Australien - De køligere og sprøde vin fra New South Wales

I en ny serie om vinene fra Australien starter vi i det østlige i New South Wales. Et område med vine som er kølligere i stilen og som man sjældent forbinder med australsk vin.

Arealmæssigt er Australien større end hele Vesteuropa men over 90 % af vinen kommer dog fra nederste højre hjørne ”South Eastern Australia" og resten fra et mindre område i det vestlige Australien. Hvad de fleste dog ikke ved er at der er meget stor kompleksitet i udbuddet af vine fra Australien. De fleste forbinder australsk vin med fadlagrede Chardonnay vine eller varme, marmeladeagtige Shiraz vine. Men der er et betydelig større udbud af andre typer vine, måske ikke lige på supermarkedernes hylder men de fleste vinhandlere kan de findes. Ja selv spændende sherry og portvinsagtige vine produceres og endda i en rigtig god kvalitet. Vi vil derfor igennem en række artikler kigge lidt nærmere på denne kompleksitet og starter i det østlige i New South Wales.

New South Wales er det nordligste vinområde og har generelt været et varmt og relativt vanskeligt område at dyrke vin i.

Hunter Valley er det mest kendte område i området og samtidig det ældste vinområde med vine tilbage fra 1825. Området består af to dele; Upper Hunter og Lower Hunter, hvoraf førstnævnte skaber de flotteste vine. I bakkerne i Hunter Valley finder man nogle meget spændende og meget lagringsvenlige Semillon vine. Udover Semillon er det især Chardonnay og Verdelho som har vundet frem. På den røde side er det Shiraz vine og især på det seneste især vine i den køligere tone som er kommet frem og i stil minder om de nordlige Rhone vine.

Orange er et køligere område, der først begyndte at producere vin i midten af 1980erne. Markerne ligger i 600-1000 meters højde hvilket giver køligheden, Jordbunden skifter mellem terra rossa og kalkholdig, og der fremstilles både rød- og hvidvine af god kvalitet. De mest iøjefaldende vine er de ganske mineralske og syreholdige hvidvine på Chardonnay og Sauvignon Blanc.

Endelig finder man Mudgee. Et ældre område som har dyrket vin næsten så længe som i Hunter Valley. Oprindeligt et aborigin område som på det lokale sprog over sættes til "fuglerede på bakke". Det er primært mindre vingårde som især sælger ved døren som dominerer. Mange af disse drives økologisk eller biodynamisk. Der findes en del solmodne og fede Chardonnay-vine men det er især de Cabernet Sauvignon-baserede der er de mest imponerende med en flot struktur og syre.

Canberra er område omkring Australiens hovedstad. Det er Riesling som er den dominerende drue og markerne ligger højt mellem 300 og 900 m. Det er dog ikke meget vin man ser udenfor Australien fra disse kanter.



Spændende og gode vine fra New South Wales:

Tyrell’s Verdelho2008, Hunter Valley. Set hos Erik Sørensen til 80 kr. 5 stjerner.

Meget lys med en meget blomstret duft. Forholdsvis meget syre men en god smag af blomster, ribs, stikkelsbær. En meget spændende og anderledes vin i den lettere ende.

Tyrell’s Vat 1 Semillion 2002, Hunter Valley. Set hos Erik Sørensen til 300 kr. 6 stjerner.

Den vin vil givet dele folket. En meget typisk mad vin nærmest hen imod sherry i sin smag af især nødder, mandler men også tørret frugt. Stadig en del syre og en vin som på trods af alderen stadig har mange år i sig. En fantastisk flot vin.

Brokenwood Graveyard Shiraz 2006, Hunter Valley. Ukendt pris og importør. 6 stjerner.

En af de klassisk og nok bedste huse i Hunter Valley. Mørk, nærmest sort, røde frugter, man fornemmer fadet men mødes af en lang og forrygende god smag.

Clonakilla Shiraz Viognier 2005, Canberra. Ukendt importør. 5 stjerner.

Mørk ufiltreret vin, masser af peber, god balance og en mellem lang eftersmag.



Klik her for at se anmeldelser af vine fra Australien.

kommentarer
Vis kommentarer
Seneste i vintest
Mest læste i vin
Hent flere
Mest læste på ekstrabladet.dk
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Nyhedsredaktør:Claus Jessen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen