Den nye Beaujolais

Bolsjevin og lortevin – Beaujolais har måttet lægge øre til det meste, da området ofrede sin sjæl til kommercialismen

Men hvor faren er, vokser også det reddende: Beaujolais er også arnested for den naturvinsbølge, der lige nu er vinverdenens største trend. Få vinområder har oplevet en medvind som Beaujolais oplevede i 70’erne og 80’erne, da hele verden gik amok tredje torsdag i november for at få lov at hælde ukompliceret frisk Beaujolais Noveau i halsen.

Kigger man godt efter på brostenene på Gråbrødre Torv kan man stadig se dæakftrykkene fra Thorkild Thyrrings racerbil, der leverede de første kasser til Peter Tholstrups restauranter Peder Oxe og Bøf & Ost.

Vin af druer høstet kun et par måneder forinden. Blålilla, frugtig, tyggegummiduftende og nem at drikke. Le Beaujolais Nouveau est arrivé. I 1998 var mere end 60% af den samlede produktion af Beaujolais beregnet på at blive nouveau-vin og forglemmelig vin. Drukket, betalt og pisset ud på 24 timer, som man sagde hos de lokale vinbønder.

Men de fede år var på det tidspunkt ved at være ovre. Ved det gamle årtusinds afslutning så det overhovedet ikke godt ud for fremtiden i det bakkede Beaujolais: Nouveau-hysteriet var ovre, forbrugerne havde vendt sig bort fra de lette, aromatiske vine, og seriøs vin var nu noget, der stod blæksort i glasset med fed frugt og masser af koncentration, alkohol og fadsmag.

At Beaujolais i sine velmagtsdage var ’sjov” vin skiftede nu til at de tynde bolsjevine simpelthen var ’vin for sjov’ – en kommerciel gimmick, man som seriøs vinforbruger voksede fra.

Ingen tog længere Beaujolais alvorligt – og hvor resten af verden havde stor fornøjelse af at afprøve hæderkronede franske druesorter i fremmed jord, fik Beaujolaisbønderne den tvivlsomme fornøjelse at beholde gamay-druen stort set for dem selv!

Men hvor faren er, vokser også det reddende, som den tyske digter Hölderlin skriver: I det gennemkommercialiserede Beaujolais havde en gammel lokal vinavler siden sluthalvfjerdserne været chefideolog for en håndfuld ambitiøse vinavlere. I dag laver denne håndfuld og deres ’elever’ og åndsfæller nogle af Frankrigs måske mest terroirtro og interessante vine til prisen. Det vender vi tilbage til.

Lortevin
At Beaujolais endte i en krise, der var og er lige så alvorlig, som de glade Nouveau-dage var lystige, var nu ikke kun et spørgsmål om mode og trends, men også om kvaliteten, der vitterligt var blevet udvandet efterhånden som vinproducenterne var sikre på afsætning.

Beaujolais’ succes havde ført til overproduktion, til alt for tidlig høst, til overdreven maksimering af høstudbyttet, til rundhåndet sukkertilsætning (chaptalisering) og ikke mindst til et meget afslappet forhold til godt med kemi i marken og rigeligt med svovl i vinen.

For manges vedkommende – ingen nævnt, ingen glemt - var kvalitet og seriøsitet blevet ofret til fordel for Nouveau-markedets hurtige omsætning og lave krav til vinens objektivekvaliteter.

På den vis er Beaujolais muligvis et af de vinområder verden over, der har betalt (og stadig betaler) de dyreste lærepenge for at indse, at mode også forekommer i vinverdenen og at moden desværre skifter med mellemrum. Hvad der kommer let, går let. Nemesis ankom til Beaujolais omkring 2002, hvor det efterhånden var blevet et problem at få afsat al den Beaujolais Noveau, der blev produceret.

Den usolgte vin måtte enten destilleres eller sælges som vineddike. Ikke en helt gratis proces, i hvert fald ikke når man står med 100.000 hektoliter vin til overs, som tilfældet var. Derfor bad man den franske stat om økonomisk hjælp, hvilket fik det næsten-lokale blad Lyon Mag til at gå i dybden med Beaujolais’ opportunisme i de senesteårtier.

I forsvar for skatteborgernes skillinger, satte Lyon Mag i en forsideartikel sig imod, at staten skulle hjælpe Beaujolais-producenterne.

'De er udmærket klar over, at desælger lortevin,' lød argumentet.

Lortevin – vin du merde – var ordet.

Skandale.
Producenterne sagsøgte bladet, vandt og Lyon Mag blev i første omgang idømt en kæmpebøde og appellerede. Da sagen nåede den franske højesteret, havde den nået det meste af verdenspressen rundt og tegnet et billede af arrogante vinbønder, der troede de kunne slippe afsted med at sælge hvadsomhelst, ærekære franskmænd, der ikke tålte kritik og et retssystem, der for enhver pris beskyttede de franske institutioner.

Højesteretsdommen vendte op og ned på sagen. Den endelige doms ordlyd var således: 'Offentliggørelsen af kritik, selv alvorlig kritik, af vin ikke kan udgøre en forbrydelse i forbindelse med en offentlig debat om statsstøtte til vinproducenter og undersøgelser af årsagerne til overproduktion og faldende forbrug.'

LyonMag kunne forlade retssalen som det lille blad, der blot havde ytret en ildehørt sandhed: Beaujolais havde solgt udrikkeligt sprøjt i de sidste mange årtier.

At den ekspert, som bladet havde brugt og fra hvem ordet ‘lortevin’ stammede, ikke havde talt om Beaujolais i generelle vendinger, men udelukkende om de 100.000 hektoliter Nouveau, der dengang i 2002 var på vej på destilleriet, var en af de detaljer, der gik tabt i forløbet.

Kongens fald
Men mere nemesis stod i kø. Og denne gang ramte den ikke en ansigtsløs gruppe af producenter, men selveste Georges Duboeuf, hvis navn siden halvtredserne har været stort set synonymt med Beaujolais. Duboeuf har om nogen haft evne for at få vinene fra Beaujolais på (og forbi) alles læber over hele verden.

Ingen andre har som ham formået at se områdets potentiale som mere end bare en bistrovin, der blev solgt i bulk. Med en næse, der er kendt som en af de bedste i Beaujolais, hvis ikke i Frankrig, har hans navn i årtier været garant for florale og frugtige vine med frisk bærfrugt – le goût Duboeuf. Selv med en enorm produktion på omkring 30 mio. flasker årligt har Duboeuf formået at fastholde sin integritet og sit tilnavn, le Roi du Beaujolais – Kongen af Beaujolais.

Det var således kongens fald, da Georges Duboeuf i 2005 blev beskyldt for at forbedre den ikke just store årgang 2004 ved at blande god vin fra de ti crus i den almindelige Beaujolai Villages.Samlet var der ikke tale om mere end ca. en promille af Les Vins du Georges Duboeufs samlede produktion – og flere omstændigheder indikerer, at der simpelthenvar tale om en fejl. En stor skandale blev det imidlertid, og Duboeuf havnede også på forsiderne – ikke mindst Lyon Mags.

Summa summarum – med et ikke bare plettet, men kulsort ry, er den økonomiske situation i de mellemliggende år gradvist forværret i Beaujolais. De små vindyrkere, der altid har været grundstammen i Beaujolais, hvor besiddelserne generelt er meget små, har fortsat svært ved at oppebære den pris for deres druer, som muliggør en dyrkning med henblik på kvalitet og bæredygtighed.

Specielt i et stærkt kuperet terræn som Beaujolais er de bedste marker oftest de stejleste og dermed de sværeste at opdyrke. At de skulle gro til med græs i stedet for at producere druer er ikke et helt usandsynligt fremtidsbillede.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om dette ville være en skandale, eller om Beaujolais simpelthen har haft sin tid. Er gamay-druen ganske enkelt en ok drue til hverdagsvin drukket af en pot lyonnais på en bistro i Lyon, men måske ikke noget, der for alvor er interessant? Heldigvis er det spørgsmål allerede blevet besvaret, for før det hele gik op i nouveauhysteri blev der lavet fremragende, ja endda stor vin i området.

I halvtredserne kostede de bedste crus fra Beaujolais ligeså meget som de bedste fra Bordeaux og sikkert ikke uden grund. Målet for de bedste vinmagere i Beaujolais i dag er altså ikke at se fremad, men at vende vognen og finde ud af, hvad der var hemmeligheden bag den prækommercielle Beaujolais.

Farvel og goddag
Hemmeligheden er – selvfølgelig – at der ikke er nogen hemmelighed. At det netop var den stadigt mere unaturlige tilgang til vinproduktionen, der ødelagde kvaliteten. Mønsteret kendes verden over, og måske netop derfor er det brandvarmeste i vinverdenen lige nu såkaldt naturlig vin – vin nature – altså vin, der sigter mod så lav manipulation som muligt under hele processen fra drue til færdig vin. Det betyder ingen kemisk gødning, ingen kulturgær, ingen chaptalisering, gæring ved lav temperatur, ingen filtrering og ingen eller i hvert fald meget lav svovltilsætning. I marken høstes der så sent som muligt, vinstokkene bør være så gamle som muligt og der selekteres skånselsløst i druematerialet.

Særligt svovlspørgsmålet er en high risk faktor, der deler vandene. Der er meget mere spillerum for urene aromaer, når vinen ikke er svovlet.

Naturvinsbevægelsens fader og ideolog var Jules Chauvet, der udover at være kemiker og en af århundredets bedste smagere, også var fjerdegenerationsvinmager i Beaujolais. Chauvets vin nature-filosofi er ikke en filosofi, men bygger på resultatet af indgående analyser af specielt gærstammers indvirkning på vinen. Derfor er et af hovedelementerne i tankegangen da også, at anvendelsen af naturgær er en lige så vigtig bestanddel af terroiret som druesorten og jordbunden.

Vinkonsulenten Jacques Néauport fortæller, at han fik et chok, da han mødte den halvfjerdsårige Chauvet i 1978. Det første denne mand, der holdt sine bukser oppe med en ende sejlgarn, fortalte, var at han havde lavet vin i 1977 – et forfærdeligt år - helt uden brug af svovl.

I Néauports ører lød det som en umulighed, men da han efterhånden fik forståelse for Chauvets filosofi, indtraf hvad han selv kaldte en åbenbaring. Beaujolais’ fremtid lå ikke i masseproduktion af Beaujolais Nouveau, men i gamay-druens måde at reflektere Beaujolais’ særegne terroir på. Som den kemiker, han var, blev Chauvet én af de første, der benyttede sig af den særlige gæringsmetode, maceration carbonique, hvor druerne gæres i hele klaser i lukkede kar. Det giver et beskyttende lag af kuldioxid, der beskytter vinen mod oxidering og dermed gør det muligt at undlade svovl i processen.

Altså – farvel til industrielle metoder, til kulturgær (fx den berømte stamme 71B, der giver Beaujolais en disktinkt hørm af banan), til chapitalisering og goddag til en ny opmærksomhed over for Beaujolais’ virkelige kvaliteter: De gamle vinstokke, de mineralspækkede skråninger og ikke mindst den gamay-drue, der til alle tider er blevet hakket på som simpel og endimensionel.

Lapierre og det gode budskab
Da Néauport sidenhen mødte Marcel Lapierre – en af de mest ambitiøse vinmagere i Morgon – fik Beaujolais’ oprør mod kommercialiseringen sin mest karakteristiske skikkelse. Fra Marcel Lapierre overtog sin fædrene gård i Villié-Morgon i 1973 og til han i 1981 begyndte at lave vin efter Chauvets metoder, var han på ingen måde tilfreds med de vine, han fremstillede ved hjælp af de nye, industrialiserede metoder, som på det tidspunkt var blevet normen i et Beaujolais, der var midt i sin kommercielle storhedstid.

Lapierre har siden sagt, at det eneste han ville var at lave vin som sin far og farfar gjorde. Den proces begyndte, da han fra og med høsten i 1982 og med hjælp fra både Béauport og Chauvet begyndte at dyrke sine druer uden sprøjtemidler og at lave sin vin uden kulturgær og uden svovl. 1982 blev ufattelig flot – endda i et varmt år, hvor mange andre vinmagere lavede syrefattige, ubalancerede vine. Sidenhen måtte Lapierre ofre et par årgange til kloakken, men de seneste mange årgange har været utroligt konsistente – Lapierre laver fremragende vin år ud og år ind.

Som cigarrygende faderskikkelse og som ledestjerne i Beaujolais nåede Lapierre at påvirke en lang række af vinmagere, der heller ikke følte sig hjemme i en topindustrialiseret vinverden, inden han døde i oktober sidste år. I dag er det hans søn Mathieu, der står med ansvaret i kælderen. Udover Mathieu har Lapierre desuden givet Chauvets arv videre til sine to nevøer, Cristophe og Philippe Pacalet.

Den ene laver også fremragende Beaujolais, den anden nogle af Bourgognes mest vibrerende vine fra sin ejendom i Gevrey-Chambertin.

Renæssance
Beaujolais har altså opskriften på om ikke kommerciel succes som i 1970’erne, så på fremragende vin - typisk fra de ti crus Brouilly, Chénas, Chiroubles, Cote de Brouilly, Fleurie, Juliénas, Morgon, Moulin à Vent, Saint Amour og Régnié. Hvert af disse crus i det nordlige Beaujolais kan levere flot vin, der ikke blot kan drikkes ungt, men som også har lagringspotentiale.

Det er som bekendt en gammel sandhed, at Beaujolais med alder kan blæse grand cru bourgogne af banen, hvis der vel at mærke er tale om ordentlig Beaujolais. Man forstår, hvad det er for en storhed, de mest dedikerede vinmagere forsøger at finde frem (og hjem) til.

Der går nok en rum tid inden priserne for Beaujolais igen når samme højder som en primeur-priserne for premier cru Bordeaux, men i mellemtiden er Beaujolais et slaraffenland for dem, der vil have ordentlig vin lavet med hjertet, vin der står i modsætning til den internationale vinverdens bulderbasser, vin der både udfordrer intellektet og går lige i blodet.

Om Beaujolais virkelig står på tærsklen af en renæssance er tidligt at spå om. Tegnene er der dog: Vinnørderne har allerede opdaget området og jager vinene fra Yvon Métras og Jean Foillard over hele verden. Velanskrevne bourgogneproducenter som Nicolas Potel, Vincent Girardin og Thibault Liger-Belair har købt eller lejet jord i Beaujolais. Men spørgsmålet er, om de efterhånden mange gode producenter virkelig tæller i det store regnskab – og om kommercialismens spøgelse virkelig er til at ryste af.

Status er i hvert fald, at en renæssance er berettiget – hos de små producenter, der i vid udstrækning er repræsenteret herhjemme, får man over en bred kam nydelesfyldte og saftige vine, der nogle gange sender tankerne nordpå til Bourgogne med deres fine, rene bærduft og floralitet og nogle gange mod syd til Rhône med duft af pancetta, lakrids og hele arsenalet af sydfranske urter. Det er så absolut cru’erne, man skal satse på - for få kroner ekstra giver de meget mere kvalitet og meget mere personlighed.

Generelt er Beaujolais en ukompliceret vin, men ikke altid en simpel sådan. Le vrai beaujolais est arrivé.

Vinene

På hylderne lige nu er årgang 2009, der på mange områder er atypisk på grund af sine overvældende rige og fede vine. Mange producenter, heriblandt den snart 80-årige Georges Duboeuf kalder det den bedste årgang nogensinde! Mange af de smagte 2009’ere har en fedme, som vel nærmest er atypisk for Beaujolais – og salig Jules Chauvet ville nok have vendt sig væk fra de mest opulente af vinene fra 2009. Det ville han nu have gjort uret i – de gode 2009’ere har både syre, mineralitet og kølig frugt til at tackle fedmen. Og ja, mange af dem skal smide noget hvalpefedt, men ingen af dem er ude af balance på nuværende tidspunkt.

For dem, der er tilbage på markedet skal man dog ikke overse hverken 2007 eller 2008 – for mig var det en flaske 2007 Foillard Morgon Cote de Py, der bragte Beaujolais tilbage på nethinden. Marcel Lapierre (vinrosen.dk) står stadig for ét af de allerbedste køb i Beaujolais – måske i Frankrig overhovedet! 2010 af hans Morgon er på markedet og den har det hele. Lyslilla og rubinrød i farven. Bærdomineret, kompleks duft med ferskenblad, ribs, bittesmå skovhindbær, kirsch, granit og syrenblomst. Bittersød i munden og læskende som sodavandsis på stranden. Ingen sulfitter, ingen filtrering. Bør ikke opbevares over 14 grader, skriver Lapierre!

Prisen på 133 kroner er ikke meget for vin med så tårnhøj drikkeglæde, personlighed og kompleksitet. Jean Foillard (petillant.dk) er én af Marcel Lapierres gamle kumpaner, med hvem han siden omkring 1980 har spist hjemmelavet pølse og drukket hjemmelavet vin. Fra sine 14 ha producerer han nogle af Beaujolais’ flotteste vine. Her er spørgsmålet om terroir for alvor i fokus, for alle Foillards vine bliver behandlet på samme måde – lav temperatur under gæring og lang macerationstid. Ingen tilsat gær. Selvfølgelig. Foillard laver intet anderledes med sine billigere vine end med sine dyrere – det er simpelthen forskellen i terroir, der slår igennem i kvalitet og i pris. Hans særlige cuvee 3,14 fra nogle særligt gamle stokke på toppen af Cote de Py er en vaskeægte kultvin, der jages af aficionados verden over. Den danske importør har en lille mængde af flaskerne tilbage i årgang 2007 (300 kr.) 2009 Cote de Py (170 kr.) er et mesterværk – anden stil end Lapierres med masser af bittersøde frederiksdalkirsebær, mirabelleskind, 85% chokolade, vild timian og kanel, kardemomme, jord, læder og peber.

På andendagen kommer tranebær, hindbær og den våde granit og salte finish, som er klassisk Cote de Py. Enorm og kamelæonisk vin. Inspireret af folk som Lapierre og Foillard er Karim Vionnet (petillant.dk) - også med bopæl i Villié Morgon. Hans Chiroubles (150 kr.) er også lav- eller usvolvet, og byder først på sliksød frugt, derefter en utrolig flot balance med fuld skrue på det aromatiske spektrum. Også et virkelig godt køb.

Også Jean-Marc Burgaud (thewinecompany.dk) er fra Morgon, hvor han grundlagde sit domæne i 1989. Ekstrem ambitiøs mand, der med rette har fået kastet solide ratings fra bl.a The Wine Advocate (Robert Parker) efter sig de senere år. Burgauds stil er til den stramme side med godt tørstof, høj syre og så alligevel en silkeblød frugt, der pakker det hele ind. I 2009-årgangen, som Burgaud også betragter som sin bedste nogensinde, er hans vine i formidabel balance, og en Cote de Py Reserve fra 2008 er meget mere end sine 119 kroner værd med tydelig mineralitet, cherry heering, fed jordbærfrugt, fyrrenål og pancetta.

Burgauds Morgon 2009 (80 kr.) er bærmættet med urter og røg, bitter kakao og en lidt rå syre. Klart en vin, der vil være interessant at følge over en håndfuld år eller længere. I den nordvestlige del af kommunen ligger lieu-dit ‘Les Charmes’ – Burgauds vin herfra (85 kr.) har tydeligt indoptaget mineraliteten fra granitten i undergrunden. Federe frugt, både kirsebær, blommeskind og kogte jordbær, ventreche, lakridspulver og smeltet mørk chokolade og en ren, næsten salt finish. Masser af struktur og masser af potentiale. Til en flad femmer mere end den almindelige Morgon er det et kup.

Jeg kan ikke mindes andre vine i prislejet, der har tilsvarende dybde, balance, terroirpræg og på samme tid kan drikkes i store, grådige slurke! Cote de Py-skråningen er dét uomgængelige climat i Morgon. En gammel vulkansk klippe der udover den sædvanlige granit i undergrunden også er rig på jernholdig skifersten. Herfra kommer nogle af de mest mineralske, komplekse og længstlevende vine fra Beaujolais overhovedet. Udover de nævnte laver en storspiller som Bourgognehuset Louis Jadot (wine.dk) et par versioner, der er mørke, dystre, jordede og tanniske med et solidt skud fad; Nicolas Potel fra Volnay laver sammen med Stéphanie Aviron en umådeligt flot udgave, der på forunderlig vis har en volnaysk parfume over sig, og det salte præg, der er typisk Morgon.

I årgang 2000 (!) er Potel-Avirons Vielles Vignes Morgon Cote de Py temmelig sløret med en let teglkant og en tæt rubinrød kerne. Først tjære, frosne jordbær, lilje og lanolin, så lakridspastiller, jord, granit, roser og til sidst kirsebær og viol og en salt, næsten østersagtigt finish. De senere årgange fra Potel giver generelt bang for the buck (theis-vine.dk). Heldigvis har bølgen af god Beaujolais også bredt sig udover Morgon. Den traditionelt dyreste cru i Beaujolaius, Fleurie er hjemsted for et par af Beaujolais’ virkelige stjerner.

Yvon Métras (petillant.dk), der har ganske få hektar i nogle af Fleuries bedste climats med ekstremt gamle vinstokke - nogle i en alder, hvor de burde få den franske stats fortjenstmedalje, andre blot en 60-80 år gamle. Métras’ Fleurie Vielles Vignes 2009 (200 kr.) er mesterlig og opulent, næsten overvældende: Frederiksdalkirsebær, labre larver, solbær, boysenbær, pancetta, rosmarin, ribs og sømløs, vægtløs, ubesværet som en Chambolle-Musigny. Skal man sende én vin i brechen for Beaujolais, skal det være denne – men mængderne er desværre nok for små.

I nærheden af Métras finder man Julie Balagny (petillant.dk), der ikke sidder på mere end små fire hektar. Hun har lavet vin i Costieres de Nimes, men er altså i dag et up-andcoming navn i Beaujolais. Hendes Fleurie En Rémont 2009 (200 kr.) har masser af slikken sødme, lidt sort te, læssevis af florale noter og aromatiske urter (lavendel, rosmarin, salvie) og en lidt endimensionel lakridstone.

Vinen får først sporbar mineralitet på andendagen, men forlader ikke det søde register. Et par og fyrre kilometer længere mod syd finder man Jean-Paul Brun (vineanordic.com)– endnu en dissident, der skilte sig ud fra mængden ved at forfægte den ægte terroir-vin uden brug af kulturgær og chaptalisering. Han laver desuden fremragende hvide og mousserende vine fra kalkstenene i det sydlige Beaujolais. Cote de Brouilly 2009 er spicy, røget, salt og kantet med ingefær, engelsk lakrids og mørke bitre bær (139 kr.).

Hans Fleurie 2009 er blødere med mere solbærblad, flæsk, våd halm og fløde (169 kr.) Og så er der jo Duboeuf (loegismose.dk). Le gôut Duboeuf betyder kulturgær og den lidt enstrengede tyggegummiduft, man normalt forbinder med Beaujolais. Hans Morgon Jean Descombes 2009 (80 kr.) er en fin, ren og indsmigrende vin med mørke bær, viol og lakrids. Et interessant medlem af Duboeufs portefølje er Moulin-a-Vent Clos du Moulin-a-Vent 2005 – her er ingen mindelser om Beaujolais overhovedet, men en nærmest Vosne-Romanéesk duft med rigelige mængder af mørk, koncentreret bærfrugt, kaffe, soya, rigeligt, men velstyret fad og flasket uden filtrering.

Samme balance mellem tyngde og lethed som god bourgogne. Prisen er bestemt også rigelig, men ikke ublu (250 kr.). Duboeuf er ikke gået bag om dansen, men vejviser for det nye Beaujolais er han næppe – dertil ligner vinene hinanden og ideen om Beaujolais for meget.

Tegn et abonnement på Vinbladet og netop nu får alle nye abonnenter Vinbladets "Guide til Châteauneuf-du-Pape" med som velkomstgave (værdi: 179,- kr.) KLIK HER