Den forblæste whisky

På besøg hos Highland Park på Orkney øerne

Artiklen er lavet i samarbejde med Whisky & Rom magasinet og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

Helt oppe på de forblæste Orkney-øer ligger verdens nordligste destilleri. I hvert fald nogle år endnu, indtil et nyt destilleri åbner på Shetlands-øerne ikke langt fra Orkney. Vi er 16 km nord for fastlandet i Skotland, hvor ø-gruppen i dag er beboet med omkring 30.000 indbyggere. De fleste bor omkring hovedbyen Kirkwall, hvor de lever af turisme, fiskeri, landbrug og whiskyproduktion. Selve ø-gruppen består af 70 øer, hvoraf de 21 er beboede. I Kirkwall bor i dag godt 10.000, og byen er dér, hvor det meste sker på øen. Især de senere år, da byen er blevet én af populæreste byer for krydstogtsskibe at lægge til i Nordeuropa. Det har betydet vækst og større interesse for øen, dens kultur og ikke mindst dens fremragende whiskyer. Man fornemmer først rigtigt øen, når man står på toppen af Highland Park destilleriet med udsigt over Kirkwall og med kig til bugten Scapa Flow, hvor bølgerne slår hårdt ind mod kysten på denne rå efterårsdag. Her kan man også ane øens andet destilleri Scapa.

Selve hovedøen er 523 km2— godt 40 km lang og 15 km bred, så det er muligt at komme rundt og se det meste på en dag eller to. Øerne har været beboet i næsten 8.500 år tilbage af stammer fra ældre og yngre stenalder, og derfor finder man på Orkneyøerne ruiner af de ældste huse i det nordlige Europa, hvilket tydeligt viser, at der har været beboelse her i mange tusinder af år.

Men det var især i vikingetiden, at Orkney fik sin opblomstring. Øerne var nemlig norske fra ca. 875 til 1468. Efter Harald Hårfager havde samlet Norge til ét rige, flygtede mange af hans modstandere fra Norge, og en del af dem slog sig ned på Orkney-øerne. Herfra drev de plyndringstogter mod Skotland og Norge.

1397 blev Norge en del af Kalmarunionen og kom under dansk styre. Den danske Kong Christian den 1. var i pengenød, da hans datter Margrete i 1468 blev forlovet med Jakob den 3., og han blev derfor nødt til at pantsætte Orkney-øerne og Shetlands-øerne som betaling af medgiften. Eftersom pantet aldrig blev indløst, har øerne siden tilhørt Skotland. Det norske tilhørsforhold ses stadig på flere af gadenavnene og i den store domkirke i Kirkwall.

 

Highland Park destilleriet

Highland Park ligger lidt uden for Kirkwall og blev etableret allerede i 1798 af Magnus Eunson. Highland Park navnet kommer ikke fra Højlandet, men nærmere fra den bakketop (High Park), som destilleriet ligger på. Magnus formåede at forene sin gerning som slagter og kirketjener med at smugle hjemmebrændt whisky. Netop historien om ”whiskypræsten”, som har to personligheder, går igen i den keltiske og nordiske historie. Og på denne tid var kirkerne ofte smuglercentrum og skjulested for spiritus.

Destilleriet blev grundlagt på det sted, hvor Magnus Eunson havde sin bolig. Og da det lå højt, kunne Magnus altid holde øje med, om der kom toldmyndigheder til øen med skibe, hvorefter han kunne nå at gemme sin whisky. På dette tidspunkt hed det Rosebank, senere kom det til at hedder Kirkwall, inden det fik sit nuværende navn. Destilleriet fik officiel licens i 1826.

I 1869 overtog præsten James Borwick destilleriet og satte produktionen af whisky betydelig ned, da han ikke mente, at spiritus og religion fungerede side om side. Men i 1876 trådte Stuart and Mackay til og begyndte at eksportere whisky, og whiskyen begyndte at blive anerkendt også uden for øen. William Stuart ejede bl.a. Miltonduff, og i 1885 trådte hans ven James Grant fra The Glenlivet til også.

I 1895 overtog så James Grant of Glenlivet Highland Park destilleriet, og tre år senere installerede han yderligere kedler, så man kom op på fire. Highland Destillers overtog i 1937, og i dag ejes destilleriet af Edrington; en stor skotsk spiritusvirksomhed i Glasgow.

I de første mange år var det helt naturligt blended whisky, som blev produceret, og den første single malt kom først i 1978, lanceret som en 8 års. Senere kom en 12 og en 18 års. Sidstnævnte med så stor succes, at den blev kåret til verdens bedste whisky for en del år siden.

 

Egen maltning

Highland Park er et af de få destillerier, som laver sin egen malt med tørv fra lokale Hobbister Moor. Der produceres 35 tons egen malt hver uge, hvilket udgør 20% af den samlede mængde malt, som benyttes. Resten kommer fra Edringtons malterier på fastlandet. Gennem mange år har det været byg af sorten concerto, som er blevet brugt, men i 2019 skiftede man til laurent, som er en mere vejrbestandig type byg.

På destilleriet kan man følge hele processen fra korn til færdig whisky. Man kan opleve spiringskarrene, maltgulvene, tørreovnene med tørven, mæskningen, de imponerende destilleringskedler og de enorme, forblæste opbevaringslader for fadene. Vandet kommer fra en kilde lige øst for destilleriet, samt fra Crantit Springs.

 

Hobbister Moor

Tørven fra Hobbister Moor er en del anderledes end den tørv, man finder bl.a. på Islay og på hovedlandet, hvilket skyldes en anden plantesammensætning og et andet klima. Hvor man på hovedlandet finder mere træholdig tørv, har man på Islay en mere maritim vegetation, hvilket indeholder mere kreosol, mens Orkney har mere spagnum og lyng. Tørven bruges udelukkende til den egen malt, som laves på øen, og svarer til godt 20% af den malt som benyttes. Den malt, som sendes til øen, er ikke røget. Man graver tørv helt ned til 3-4 meter for at få både den meget tætte tørv på kanten til at blive til kul, den mere traditionelle tørv og så toptørven, som indeholder flest planterester og giver den største mængde røg. Da man tidligere har regnet sig frem til, at der er tørv til godt 85 år i Hobbister Moor, har man de senere år eksperimenteret med, hvordan man ved at bruge mindre tørv kan opnå samme røgkoncentration (ppm) i malten. Det er nu lykkedes ved ikke at brænde tørven så kraftigt og opnå mere røg ved at bruge 50% mindre tørv. Dermed har man i princippet tørv nok til over 150 år. Der ligger dog en anden og større tørvemose på Orkney ikke langt derfra, som også vil kunne benyttes, når man løber tør i Hobbister Moor. Så den karakteristiske, let røgede smag i Highland Park er sikret i mange århundreder fremover.

 

Gær og fadene

I øjeblikket eksperimenteres der med forskellige gærstammer for at udvikle nye smagsprofiler, og Global Brand Manager Martin Markvardsen kan sagtens forestille sig, at det fremover kan blive en faktor, hvorpå man kan adskille forskellige whiskyer. På samme måde som man i årtier har brugt fadene i differentieringen.

Destilleriet er endvidere kendt for en større brug af sherryfade. Stort set alle fade, både europæiske og amerikanske, har været fyldt med sherry i Jerez, inden de er blevet brugt til whiskylagring. Og det er ingen hemmelighed, at netop valget af fade og nøje udvalgte fade er nøglen til den succes, som destilleriet har fået de seneste år. Det er Gordon Motion, som er masterblender, men i tæt samarbejde med bl.a. Martin når fade skal udvælges.

I en Highland Park whisky er stilen nærmest en blanding af det bedste fra øerne og Speyside. På den ene side har man røg og på den anden side appelsin, honning og en let karamelagtig sødme, som går igen. Men frem for alt harmoni og en stil, der er sin egen.

Highland Park har godt fat i det nordiske marked. Om det er det tætte bånd til især Norge eller det nylige fokus på vikingtemaer — begge kan være grunde. Men generelt står mærket stærkere i det nordlige Europa og USA end i resten af verden. Det har bl.a. betydet, at en række enkeltfade som er blevet udbudt i Danmark med forskellige partnere. Bl.a. kommer der to nye single enkeltfade i 2019 i samarbejde med Juuls samt whisky.dk.

 

Fakta

Kapacitet: 2.5 mio. liter; nuværende produktion 2,1 mio. liter

Vand: Crantit kilden

Gærtypen: Kerry M & MX

Malt: 20-25% egen malt og resten fra Simpsons

Mashtun: Semi Lauter - 19.200 l. kapacitet

Washback: 12 stk. i træ med kapacitet på hver 36.000 l. (Douglas gran)

Fermentering: 52-96 timer

Kedel 4 stk. (12.000 og 9.000 liter)

Styrke: Fadene fyldes med alkohol på 69,8%

Opvarmning: Damp

Røg: 3-8 ppm; men man laver ppm på op til 43ppm

Single malt udgør 65%, resten benyttes i blends

Lagring: Der er pt. lagret godt 46.000 fade på øen

 

 

Smagenoter:

Highland Park Dragon Legend

43,1% | Edrington | 399 kr.

En del røget, og sherryfadene er meget tydelige i farven og smagen. Mørke, krydrede noter. Velbalanceret. Stadig ung i udtrykket, men fadet giver den tyngde og smag, så den føles ældre. Flot, lang afslutning. 89

 

Highland Park 12 y.o.

43% | Edrington | 329 kr.

Orange, honning, lyng, vanilje og noget mere røget end 10 års. Flot balance og en rimeligt pæn eftersmag med lidt lyngsmag. Mere let i stilen end tidligere aftapninger. 88

 

Highland Park Harald

43% | Edrington | 599 kr.

Sødmefuld med masser af vanilje. Krydret og rund med en flot tekstur og dybde i smagen. Orangetoner med brunkagenoter. Flot, lang afslutning. 89

 

Highland Park 18 y.o.

43% | Edrington | 899 kr.

Frugtig i stilen med appelsin, citrus, røg, krydderier og honning. Yderst kompleks, en flot dram. Den har sherrynoter og er en yderst velbalanceret whisky med vægt på frugt og honning. 93

 

Highland Park Sigurd

43% | Edrington | 1299 kr.

Førstegangsfyldte bourbon- og sherry fade. Meget krydret i duften, masser af citrus, tropiske frugter, tørrede abrikos, kanel og vanilje. Flot balanceret og delikat. Lang, krydret afslutning. 92

 

Highland Park 30 y.o.

45,7% | Edrington | 6000 kr.

Blomme, tørret frugt og vanilje. En mørk og koncentreret whisky med stor kompleksitet. Meget fyldig og ekstremt cremet, men samtidig så elegant krydret med en sødmefuld afslutning. Røgen kommer flot igen i eftersmagen. Yderst flot! 97

 

Highland Park 40 y.o.

47,5% | Edrington | 23.000 kr.

Masser af røg i næsen. Meget tæt og fyldig. Svesker, julekrydderier, toffee og vanilje. Uhh, den er så kompleks med meget dybe noter. Mørk og meget koncentreret whisky med stor kompleksitet. Meget lang og vedvarende afslutning. 98

 

Highland Park 1968 (fadprøve)

Lagret på bourbonfad. Kanel, appelsinskal, blommer, blomster, nødder og vanilje. Den har et let røget udtryk og er en yderst kompleks og elegant whisky. 95

Kom til Spansk Vinfestival 13+14 september

Magasinet Whisky & Rom

wr juni 2019.PNG 

Whisky & Rom Magasinet udkommer 5 gange årligt med minimum 92 sider med temaer, masser af test og spændende artikler om destillerier. Læs mere her.

 

 


0 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere