Den mexicanske spiritus

Tequila har været en glemt spiritus i mange år, men er på vej tilbage

Artiklen er lavet i samarbejde med Whisky & Rom magasinet. Læs mere her.

De fleste forbinder nok tequila med ungdomsdrinks i store baner på barer i nattelivet. Men tequila er meget mere og en spændende alkohol, som afviger fra det meste andet ved at være lavet på saften fra den blå agave: En slags kaktus som primært vokser i Mexico, hvor også tequilaen kommer fra. Det er et hårdt og meget krævende arbejde at dyrke agave, og selve frugten er først klar efter omkring 6-7 år. Først herefter er der udviklet nok sukker i frugten.

Kernen af den modne agave (der ligner en kæmpe ananas) dampkoges i ovn og presses, hvorefter den sukkerholdige saft gæres og destilleres til tequila. Alkoholstyrken er normalt på 40-50 %.

Man opdeler tequila i forskellige varianter:

100 % agave (lavet på den blå agave-plante)

Mixto (min. 51 % af produktet er 100 % agave tequila)

Mezcal (tequila men lavet fra andre geografiske områder)

 

Der må kun produceres tequila i Jalisco regionen, dele af Michoacan, Guanajuato, Nayarit og Tamaulipas. Mezcal laves i andre regioner i Mexico.

 

Kom til stor Gin & Cocktail festival i Pressen til maj - læs mere her

 

Inden for 100 % agave tequilaer findes der tre-fire typer:

Blanco/Silver (ulagret tequila, den rene agavesmag)

Reposado (lagret på fad, typisk whisky-fade, i mellem 3-12 måneder)

Añejo (lagret på fad i min. 12 måneder)

Extra Añejo (lagret ekstra længe på fad – de mest dyre og eksklusive tequilaer)

 

Endvidere finder man gold og oro tequila, som er gylden i farven, hvilket skyldes, at der er tilsat karamel, og ikke at den er lagret på fad.

Tequila blev fremstillet første gang i det 16. århundrede nær den nuværende by Tequila i regionen Jalisco. Aztekerne havde tidligere fremstillet en gæret drik af agaveplanten, som de kaldte Octli (senere og mere populært kaldet Pulque), længe før spanierne ankom i 1521. Da de spanske erobrere løb tør for deres egen brændevin, gav de sig til at destillere agaver og fremstillede dermed Nordamerikas første egen destillerede spiritus. Cirka 80 år senere – omkring år 1600 – begyndte markisen af Altamira, Don Pedro Sánchez de Tagle, at masseproducere tequila på den første fabrik i det område, hvor delstaten Jalisco ligger i dag. Fra 1608 begyndte Nueva Galicia at beskatte produkterne.

Den tequila, der er populær i dag, blev første gang masseproduceret i begyndelsen af det 19. århundrede i Guadalajara. Don Cenobio Sauza, grundlægger af Sauza Tequila og borgmester i byen Tequila fra 1884-85, var den første, der eksporterede tequila til USA. Han forkortede navnet ”Tequila-ekstrakt” til blot ”Tequila” for det amerikanske marked. Don Cenobios barnebarn, Don Francisco Javier, fik international opmærksomhed, da han insisterede på, at ”der ikke kan være tequila, hvor der ikke er agaver!”. Hans indsats førte til den overbevisning, at rigtig tequila kun kommer fra delstaten Jalisco.

I Mexico findes de såkaldte "Tequilaria". Dette er caféer og barer, hvor man kan finde et stort udvalg af tequila. Tequila nydes ofte i shots, men bruges også i flere populære cocktails, hvor de mest kendte er Margarita og Tequila Sunrise. Men der findes også en række eksklusive tequilaer, som nydes rent på linje med rom og whisky.

 

Citat: Agave betyder på græsk beundringsværdig.

Citat: En dygtig jimador kan høste op til 4 tons agave i løbet af en arbejdsdag.

 

Patron

En af de mest anerkendte producenter af tequila er Patron, som blev stiftet i 1989 netop med det mål at producere ”premium” tequila. Det betyder bl.a., at al tequila fra Patron er lavet på 100 % ren blå agave. Agaven får man fra højlandet ved Los Altos. Netop dette område er kendt for den bedste kvalitet af agave.

Master distiller er Francisco Alcaraz, og han har sammen med en gruppe dedikerede medarbejdere arbejdet med at gøre Patron Tequila til et helt unikt produkt. Dels ved at optimere fermenteringen, destillering og siden fadlagring. I dag produceres der en række forskellige tequilaer både beregnet til cocktails men også til at nyde alene.

 

Patron Silver. 40 %. Interbrands. 495 kr.

En intens urtet duft. Meget ren i smagen med smag af agave, citrus og hvid peber.  Meget blød og rund i stilen med en lang eftersmag. 89

 

Patron Anejo. 40 %. Interbrands. 599 kr.

Patrón Añejo Tequila er en delikat blanding af unikke aldrede tequilas, der alle er modnede i små hvide egetræsfade i mindst 12 måneder. Søde vaniljetoner i duft. I smagen rosiner, agave, honning, vanilje og toast. En velbalanceret spiritus med lang krydret eftersmag. 90

 

Gran Patron Burdeos. 40 %. Interbrands. 4800 kr.

Gran Patrón Burdeos er en eksklusiv tequila, der er lavet af 100 % Weber blå agave. Efter gæring og destillering er Gran Patrón Burdeos lagret i amerikanske og franske egetræsfade, hvorefter tequila'en er destilleret en ekstra gang. Afslutningsvis er Gran Patrón Burdeos Tequila lagret i Bordeaux vinfade. Yderst intens i duften af især toast og rosiner. I smagen agave, citrus, krydderier, tørrede frugter, tropisk frugt og vanilje. Yderst kompleks med en lang vedvarende eftersmag. 95

Kom til stor Fransk vinfestival d. 24 og 25 februar 2017 - læs mere her.

Kom til Italiensk vinfestival 31 marts og 1 april 2017 - læs mere her.

Testen er lavet i samarbejde med Whisky & Rom magasinet. Læs mere her.

Skærm

Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere