Den store pavevin

Clos de Pape var i København for at promovere sine vine

Paul-Vincent Avril fra Clos de Pape var i København, i øvrigt for første gang og præsentere sine vine for et par uger siden. Og lad mig sige med det samme, at dette ikke bare på papiret er en af de bedste producenter af Châteauneuf-du-Pape, men i den grad også formåede at imponere med sine vine.

Allerede i 1896 solgte huset vin under egen etiket, og den daværende ejer, Paul Avril, var meget aktiv i skabelsen af appellationen. I dag er det barnebarnet Paul-Vincent der driver vinhuset og de godt 35 hektar. Markerne er spredt over 24 parceller og spredt ud over hele kommunen. Den måske mest berømte parcel ligger tæt ved ruinen af Paveslottet, og har været omgivet af murene (Clos) omkring slottet, hvilket har givet navnet til ejendommen.

Der produceres kun én rødvin og selvom der har været pres på Paul-Vincent for at lave en "prestige cuvee" har han ikke ladet sig friste. Endvidere laves der en mindre mængde af hvid Châteauneuf-du-Pape. Disse udgør godt 10% af produktionen.

Vingården har praktiseret biodynamisk og økologisk produktion i snart 20 år og har siden 20111 været økologicertificeret, men er ikke noget man skilter med, for som Paul-Vincent udtrykker det, har det for ham ingen betydning for prisen og efterspørgslen af hans vine. Produktionen er lille og i 2013 og 2014 kom der kun 13 hl og 14 hl per hektar. En del mindre end de normalt 22-25 hl man ligger på i normale år.

Der blev, udover de hvide, smagt på 9 årgange. Alle med hver sit særpræg men hvor især 2005, 2007 og 2010 imponerede mig. Men også 2015 virker yderst lovende selvom det er en baby.

Kom til stor spansk vinfestival i september - læs mere her

Smageprogram:

 

Châteauneuf du Pape Blanc 2016. Pris 499 kr.

20% Roussanne, 20% Grenache Blanc, 20% Clairette, 20% Bourboulenc og 20% Picpoul. Der benyttes ingen fadlagring til denne vin. Smørblomst i næsen. Høj viskositet. Masser af fylde af stenfrugt, krydderier og fennelke. Frisk i udtrykket med en flot balance. Lang frugtig afslutning. 93

 

 

Châteauneuf du Pape Blanc 2012

Let nødder i næsen. Alkoholen noget anmassende. Mineralsk og petroleum karakter. Krydret med fersken, varme krydderier i smagen. Lang varm afslutning. 91

 

 

Châteauneuf du Pape Blanc 2009

Fyldig i duften med abrikos, nødder. En fed og fyldig vin med anis, fersken, abrikos og mineralske toner. Moden i udtrykket med tertiære toner og en lang frugtig afslutning. 93

 

Châteauneuf du Pape Rouge:

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2015. Pris. 699 kr.

65 % Grenache, 20 % Mourvèdre, 10 % Syrah og 5 % andre druer. Gæret på cement og lagret på store, gamle foudres, der ikke afgiver fadpræg til vinen. Udbyttet var beskedne 15 kl/ha. Mere lukket end 2014 lige nu men en yderst flot balance. Brombær, hindbær i smagen med timian og violer. Saftig krydret lang afslutning. 95

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2014. Pris 549 kr.

65 % Grenache, 20 % Mourvèdre, 10 % Syrah og 5 % andre druer. Gæret på cement og lagret på store, gamle foudres. Udbyttet var beskedne 15 kl/ha.  Intens i duften af røde bær. Frugt drevet med jordbær, røde kirsebær, krydderier i smagen. Medium koncentration, elegance og alligevel et powerkick i afslutningen. 93

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2013. Pris 549 kr.

Fremstillet på basis af 65 % Grenache, 20 % Mourvèdre, 10 % Syrah og 5 % andre druer. Gæret på cement og lagret på store, gamle foudres, der ikke afgiver fadpræg til vinen. Høstudbyttet var sølle 13 hl/ha. Intens bærduft men mere spinkel i smagen. Kirsebærnoter, kølige krydderier. Krydret afslutning. 92

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2012

Intense mørke bær i duften. Modne jordbær, kirsebær, lakrids, peber og krydderier i smagen. Velbalanceret med en lang krydret afslutning. 95

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2011

Krydret i duften med modne bærtoner. Sorte kirsebær, peber, fennikel og timian i smagen. Velbalanceret en klassisk CDP med en lang flot afslutning. 94

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2010

En klassisk CDP yderst flot hvor alt bare spiller. Masser af koncentration, flot integration med alkoholen (15%). Meget lang krydret afslutning. 98

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2009

Varm krydret i duften. Meget varm, tendens til marmelade udtryk. Kogt frugt, varme krydderier i smagen. Pebernoter i eftersmagen. Brændende afslutning. Meget maskulin. 93

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2007

Masser af violer i duften. Yderst flot balanceret med lette blomstertoner, rode kirsebær, peber og timian. Elegant med en lang afslutning med lakrids i eftersmagen. 97

 

 

Châteauneuf du Pape Rouge 2005

Modne bærnoter i duften. Elegant i udtrykket men stadig masser af power. Sorte kirsebær, peber og masser af krydderier. Let tør men flot afslutning. 96

 

Vinene føres i Danmark af TheWineCompany.dk

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.