Julefrokost - den store snapsetest

Snapsen er indbegrebet af dansk frokostkultur og en fast bestanddel til julefrokosterne fra Gedser til Skagen. Vi har testet en række af de mest gængse snapse

Danskerne har drukket snaps i mere end 500 år og snapsen er vel en af få ting vi i dag kan sige er dansk og en del af vores kultur, at indtage til det kolde frokostbord. Og det er vel ganske naturligt, for den gyldne drik er fremstillet af kartofler eller korn tilsat krydderier. Råvarer som er indgroet af dansk landbrug. Udbuddet af snapse var et fin blanding af gode gamle travere fra især Aalborg Spritfabrik, et par nye danske snapse i skøn blanding med et par nordiske naboer, som især i de sidste årti har haft sit indtog. Generelt var niveauet højt og ikke mange snapse faldt igennem. Største overraskelse var måske, at en række de klassiske snapse i den grad stadig holder og appellerer til bredden af snapsenydere. Vinderne blev Aalborg Jule Akvavit i tæt kamp med Linie Akvavit Christmas edition, rød Aalborg samt Aalborgs Nordguld Akvavit.

Vi har testet i alt 18 snapse.

Læs også: Dette vinland foretrækker danskerne

Fakta
Snapsens serveringstemperatur er efter smag og behag. Mange danskere foretrækker, at drikke snapsen iskold hvilket reducerer smagen af produktet. For dem der ikke synes så godt om snaps er dette fint, men dem der vil smage snapsens nuancer bør servere den varmere typisk 10-12 grader.

 

 

Aalborg Nordguld Akvavit. 5 stjerner.

En akvavit lavet på destillat af ægte rav i den mere eksklusive ende. Tydelig smag af fennikel, sherry, kommen, havsalt og lette krydderier. Lagret på spanske sherryfade hvilket fornemmes og giver en blød og ren snaps i smagen. Kan serveres til kødretterne til frokosten. Flot integreret alkohol. Lidt kort i afslutningen dog. En akvavit som appellerer bredt.

Alkohol procent: 40

Set til omkring 165 kr.

 

 

Aalborg Dild Akvavit. 4 stjerner.

En meget klar akvavit uden brug af fadlagring. Frisk i stilen med dild og citron. Tydelig duft af dild og meget frisk i smagen grundet citrus. Dog noget vandig i eftersmagen som også er lidt kort. En elegant og mild snaps velegnet til dem som ikke er de store snapsedrikkere. Står godt til især æg og rejer.

Alkohol procent: 38

Set til omkring 120 kr.

 

 

Aalborg Grill Akvavit. 4 stjerner.

Grill Akvavit er lagret på sherryfade og fremstillet af ekstrakt af vaniljebønner og destillat af klassiske nordiske akvavitkrydderier og hyldeblomst. Tydelige vaniljenoter i duften. En gylden farve og i smagen en let krydret akvavit hvor især vanilje dominerer. Let sødme, noget vandig og kort i smagen. En meget blid og rund akvavit som vil stå godt til stegte retter. En god begynder snaps.

Alkohol procent: 37,5

Set til omkring 149 kr.

 

 

Ålborg Taffel Akvavit. 5 stjerner.

Klassisk snaps også kendt som rød Ålborg. Kommen og antydning af appelsinskal i duften. En fyldig, fed akvavit, ren i smagen og med en god rundhed. Lang afslutning med et alkohol bid der klæder snapesen. En rigtig sildesnaps.

Alkohol procent: 45

Set til omkring 143 kr.

 

 

Linie Akvavit Christmas edition 2015. 5 stjerner.

Den specielle udgave fragtes som dækslast på en rejse over 4 mdr. og lagres på sherryfade i 24 mdr. hvilket adskiller den fra den almindelige linie. Den er derfor også mere rund og har en fantastisk smag af især krydderier, citrus, vanilje og man fornemmer sherryen. Yderst velintegreret alkohol og flot lang afslutning. En snaps til kødretter. En snaps som selv ikke snapse elskere må falde for.

Alkohol procent: 41,5

Set til omkring 165 kr.

 

 

Aalborg Porse Snaps. 5 stjerner.

En meget anderledes snaps med markant krydret duft. I smagen porse, rosmarin, vanilje og salt. Meget kraftig og en snaps der bør serveres til kraftige oste. Nærmest indbyder til et stykke med gamle Ole. Lang krydret eftersmag. For den avancerede snapsedrikker.

Alkohol procent: 40

Set til omkring 120 kr.

 

 

Argentum Dild Aquavit. 5 stjerner.

En akvavit på dild og markedsført som terroir drevet. Man kan derfor se hvor dilden er dyrket på etiketten. En lavet specielt til brug i cocktails. Markant dild i duft og i smagen en meget frugtig mild snaps med maser af dild, kommen og en del sødme. En rigtig begynder snaps og kan man lide dild kan de fleste lide denne.

Alkohol procent: 40

Set til 199 kr. hos de større kæder for 0,5l.

 

 

Aurum Guld Aquavit . 4 stjerner.

En akvavit på krondild og lagret på egetræsfade. Man fornemmer fadet i duften, og i smagen en parfumeret frugtig mild snaps med dild, kommen, vanilje og en del sødme. Mere rund og meget en pæn lang eftersmag. Lidt pebret pris.

Alkohol procent: 40

Set til 199 kr. hos de større kæder for 0,5l.

 

 

Aalborg Export Akvavit. 4 stjerner.

Klassisk akvavit oprindelig lanceret i 1913 i den lidt buttede flaske. Det er sherry der tilsættes under lagringen og giver den lidt gullige farve. Intens i duften af kommen og citrus. En meget mild og blød snaps som nærmest får et let frugtigt udtryk i smagen. Lidt kort i eftersmagen. En snaps til de lette frokostretter f.eks. æg og rejer.

Alkohol procent: 38

Set til omkring 145 kr.

 

 

O.P. Anderson Jule Aquavit. 5 stjerner.

O.P. er nu også kommet i en juleudgave sikkert inspireret af Linie Akvavit. I dette tilfælde 6 mdr. på fade og tilsat cognac. Intense fadnoter i duften. En akvavit med smag af kommen, karamel, citrus og anis. En flot balance og en blid, ren og fyldig akvavit. En akvavit til kødretter.

Alkohol procent: 40

Set til omkring 140 kr.

 

 

Brøndums Snaps. 4 stjerner.

En af de mest klassiske snapse helt klar og med markant kommenpræg. Fed konsistens, mild i smagen med en krydret tone. Let bid i afslutningen. En snaps til silden. Lidt en-strenget.

Alkohol procent: 40

Set til omkring 120 kr.

 

 

Norkap Akvavit. 4 stjerner.

Akvavit lavet på nordiske urter bl.a. havtorn. En let krydret duft. En rund akvavit i smagen med bitre urtede toner. Lidt vandig i afslutningen og den afslutter lidt kort.

Alkohol procent: 37,5

Set til omkring 160 kr.

 

 

Aalborg Jule Akvavit 2015. 6 stjerner. BEDSTE AKVAVIT

En akvavit lavet efter klassisk opskrift. En blød krydret duft og i en fyldig fed smag af kommen, kanel og fennikel. Man fornemmer klart den er hævet en kvalitet over de øvrige Aalborg snapse. Lang vedvarende eftersmag. En akvavit til de kraftigere retter som sylte og flæskestegen hvor den høje alkohol kommer til sin ret. Dette er klassisk snaps når det er bedst.

Alkohol procent: 47

Set til omkring 199 kr.

 

 

Snälleröds Bokkhållarens Akvavit. 4 stjerner.

En kommensnaps i den klassiske klare farve. Intens duft af kommen med anis, fennikel og en let sødme i eftersmagen. Server den til fisk, f.eks. graved laks.

Alkohol procent: 38

Set i Kvickly og Superbrugsen til 120 kr.

 

 

Snälleröds Brännmästarens Akvavit. 4 stjerner.

Mere intens kommen i duften. Kommen dominerer også i smagen med en anelse sød lakrids. Prøv den til en svinemørbrad eller stegte sild.

Alkohol procent: 40

Set i Kvickly og Superbrugsen til 120 kr.

 

 

Snälleröds Mäskdrängens Akvavit. 4 stjerner.

Ikke nær så intens i duften. I smagen kommen, citrus og en let sødme. Server den til sild og skaldyr.

Alkohol procent: 40

Set i Kvickly og Superbrugsen til 120 kr.

 

 

Snälleröds Jungfruns Brännvin. 3 stjerner.

En smule brunlig i farven som givet er lidt sherry tilsat. En mild akvavit især med citrus, koriander og krydderier. Parfumeret i smagen. En let og mild akvavit måske en smule vandig i afslutningen.

Alkohol procent: 38

Set i Kvickly og Superbrugsen til 120 kr.

 

 

Snälleröds Herr Berntsons Besk. 3 stjerner.

Grønligt skær. Tør og bitter i smagen med en del anis. Meget absinth agtig i smagen. Krydrede toner og en lang eftersmag. En akvavit til den kraftige ost.

Alkohol procent: 38

Set i Kvickly og Superbrugsen til 120 kr.

 

Kom til Franske vindage 26+27 februar i Pressen i København

 

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

De står tilbage og ligner idioter