Kæmpe test af rhum agricole

Vi tester ikke mindre end 35 rhum agricole i mange prisklasser

I denne uge har vi kastet os over den tørre franske romstil og testet hele 35 forskellige rom fra henholdsvis Martinique, Guadeloupe, Marie-Galante og Haiti.

Fransk rom, som også kaldes rhum agricole, bliver blandt andet produceret på Martinique, Guadeloupe og Marie-Galante. Det er den romstil, der skiller sig mest ud fra de øvrige romstilarter, da den er lavet direkte på den friske sukkerrørsjuice, som også kaldes vesou. Rhum agricole er ofte enkeltkolonnedestilleret og så indgår der tit franske fade af limousineeg i lagringsprocessen. Alt dette gør, at smagen er lettere, mere frugtig og tit mere tør end traditionel melassebaseret rom, og det får frem for alt rommen til at minde mere om cognac.

Da sukkerrørsjuice ikke kan holde sig frisk ret længe, hvorfor den ikke er mulig at importere fra Sydamerika, er man på de franske øer nødt til selv at dyrke sukkerrør til brug i produktionen af rom. Det betyder også, at rhum agricole tit koster mere at producere end andre romtyper.

Vi håber at denne test af rhum agricole kan være med til at sprede budskabet om en på mange måder overset romtype – en romtype som vi holder utrolig meget af. Det er tørt og frugtigt, og det kan fremfor alt være en utrolig kompleks oplevelse at drikke fransk rom.

Det er ikke så ofte man støder på rhum agricole herhjemme og kræver ofte man skal i specialhandelen eller på nettet. Men det er en stilart indenfor rom som er på vej frem og interessant at se også en dagligvarebutik som Irma byde ind i testen. Niveauet var højt og en hel del rom endte med pæne scorer.

Finalefeltet var stort og tæt. I sidste ende endte det med en sejr til Rhum Clément Vintage 1976 knebent foran Damoiseau Millesime 1991 med Rhum Clément X.O. og La Mauny Vintage 1998 Rhum Agricole 6 år lige efter.

Der var også flere bud på bedste køb men da Rhum Agricole er dyrere at producere finder man ikke så meget prisbilligt rom i denne kategori. Bedste køb blev dog fortjent Saint James 12 års.

Alle priser er enten oplyst af importøren eller fundet gennem ledende forhandlere. Der, hvor udsalgssted ikke er nævnt, betyder det, at den pågældende rom typisk kan købes gennem vin- og spiritusforhandlere over det meste af landet.

 

Finalefeltet

Depaz Vieux Agricole XO Grande Réserve. 45%. LAGO Import. Pris.949 kr.

Mørk intens duft af nødder. Intens og kompleks med tørrede frugter, varme krydderier. Fed konsistens. En fløjelsblød alkohol på tungen. Rigtig godt glas rom!  92

 

Rhum Clément X.O. 44 % Juuls Engros. Pris 1.275 kr.
Dyb kompleks i duften. Fyldig rom med toffee, vanilje, tropisk frugt og varme krydderier. Velbalanceret og kompleks rom med mange lag. Fænomenal rom. 93

 

 

Rhum Clément Vintage 2003 Single Cask.  42,8 % Juuls Engros. Pris 485 kr.

Kompleks og spændende krydret næse velbalanceret. Toffee, mokka, mandler, chokolade og masser af krydderier i smagen. 92

 

 

Rhum Clément Vintage 1976. 44 % Juuls Engros. Pris 2.695 kr. BEDSTE RHUM AGRICOLE

En flot kompleks duft. En harmonisk og velbalanceret rom med mange nuancer. Nødder, appelsin, tropisk frugt og vanilje toner. Mange lag og lang eftersmag. Utrolig tør og egetræspræget. 94

 

La Mauny Vintage 1998 Rhum Agricole 6 år 42% MacY. Pris 689 kr.

Toffee i duften. Kompleks i smagen med kaffe, chokolade, karamel og tørrede frugter. Velbalanceret. Smagen udvikler sig meget over tid og efterlader en med en varm og behagelig eftersmag! 93

 

 

Damoiseau Millesime 1991. 54,4 % Juuls Engros. Pris 795 kr.

Mørk dyb i duften med masser af moden frugt. En blød harmonisk rom med mange lag. Orange, bagte krydderier. Velintegreret alkohol. Yderst flot og balanceret. 94

 

Plantation Le Reunion 12 år - Pur Jus Madeira Cask Finish. 43 % . Juuls Engros. Pris 595 kr.

Toffee i duften. I smagen karameltoner, ananas, vanilje og varme krydderier. Fyldig og varm i stilen med let brændende afslutning. En kompleksitet og en dybde som bestemt tager kegler. 91

 

 

Gode køb

Saint James 12 års. 43%. Irma. Pris 349 kr. BEDSTE KØB

Orangetoner i duften. Karamel, dadler, tropiske frugter og vanilje i smagen. Pænt balanceret med flot bid i afslutningen. Masser af tyngde i denne rom og eftersmagen er lang og vedholdende. 91

 

 

Depaz Vieux Agricole ”Plantation”. 45%. LAGO Import. Pris 325 kr.

Krydret tone i duften. En diskret let smag af vanilje, orange og kaffe. Ikke specielt dyb men fungerer pænt. 89

 

 

Rhum Clément Blanc Vintage 2013 Canne Bleue Monocepage. 50 %. Juuls Engros. Pris 315 kr.

Hvid rom. Let blomstret duft. En sødlig smag af kirsebær og blomster. Fed tekstur med en meget lang eftersmag. 89

 

RHUM J.M. VSOP 43%. Juuls Engros. Pris 395 kr.

Orangeskal i duften. En blød rom med toner af svesker, kanel, kaffebønner og vanilje. Ikke voldsom kompleks men fungerer flot. 90

 

Karukera Rhum Vieux Reserve. 42%. H.J. Hansen. Pris 450 kr.

Diskrete orangetoner i duften. En blød let rom med abrikos, vanilje og varme krydderier. Elegant og flot rom. 90

 

Rhum Clément Vintage 2003 Single Cask.  42,8 % Juuls Engros. Pris 485 kr.

Kompleks og spændende krydret næse velbalanceret. Toffee, mocca, mandler, chokolade og masser af krydderier i smagen. 92

 

Testen er lavet i samarbejde med Whisky & Rom Magasinet - læs mere her.

 

Se resten af de anmeldte rhum agricole her

 

Læs også den store test af Caribisk rom

Læs også den store test af Speyside whisky

Sådan gjorde vi:

Alle deltagende rom blev testet blindt og vurderet ud fra OIV's (International Organisation of Vine and Wine) kriterier. Denne metodik benyttes i de største internationale konkurrencer, hvor spiritus vurderes. Først vurderes det visuelle udtryk, herunder klarhed, intensitet og farven. Herefter renheden i duften, intensiteten, udviklingen og aroma karakteristika. Smagens intensitet, syre, alkoholens integration, sødme og afslutningen. Endelig konkluderes der på balancen, koncentrationen, kompleksiteten og længden. Hvert element giver et vis antal point, og sammenlagt ender vurderingen mellem 50 og 100 point.  Alle rom i denne test er derfor, på baggrund af denne metodik, blevet vurderet efter 100 point skalaen. Testen er foretaget af Thomas Rydberg og Mads Heitmann fra romhatten.dk.

10 kommentarer
Vis kommentarer