Sådan bliver de tyske Pinot Noir vine

De nye årgange af de bedste tyske vine blev præsenteret i Wiesbaden sidste uge. Ekstra Bladet Vin smagte med

Den tyske by Wiesbaden er hvert år centrum for præsentationen af de nye årgang af de bedste tyske vine. I år var det årgangen 2014 for de hvide vine og 2013 for de røde. En årligt tilbagevendende begivenhed, der giver en fin mulighed for at bedømme årgangen og afgøre, hvor i landet de bedste vine kommer fra.

Indtil 2003 måtte vine på pinot noir kun kaldes spätburgunder, hvilket stadig ses skrevet på en række af vinene. Og druen er på hastig fremfærd og udgør nu næsten 12% af alle marker i Tyskland dækkende næsten 12.000 hektar.

Årgang 2013 er uden tvivl en udfordrende årgang med en kølig, streng struktur med masser af syre. Mængden af druer var lav og der var generelt stor forskel på kvaliteten fra område til område og også fra mark til mark. Den enkelte vinmagers beslutning omkring høsttidspunktet viste sig at være vigtig for det endelige resultat. I Ahr kom det i høj grad ned til de beslutninger den enkelte vinmager tog i forhold til høstudbytte, beskæring etc. Generelt klar det område som klarede sig bedst og flere af vinene viste en pæn kvalitet. I Franken kæmpede man med at modne druerne og flere af vinene er derfor spinkle, mens man i Baden kæmpede lidt med regn i slutningen af høsten.

Vinene som blev smagt var Erstes Gewächs (fra Rheingau) og Grosses Gewächs (fra resten af Tyskland), som er det moderne Tysklands svar på premier og grand cru, altså vin fra landets bedste marker.

Efter at have smagt godt og vel 75 vine må konklusionen være, at pinot noir i 2013 er en pæn årgang men ikke så dyb og kompleks som 2012. Generelt var der en flot struktur, vinene er meget aromatiske og eneste problem synes jeg er de producenter som overstyrer vinene med for meget fad. Men der er rigtig mange flotte vine og bestemt en årgang hvor man godt kan købe til kælderen hvis man går efter de rigtige producenter.

Her en gennemgang af de vigtigste pinot noir områder:

Ahr

Ahr er et lille område, Tysklands mindste og i øvrigt det nordligste tyske område hvor der produceres rødvine. Ahr er en dal med stejle skråninger hvor jordbunden er skifer og hvor arbejdet i marken flere steder kræver man har sikkerhedsreb, for her er så stejlt, at det kræver træning at begå sig. Og man forstår det bedre når man står ved foden af markerne og kigger op på de stejle marker hvor mere end 70% af dem har en hældning på over 30%! Og det er netop denne hældning som er en af hemmelighederne bag de flotte vine. Vinene får nemlig en usædvanlig god vinkel på solen, hvilket betyder de bliver eksponeret længere end normalt for lys og sol. Ulempen er selvfølgelig, at det kræver store ressourcer og man regner lokalt med at skulle bruge 1500-2400 timers arbejde per hektar. Fire gange så højt som normalt. Kun 25 km er dalen lang og den starter i 170 meters højde og falder til 84 m. I dag er der plantet 559 hektar med vin, hvoraf Pinot Noir udgør 63%. Hele området svarer til to gange Chateau Margaux så det er et område til at overskue. Vinene var generelt flotte dog med en stor variation. Bedste producenter var ikke overraskende Meyer-Nakel, Kreuzberg og Jean Stodden. Især Kräuterberg og Pfarrwingert fra Meyer-Nakel og Sonneberg fra Kreuzberg imponerede. Vinene var krydrede med en flot struktur og med en del tannin. Flot koncentration men lige en tak under 2012 årgangen.

 

Rheingau

Vinene fra Rheingau regnes generelt blandt de fineste i Tyskland. Det er byen Assmannshausen der er centrum for pinot noir. Et godt år for rheingau og en høst næsten 30% større end i 2011. Generelt meget flotte vine, hvor især producenten Kesselers vine skinnede. Hans vin fra Höllenberg var ganske suveræn. Men også Künstlers viste tænder. Ingen vine faldt igennem her.

 

Rheinhessen

Mere end 1300 hektar er plantet med pinot noir, hvilket gør området til et af de større i Tyskland. Vinene var pæne i strukturen dog uden den dybde man finder i nogen af de andre områder. Bedste producenter var klart Künstler og Fritz Allendorf.

 

Pfalz

Et af de varmere områder i Tyskland, hvilket ofte ses i vinene, som er mere fyldige og alkoholtunge. En del af de smagte vine var dog også lidt gumpe tunge og jeg savnede finessen. Bedste vine kom fra Philipp Kuhn.

 

Franken

Franken er især kendt for sine små buttede flasker og sine müller-thurgau og sylvaner vine. Men der produceres også pinot noir og dette var måske smagningens største overraskelse. Ganske flotte stringente vine. Især Rudolf Fürst imponerede og hans Hundsrück var imponerende god.

 

Württemberg

Det var et noget blandet felt fra Württemberg. En masse middelmådige vine som ikke gjorde det store indtryk. Bedste vine kom fra Ernst Dautel.

 

Baden

Baden er tysklands sydligste område og dermed også det varmeste. Pinot noir er derfor en populær drue her og vinene er da også typisk varmere i udtrykket og meget aromatiske i sit udtryk. Niveauet var da også særdeles højt her. Flotte velstrukturerede og balancerede vine. Berhard Huber tog teten med stort set alle sine vine og med Sommerhalde som den bedste. Men også Salwey, Dr. Heger og Stigler gjorde det pænt.

 

Læs her hvordan de tyske riesling vine klarede sig.

 

Læs også: De 10 bedste tyske vine til under 100 kr.

Kom til ny stor oversøisk vin festival i København i oktober - læs mere her.

1 kommentar
Vis kommentarer

Thomas Rydberg er Ekstra Bladets vinanmelder og skribent. Ejer og redaktør af magasinet DinVinGuide samt magasinet Whisky & Rom. Han driver endvidere AltomSpanskVin.dk, de100bedstevine.dk samt holder en række foredrag og underviser i vin.

Thomas har en diplomuddannelse (WSET) i vin og spiritus fra London samt er pt. på anden del af Master of Wine. Udover skrivegerningen dømmer han ved en række af de største internationale vin & spiritus konkurrencer. Se mere information på thomasrydberg.dk.