Kæmpe test af irske whiskeys

Vi tester ikke mindre end 25 whiskeys fra Irland i mange prisklasser.

Irland er sammen med Skotland et af de to store whiskylande. At Irland så kun har ganske få destillerier mod Skotlands over 100, kan stadig virke lidt underligt. Irsk whiskey er især kendt for at bruge umalted byg, som ofte giver deres whiskyer et udtryk af hørfrø og olie, hvilket giver det et helt specielt og spændende præg. Endvidere er det tradition at triple destillere på den grønne ø. Ofte er whiskyerne mere charmerende og ligetil - måske vil kritikere sige at de ikke er nær så komplekse som de skotske. Der er masser af tørv i Irland, men det er nu ikke noget man ser meget af i whiskyerne.

Der var en håndfuld, som bejlede til vinder af testen, og i sidste ende var det Midleton Very Rare som knebent vandt foran Powers John's Lane 12 års. Men også Jameson 18 års Limited Reserve, Writers Tears Cask Strength og Redbreast 12 års var tæt på. Især sidstnævnte må til prisen siges at være et god whiskey til prisen.  

Som bedste køb, som er whiskey'er under 300 kr. vandt Bushmill 10 års. Men det var tæt og især lillebroderen Bushmill 1608 er til prisen også et særdeles godt køb da den koster næsten halvdelen.

De fleste whiskeys fåes enten hos førende vin og spiritusforretninger samt på nettet. Udover stjerner er alle whiskeys også bedømt efter 100 point skalaen.

Testen er lavet i samarbejde med Whisky & Rom magasinet. Læs mere her.

 

 

Midleton Very Rare bottled 2010. 6 stjerner.  Bedste irske whiskey

Gylden farve og duft af orange og masser vanilje. En cremet og yderst fyldig smag af honning, orangel, krydderier, tørrede abrikoser og vanilje. Usædvanlig blød og cremet konsistens med en lang eftersmag hvor flere lag fornemmes. Let sødlig afslutning. 95

Alkoholprocent: 40%.

Pernod Ricard. Set til 1199 kr.

 

 

Redbreast 12 års. 5 stjerner.

Triple destilleret pot still whiskey lagret 12 år. Bød frugtig duft af orange, lyng og majs. Cremet og yderst elegant kompleks whiskey med lyng, krydderier og en frugtig tone. Lang blød finish. 93

Alkoholprocent: 40%.

Juul's. Set til 399 kr.

 

 

Jameson 18 års Limited Reserve. 5 stjerner.

Jameson 18 års er udvalgt af tre af de fineste whiskyer, der alle har lagret i mindst 18 år – enten på spanske oloroso-fade eller amerikanske bourbonfade. For at sikre yderligere kompleksitet vies de tre whiskeys i amerikanske bourbonfade. Krydret let røget duft. En yderst fyldig og kompleks whiskey med orange, vanilje, kaffe, krydderier og et frugtigt eftertryk i smagen. Cremet tekstur med en lang afslutning. 92

Alkoholprocent: 40%.

Pernod Ricard. set til 799 kr.

 

 

Powers John's Lane 12 års. 5 stjerner. N

Powers John’s Lane er den eneste Pure Irish Pot Still Whiskey der er aftappet ved 46 % vol. og ej heller kølefiltreret. Lagret på bourbonfade og oloroso fade. En mørk og fyldig duft af menthol, nøder og mærk chokolade.  I smagen citrus, orangeskal, lynghonning, mørk chokolade, hasselnødder og vanilje. Yderst velbalanceret. En cremet tekstur med en lang sødlig eftersmag. 94

Alkoholprocent: 46%.

Juul's. Set til 485 kr.

 

 

Writers Tears Cask Strength. 5 stjerner.

Cask strenght er en naturlig aftapning på 53%, Kun aftappet i 2500 flasker. Blanding af lagret single malt og ældre "pot still whiskey". En gylden farve med en frugtig tone i duften. I smagen sødlige tone af lyng, honning, krydderier, kandiserede frugter og vanilje. Alkoholen fornemmes klart men er yderst velintegreret. Lang noget sødlig eftersmag. 92

Alkoholprocent: 53%.

Interbrands. Set til 990 kr.

 

 

Bushmills 10 års. 40%. 5 stjerner. Bedste irske whiskey til prisen

Lagret hovedsageligt på bourbonfade. I duften er det frugt og en krydret aroma der møder en. I smagen orangeskal, honning, chokolade og vanilje. Yderst velbalanceret med en cremet tekstur med en lang sødlig eftersmag. 90

Alkoholprocent: 40%.

Diageo. Set til 289 kr.

 

 

Bushmills 1608. 5 stjerner.

Som de flrste irske whiskeys triple destilleret og med en andel irsk grain whiskey. lys gylden farve med en let krydret duft. En krydret let sødlig smag af lyng, karamel, krydderier og vanilje. Cremet tekstur med en pæn lang let sødlig eftersmag. 87

Alkoholprocent: 40%.

Diageo. Set til 169 kr.

 

 

Writers Tears. 4 stjerner.

60% Malt og 40% Pot Still whiskey (slet ingen Grain). Modnet i Bourbon fade. En forholdsvis lys whiskey med lav intensitet i duften. I smagen en sødlig tone af honning, kandiserede frugter og vanilje. Cremet tekstur og en lang noget sødlig eftersmag. 86

Alkoholprocent: 40%.

Interbrands. Set til 280 kr.

 

 

Jameson Select Reserve. 4 stjerner.

Fremstillet af en blanding af whiskyer af både maltet og umaltet byg, og den primære andel er den såkaldte pot still-whisky, der er destilleret på kobberkedler. Ikke så intens i duften, men en let krydret duft fornemmes. Maltet i smagen med krydderier og en let sødme. Alkoholen rimelig tydelig og en whiskey mere hård i stilen. 87

Alkoholprocent: 40%.

Pernod Ricard. Set til 269 kr.

 

 

Green Spot. 5 stjerner.

Green Spot er en pure pot sill whiskey destilleret på Midleton destilleriet.  En lys gylden farve og duft af citrus og vanilje. I smagen æbler, honning, menthol, krydderier, hasselnødder og vanilje. Lidt stram men vinder efter lidt tid i glasset. Kompleks ganske spændende whiskey. 90

Alkoholprocent: 40%.

Juul's. Set til 385 kr.

 

 

Tullamore Dew Special reserve 12 års. 5 stjerner.

Gylden farve med en duft af orangeskal, krydderier og vanilje. Fortsætter i smagen med lyng, kandiserede frugter, honning og vanilje. Cremet tekstur og en pæn lang let sødlig eftersmag. 89

Alkoholprocent: 40%.

Hans Just. Set til 399 kr.

 

 

Finnegan. 40%. 3 stjerner.

Meget lys whikey noget neutral i duften. Noget spinkel smag af orange, vanilje og et let krydret udtryk i afslutningen. Lidt vandig og en ligefrem whiskey hvor man får det man betaler for. 83

Alkoholprocent: 40%.

Skjold Burne. Set til 130 kr.

 

 

Locke's 8 års. 3 stjerner.

Fra Cooley Distilleriet kommer denne lyse og noget neutrale whiskey. Stort set intet i duften men tager noget revanche i smagen med en sødlig smag af kandiserede frugter, honning, krydderier og vanilje. Noget sprittet i eftersmagen.  84

Alkoholprocent: 40%.

Skjold Burne. Set til 240 kr.

 

 

The Irishman Small Batch Single Malt. 5 stjerner.

Modnet i sherry og bourbon fade. I duften orange noter som fortsætter i smagen med nødder, honning, mandler, blomster og vanilje. Pæn lang krydret eftersmag. Velbalanceret. 89

Alkoholprocent: 40%.

Interbrands. Set til 340 kr.

 

 

Bushmills 16 års. 5 stjerner. NICA 44123015

Lagret 16 år på en kombination af Oloroso sherry fade samt bourbonfade. Derefter afsluttet på portvins fade. En mørk nærmest cognacagtig farve. I duften er det kandiseret frugt og en krydret aroma. I smagen orange, honningkage, julekrydderier, toffee, nødder og vanilje. Meget fad styret whiskey og måske på kanten til det kammer over. Men er man til den meget fyldige sødlige smag er dette en flot whiskey. Lang blød cremet eftersmag. 91

Alkoholprocent: 40%.

Diageo. Set til 499 kr.

 

 

Bushmills Black Bush. 40%. Diageo. Pris 399 kr. 5 stjerner

Større andel af malt whiskey i denne som er lagret i oloroso sherry fade. Mørk gylden farve med en mørk krydret duft. i smagen masser af krydderier, kaffe, mocca, karamel, blomster og vanilje. Alkoholen fornemmes men pakkes pænt ind af fadet. Lang let sødlig eftersmag. 89

 

Jameson Gold Reserve. 40%. Pernod Ricard. Pris 330 kr. 4 stjerner

Rimelig intens duft af især appelsin. En rimelig fyldig krydret smag med honning, menthol, kandiserede frugter. Alkoholen brænder lidt i afslutningen. Pæn mellemlang afslutning. 86

 

 

Jameson. 40%. Pernod Ricard. Pris 175 kr. 3 stjerner

Basis whiskeyen fra Jameson. Noget sprittet i duften med en lidt stikkende krydret tone. Let bitter parfumeret i smagen af citrus, honning og krydderier. Ikke specielt dyb og savner elegancen. Lidt vandig kort i eftersmagen. 79

 

 

Paddy. 40%. Pernod Ricard. Pris 175 kr. 3 stjerner

En af de måske mest kendte irske whiskyer. Meget lys og stort set ingen intensitet i duften. Meget blød og neutral i smagen, nærmest vandig med lette toner af honning, orange og vanilje. Velintegreret alkohol men savner mere af det hele. 78

 

 

Paddy Gold Label. 40%. Pernod Ricard. Pris 185 kr. 3 stjerner

Forholdsvis mørk og dyb med en lav intensitet i duften. I smagen en del sødme og smag af kandiserede frugter, parfume, krydderier og vanilje. Lidt kort i eftersmagen og en lidt stikkende alkohol. 81

 

 

Tullamore Dew. 40%. Hans Just. Pris 175 kr. 3 stjerner

Tullamore Dew er et legendarisk irsk whiskey mærke, som blev grundlagt i 1829 i byen Tullamore. En lys whiskey med en forholdsvis lav intensitet i duften. Cremet let whiskey med orangeskal, krydderier og vanilje. En ligefrem ikke specielt kompleks whiskey med en let bitter og sødlig tone. 82

 

 

Jameson 12 års Special Reserve. 40%. Pernod Ricard. Pris 799 kr. 4 stjerner

Omkring hvert tredje fad har tidligere været brugt til Oloroso Sherry. Let krydret og sødlig duft. En skarp men også rimelig fyldig whiskey med citrus, vanilje, malt og krydderier i smagen. Mellemlang lidt sprittet afslutning. 88

 

 

Tullamore Dew Phoenix. 55%. Hans Just. Pris omkring 350 kr.3 stjerner

Cask strenght og 55% alkohol. En mørk men også lidt neutral duft. I smagen meget sprittet og nuancerne fra fadet kæmper for at komme frem. Kaffe, chokolade, toffee og vanilje fornemmes. En meget sød afslutningen nærmest med toner af creme brulee. Fungerer ikke helt i min optik. 80

 

 

The Irishman 12 års Old Single Malt. 40%. Interbrands. Pris 340 kr. 4 stjerner

Modnet 12 år på bourbon fade. En mere stram og sprittet whiskey med krydderier i duften og i smagen med nødder, kanel, karamel og vanilje. Sprittet men lang krydret eftersmag. 88

 

 

The Irishman founders Reserve Small Batch. 40%. Interbrands. Pris 300 kr. 3 stjerner

70% single malt og 30% single pot still. En lys lidt duft neural whiskey. I smagen fornemmes citrus, malt, æbler, blomster og vanilje. Sødlig lidt kvalm i eftersmagen.  84

 

Testen er lavet i samarbejde med Whisky & Rom magasinet. Læs mere her.

kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Mest læste i Vin
Seneste i Vintest
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Christina Ehrenskjöld
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen