal, indhyllet i vinmarker er som taget ud af et maleri. De mest kendte vine fra Napa laves på druerne cabernet sauvignon samt chardonnay. I alt 16 AVA’er ligger i dalen hvor de mest kendte er Rutherford, Stags Leap og Oakville. Og lad mig bare afsløre at mange af vinene er ganske forrygende og har et meget højt niveau. Priserne er høje men kvaliteten følger også med. Eneste anke er måske manglen generelt på karakter. Mange af vinene minder meget om hinanden og har det typiske polerede oversøiske udtryk. Men det er svært at sætte en finger på meget der trækker ned. Til gengæld ælder vinene særdeles flot - både cabernet sauvignon og chardonnay. Og da der er mindre variation i årgangene end i Frankrig er mulighederne for at købe til kælderen derfor store, hvilket man bør unde sig selv. Lige nu er vinene fra 1999, 2000 og 2001 ganske forrygende.

Blandt de bedste vine jeg smagte i Napa dalen var:

 

Chardonnay

Fransiscan Cuvee Sauvage Chardonnay 2012. Importør ukendt. Pris ca. 250 kr.

Fersken og elegance i duften. I smagen mere fadpræget med en krydret eftersmag. En pæn syre og flot balancet.  Ganske spændende Chardonnay med en lang eftersmag. 93

 

Beringer Private Reserve Chardonnay 2011. 460 kr. hos Vinspecialisten

En klassisk meget faddomineret chardonnay. Men den kan bære det. Modne fersknere, abrikos, melon og masser af vanilje fra fadet. Flot balanceret. 92

 

Grgich Hills Chardonnay 2011. California wines til 245 kr.

Miljenko 'Mike' Grgich opnåede sin første, store berømmelse i den historiske 1976-smagning i Paris, da hans 1973 Chateau Montelena Chardonnay vandt i den prestigefulde blindsmagning. I dag er Grgich Hills biodynamisk drevet, og dette er hans egen chardonnay. Yderst flot balanceret. Meget frugtdrevet men med en stor dybde. 93

 

Black Stallion Chardonnay Napa 2012. Importør ukendt.

Pænt balanceret og en elegant frugtig vin. Lang eftersmag. 91

 

Pinot Noir

Gallo Signature Pinot Noir Santa Lucia Highlands 2012. Hans Just. Pris ca. 200 kr.

Elegant fyldig pinot med jordbær, hindbær og krydderier. Yderst flot oversøiske pinot i stilen. 91

 

Cabernet Sauvignon

Gallo Signature Cabernet Sauvignon Napa Valley 2010. Hans Just. Pris ca. 200 kr.

Krydret med masser af peber, timian og solbær. Oversøisk i stilen men stadig med en flot elegance. 90

 

Beringer Cabernet Sauvignon Napa Vallery 2010. 350 kr. hos Vinspecialisten

Druer fra Napa og 15 mdr. på fad, hvoraf 67% er nye fade. Peber og solbær dominerer i denne særdeles flotte vin med dybde og en god balance. Især den stringente stil og syre imponerer. 93

 

Fransiscan Magnificat 2011. Importør ukendt.

Mynte og solbær i duften. Solbær, sort te, krydderier. Flot koncentration og balance. Man fornemmer den er californisk men flot lavet. 92

 

Silverado Cabernet Sauvignon 2010. Copenhagen Wine til 780 kr.

Udelukkende fra Stags Leap. Pæn fyldig vin 18 mdr. på fade, hvoraf 37% er nye. Oversøisk i stilen med solbærmarmelade, mørk chkolade, krydderier og vanilje. Pakket ind af en flot syre. 92

 

Beringer Private Reserve Cabernet Sauvignon 2009. 895 kr. hos Vinspecialisten

Beringers topvin og et ikon i Californisk vin. Fra 8 forskellige parceller og 24 mdr. på fad. En koncentreret og flot balanceret vin med solbær, brombær, tobak, peber og toast i smagen. 94

 

 

Merlot

Grgich Hills Merlot 2009. California wine. Pris ukendt.

Sjældent jeg føler merlot fungerer alene uden for Bordeaux, men det gør den her. Frugtig og yderst flot med mineralsk udtryk, kaffe og blyant. 91

 

Blend

Viader Blend V 2012. KK Vine. Pris ukendt.

Mindre eksklusivt hus fra 1989 i St. Helana. Denne vin er på 52% Petit Verdot og har et spændende animalsk udtryk. Meget fad fornemmes stadig men masser af koncentration, vanilje og mørke frugter. Pæn syre. 91

 

Black Stallion Bucephalus blend 2009. Importør ukendt.

81% CS, 15% Merlot. Peber, konc, animalske toner. Sorte frugter. Spændende maskulin vin. 93

 

Læs i samme serie:

Den krydrede immigrant

Sonoma solrige safter

 

Californien i tal
- Antal vinhuse: 4100

- Beplantet vinareal: 231.000 ha
- Total produktion: 2.763 mio. liter vin
- Eksport til Danmark: 8.3 mio. liter (2012)
- Position i Danmark (markedsandel): 8 (4,8 %)
- Fordeling rødvin/hvidvin: 60%/40 %

Klima og årgange
- De fleste forbinder Californien med masser af sol og varme, men der er stor forskel på bl.a. temperaturer og nedbør - især pga. Stillehavet og bjergene.
- I de seneste år er det dog især 2013, 2012, 2010 og 2007, som er fremragende år.
Områderne
Californiens vinproduktion kommer fra seks hovedområder:

- Napa er det mest kendte, det ligger nord for San Francisco og er en turistmagnet. Området er igen underopdelt i AVA’er hvor især Oakville, Rutherfod, Stags Leap og Los Carneros bør fremhæves.

- Sonoma er noget vestligere. Dets bedst kendte underområder er Russian River og Alexander Valley.

- Mendocino County er noget varmere. det er mindre fashionabelt og eksklusivt end Napa og Sonoma.

- Central Valley er det største med næsten 60% af al vinproduktion. Det er primært de billigere vine, som kommer herfra.

- Santa Barbara ligger ikke langt fra Los Angeles. Området er køligere end Napa, især pga. beliggenheden tæt på Stillehavets kølige briser.

- Paso Robles midt i Californien ligger lidt inde i landet og er et meget varmt område kendt for især kraftigere, varme rødvine, særlig på Zinfandel-druen.
Druerne
Zinfandel er den bedst kendte, lokale drue. Vinene er typisk kraftige, frugtige, ikke så koncentrerede og ofte meget alkoholtunge.

Ellers er det de internationale druer som Chardonnay, Cabernet Sauvignon, Syrah og Merlot, der dominerer. Det er således de klassiske, internationale og sikre druer, der anvendes. Men en række af de nyere druer fra andre kontinenter dukker op - så hold øje med Viognier-, Albarino- og Sangiovese-vine fra Californien. I alt 110 forskellige druer dyrkes der i Californien.
 

 

 

0 kommentarer
Vis kommentarer

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.