Franciacorta – Italiens svar på Champagne

Italien er ikke kun prosecco men også mousserende vine af høj kvalitet

Italienerne vil også være med når det gælder de liflige bobler. Og selvom man har stor succes med prosecco vinene er landets stolthed det mere ukendte Franciacorta i det nordøstlige Italien tæt på Milano. Her er mængderne en brøkdel af prosecco og vinen laves af samme druer og med samme metodik som i Champagne.

Franciacorta blev skabt af en gletsjer på sin vej ned fra Alperne, som kun ligger små 50 km fra området. Det køligere klima og en mineralrig stenet kalkstensjord gør, at dette område er velegnet til at fremstille mousserende vine. Den første mousserende vin produceret i Franciacorta så dagens lys så sent som i 1961 og først i 1980'erne oplevede området et kvalitets boom, der endelig i 1996 ledte til at Franciacorta fik den højeste italienske kvalitetsstatus DOCG.

Vinene laves på Chardonnay, Pinot Noir og Pinot Bianco (maks. 50%) efter den traditionelle champagne metode, hvor anden gæringen sker på flaske. Dog er lovgivningen faktisk skrappere end i Champagne på en del punkter: Høstudbyttet må maks. være på 100 hl mod 150 hl i Champagne og vinen skal eftergære på flasken i mindst 18 måneder (mod 15 i Champagne). Franciacorta producenterne er endvidere også forpligtiget til at sætte datoen for degorgering på bagside etiketten. Den største forskel på champagne og franciacorta er dog dels, at produktionen er på kun 15 millioner flasker sammenlignet med Champagnes ca. 300 millioner flasker/år og så er jordbunden og klimaet anderledes, hvilket man da også kan smage i vinene.

En af de klassiske huse i Franciacorta Bellavista var i København på besøg i foråret. Huset har i over 30 år fungeret som en katalysator for hele Franciacorta appellation. Ejendommen blev grundlagt, da Vittorio Moretti købte bakken kaldet "Bellavista", på grund af den fantastiske udsigt, i begyndelsen af 1970'erne. Hans bedstefar var vinavler i Franciacorta, hvor Moretti blev født, og efter at have tjent en formue indenfor byggeri, vendte han tilbage for at købe denne fremragende jord. I starten lavede Moretti kun vine til sig selv og hans venner, men i 1981 mødte han en ung vinproducent kaldet Mattia Vezzola, som imponerede med hans passion og viden. Ud af dette møde blev der født et partnerskab.

Vingården har i dag 190 hektar vinmarker fordelt på hele 150 parceller i 10 forskellige underzoner i Franciacorta. Parcellerne høstes og gæres hver for sig og delvist på egetræsfade. I maj efter høsten smages alle base vinene og de endelige blends stikkes sammen. Bellavistas vine lagrer i mindst 3 år. Der produceres årligt 1.4 mio. flasker hos Bellavista.

Kom til stor cocktail og rom festival - læs mere her

Smagning af vinene fra Bellavista:

Bellavista Alma Gran Cuvée Franciacorta NV. 200 kr. 77% chardonnay og 22% pinot noir. 86

Bellavista Brut Franciacorta 2010. 300 kr. 72% chardonnay og 28% Pinot Noir. 89

Bellavista Satén Brut Franciacorta 2010. 300 kr. 100% Chardonnay. 91

Bellavista Pas Opére Brut Franciacorta 2010. 370 kr. 35% pinot noir og 65% chardonnay. 90

Bellavista Vittorio Moretti Franciacorta 2008. 650 kr. Laves kun i gode årgange. 55% chardonnay og 45% pinot noir. 93

Bellavista Lohengrin Vittorio Moretti Franciacorta 2004. Disgorged i december 2014. 93

 

Vinene føres i Danmark af Philipson Wine

1 kommentar
Vis kommentarer

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.