En klassiker i byen

Det australske vinhus Wolf Blass var i København for at præsentere deres vine

En af de første australske vine jeg smagte tilbage for over 25 år siden var en shiraz fra Wolf Blass. Grunden til jeg kan huske det er især den meget specielle etiket. Den store flagrende ørn og den specielle gammeldags typografi var iøjnefaldende og er det stadig. En etiket som givet vil dele vandene, nærmest lidt retro.

Men tilbage til vinhuset og Wolf Blass, som havde sendt deres vinmager Chris Hatcher til København for at præsentere de nye årgange. Wolf Blass er selv 81 år gammel og rejser ikke meget ud selv. Han er oprindelig fra Østtyskland, blev i 1952 udlært som vinmager i Vesttyskland, og fungerede en årrække som vinkonsulent og kældermester for diverse vinhuse i Tyskland indtil 1961, hvor han immigrerede til Australien.

I 1966 åbnede han så sit eget vinhus i et gammelt militæranlæg i Barossa Valley og kaldte det Bilyara, som er et australsk navn for (ørnehøg). Han fik hurtig succes med sine vine og i 1973 skiftede huset navn til Wolf Blass Wines. I dag er huset ejet af Fosters og produceres over 60 mio. flasker vin og med mere end 4500 ansatte er det et af de større vinhus i Australien.

Wolf Blass er især kendt for at arbejde med blends og var en af de første i Australien som bevidst satsede på blends af forskellige druer. I starten primært blends af shiraz og cabernet, men siden er andre druer kommet til bl.a. malbec som man har stor succes med. Siden hen  hvidvinene hvor chardonnay er kongen men i dag blendes med bl.a. semillon og andre druer.

Man har netop moderniseret vinhuset yderligere og udskiftet fermenteringstankene med åbne beholdere og et nyt pumpesystem som kan ekstrahere mosten bedre. Alt i alt forbedringer for at kunne lave mere elegante vine. Det er ingen hemmelighed, at den høje alkohol har præget de australske vine og Chris Hatcher indrømmede da også, at man teknisk fjerner alkohol for at få den ned på 13-14 % hvor balancen fungerer bedst. Og at udviklingen går imod de mere balancerede vine med høj syre og lavere alkohol. Men omvendt arbejder man mod naturen hvor temperaturerne bliver varmere og druerne derfor modner hurtigere.

Wolf Blass har mange forskellige serier startende med den røde basis serie og så hele vejen op til platinum label som er enkeltmarksvin og det ypperste der laves.

 

Red Label Pinot Noir/Chardonnay Mousserende. SE Australia. Set hos Føtex til 100 kr. for to styk. Meget frugtig og ligefrem. 3 stjerner. 85

Red Label Chardonnay/Semillon 2014. SE Australia. Set hos Føtex til 100 kr. for to styk. Pæn syre og fyldig vin.  4 stjerner. 87

Red Label Shiraz/Cabernet 2013. SE Australia. Set hos Føtex til 100 kr. for to styk. Meget oversøisk i stilen.  4 stjerner. 87

Yellow Label Shiraz 2013. South Australia. Set hos Netto til 65 kr. Lidt udpint frugt, savner mere koncentration.  3 stjerner. 83

Silver Label Shiraz/Cabernet 2012. South Australia. Set hos Bilka til 70 kr. Intens, flot balanceret.  5 stjerner. 89

Gold Label Shiraz 2012. Barossa. Set hos Føtex til 130 kr. Rimelig kompleks, koncentreret.  5 stjerner. 90

Brown Label Shiraz 2012. McLaren Vale, Barossa. Set hos Føtex til 149 kr (fra november). Klassisk stil, flot syre og balance.  5 stjerner. 92

Grey Label Shiraz/Cabernet 2009. Robe Mount Benson. Set hos Føtex til 199 kr. Yderst elegant og kompleks.  5 stjerner. 92

Black Label Shiraz/Cabernet/Malbec 2009. McLaren Vale/Longhorne. Set hos Føtex til 399 kr. Intens, kompleks med mange lag.  5 stjerner. 93

Platinum Label Shiraz 2009. Medlands Vineyard, Barossa. Set hos Føtex til 499 kr. Har stort set alt hvad man kan ønske af en god shiraz. Elegant og så alligevel så muskuløs. 6 stjerner. 95

 

Vinene sælges i Dansk Supermarked (Bilka, Føtex og Netto). Alle priserne er udsalgspriser, da vinene ofte er på tilbud.

Kom til stor spansk vinfestival og smag over 200 vine

 

5 kommentarer
Vis kommentarer

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.