Kirsebær til julemiddagen

Det traditionelle valg til julemiddagen er rød- og portvin. Men hvorfor ikke prøve med en kirsebærvin hvis hovedretten står på vildt og desserten på ris-a-la-mande

Mange vil givet rynke på næsen hvis man fortæller dem, at kirsebærvinen ikke kun er til desserter, men kan serveres til mange andre typer retter. Den tætte frugt, høje syre og balancerede sødme gør vinen velegnet til meget andet end desserten, blandt andet vildtretter som rådyr. Men står også flot til en række oste og er til ris-a-la-mande tæt på det perfekte match.

Og så har man endda mulighed for at servere dansk vin, for en række af de allerbedste kirsebærvine kommer fra godset Frederiksdal på Lolland. Det var nu lidt af en tilfældighed der gjorde, at man i dag står med godt og vel en årlig produktion på en kvart million flasker kirsebærvin. Det var under en privat frokost i 2006, at de nu tre drivkræfter bag projektet mødtes og fødte ideen om at skabe en vin på kirsebær. De tre er godsets ejer, Harald Krabbe, kokken og restauratøren Jan Friis-Mikkelsen samt journalisten Morten Brink Iwersen.

Frederiksdal Gods har altid været kendt for sine kirsebær som gennem mange år er blevet solgt som frugt af høj kvalitet. Men netop den høje kvalitet af stevnskirsebæret og den høje syre som findes i bærere, mente især Jan og Morten ville gøre dem velegnet til vin. Og de tre besluttede, at hoppe ud i projektet med målet om at skabe den bedste vin lavet på kirsebær i verdenen.

Frederiksdals vin fremstilles først og fremmest af stevnskirsebærret Birgitte, som oprindelig er udviklet til most og vin. Bærret er rigt på farve, sukker og syre. Det suppleres med sorterne Vester Skovgård og Poul Ejvind. Bærrene kommer fra i alt 5 plantager af kirsebærtræer på i alt 44,7 ha tæt på godset som ligger helt vest på Lolland ikke langt fra Tårs og færgelejet. En af de mest solrige og varmeste dele af Danmark i et klima specielt velegnet til de røde bær. De første træer blev plantet i 1993.

’Klimaet er perfekt til dyrkning af kirsebær. Her er masser af sol, der tilmed bliver reflekteret i havet. Vinteren er mild og foråret kommer tidligt. Alt i alt giver det en lang vækstsæson, der kvitterer med stor kompleksitet og dybde i kirsebærrene.’ udtaler Harald Krabbe.

Under høsten først i september bliver kirsebærrene manuelt selekterede efter den maskinelle høst. I øvrigt en maskinel høst som minder meget om olivenhøsten hvor træet rystes og de modne bær fanges i et net og dermed ikke skades.

Herefter spontangæres bærrene i mellem tre og fem dage i en stor ståltank, hvor bærrene dagligt pumpes fra bund til top for at sætte yderligere gang i gæringen og ekstraktionen (remoutage). Herefter kommes kirsebærrene i den specielle båndpresse lavet til bær og som skånsomt presser uden at få for meget pres af stenene med i saften. Den færdige saft gærer videre i rustfrie ståltanke til 8-14 procent alkohol afhængig af årgang og i enkelte år justeres der med alkohol og sukker - alt afhængig af det naturlige sukker- og syreniveauet i årgangens kirsebær.

Der bruges forskellige metoder til at lave de forskellige vine. Standard vinen laves på ståltanke og flaskes direkte herfra efter en lang fermentering på omkring 2 måneder. Sur Lie lagres på bundfaldet hvilket giver en fyldigere vin. Reserve lagres på egetræsfade i op til 30 måneder. Og så laves der vin på Solera systemet der blandes af flere årgange og lagres i længere tid. Endelig laves en vin rancio stilen, hvor vinen står ude i den frie natur i store glasbeholdere året rundt. Her kommer det lokale klima til sin ret og er en metode som især bruges i Sydfrankrig, hvor man bl.a. bruger den til de røde dessertvine Maury og Banyuls.

Kirsebærvinene sælges i dag primært i Danmark både gennem restauranter og hos enkelte supermarkeder.

Læs også: Den store test af julevinene her

 

Frederiksdal Late Bottled. 14%. 5 stjerner. 150 kr.

Dansk kirsebærvin fra Lolland af høj klasse og i min optik ubetinget det bedste vin der kommer fra Danmark. Modne tætte toner af kirsebær i duften som fortsætter i smagen med julekrydderier, peber, violer og vanilje. Velegnet til dyreryg eller ris-a-la-manden så en alsidig vin.

 

 

Frederiksdal sur lie. 14%. 189 kr. 5 stjerner.

Denne vin har ligget på skallerne og lagrer på franske egetræsfade, der er mellem 225 og 450 liter og sammenstukket af 2-3 forskellige årgange. Yderst intens duft og i smagen koncentreret bærsmag, tobak, citrus og krydderier. Mange lag og dybde i vinen. Lang vedvarende eftersmag. Bedre end sidst jeg smagte den. 92

 

 

Frederiksdal Nielsstrup 2012. 14%. 259 kr. 5 stjerner.

Enkeltmarksvin og spontangæret i 3-5 dage. Herefter lagres i 18 måneder på 225 og 400 liters franske træfade. En yderst tæt og elegant vin hvor den længere fadlagring fornemmes. I smagen unge bær, kaffepunch, lakrids, peber og vanilje. En rund og blød vin med lang eftersmag. Server den til vildtretter eller oste. 92

 

 

Frederiksdal Rancio. 14,5%. 279 kr. 5 stjerner.

Denne vin er modnet på store glasbeholdere som står ude hele året rundt. Herefter lagret på store cognac fade. Dette giver en oxideret stil og en mere brunlig vin med smag af overmodne kirsebær, læder, tobak og krydderier. Spændende vin til nøddedesserten. 90

Kom til Franske vindage 26+27 februar i Pressen i København

kommentarer
Vis kommentarer
Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen