Ballade før eksklusiv vinauktion

Tvivl om meget dyre vines ægthed

Det er vel rimeligt nok at undersøge, om vine til 85.000 kroner er, hvad de giver sig ud for. (Foto fra auktionskataloget)
Det er vel rimeligt nok at undersøge, om vine til 85.000 kroner er, hvad de giver sig ud for. (Foto fra auktionskataloget)

De rige har mange sorger!

Således er der nu ved at opstå ballade forud for en auktion over meget, meget dyre vine fra blandet andet verdens dyreste bourgogne-producent, Domaine de la Romanée-Conti.

Auktionen finder sted på Mandarin Oriental Hotel i London onsdag aften og er arrangeret af det amerikanske firma Spectrum Wine Auctions i samarbejde med britiske Vanquish.

Vinene, der bliver udbudt til salg er ekstremt dyre, men mange af dem er ganske givet også helt fantastiske og unikke flasker, der vil give køberne smagsoplevelser af en anden verden, hvis de da ikke de købes som investeringsobjekter.

Du kan svælge i kataloget over vinene her.

Læs også: Se også: Lær den svære Bourgogne at kende Lær den svære Bourgogne at kende

Årsagen til balladen er, at der er frygt for, at nogle af de dyre flasker er falske, og det er da næppe heller særlig sjovt at have givet 50.000 kroner for en flaske vin for blot at finde ud af, at de ikke er, hvad de udgiver sig for.

Navn stavet forkert
To af de lots, der er udbudt til salg i morgen aften, er i alt fire flasker Domaine de la Romanée-Conti Romanée Conti 1978.

Der er tale om en magnumflaske med halvanden liter og tre flasker i almindelig størrelse.

Magnumflasken er vurderet til at indbringe 58.000 kroner mens de tre flasker i almindelig størrelse ventes at blive solgt for 85.000 kroner.

De fire flasker har tiltrukket sig stor opmærksomhed, fordi adressen på den daværende britiske eneforhandler af Domaine de la Romanée-Conti, Percy Fox, er stavet forkert på etiketterne på flaskerne.

Percy Fox havde i sin tid adresse på Sackville Street i London, men på etiketten står der Sackvilee Street.

Du kan her se de omtalte lots, der har nummer 94 og 95.

Auktionshus bryder uskrevne regler
Det har fået potentielle købere til at tro, at en af sælgerne på auktionen er den Los Angeles-baserede storsamler Rudy Kurniawan, der tidligere har været involveret i auktioner, hvor han har måttet trække flasker tilbage, fordi indholdet ikke stemte overens med beskrivelsen på etiketterne.

Det er faktisk kommet så vidt, at Spectrum Wine Auctions og Vanquish for at undgå at potentielle købere holder sig væk, har brudt den normale tavshedspligt og har oplyst at Kurniawan ikke har nogle vine til salg på auktionen.

Slotsejer inviteret
Hvad angår de mulige falske flasker Domaine de la Romanée-Conti Romanée Conti 1978 har auktionarius Richard Brierley fra Vanquish sat en større undersøgelse i gang.

- Alle flasker der sættes til salg, har været igennem en meget grundig kontrol af en uvildig ekspert, der undersøger alt ved flaskerne. Disse flasker med stavefejlen bliver nu underkastet en ny undersøgelse, og hvis der ikke er en valid forklaring på fejlen, så trækker vi alle fire flasker i de to lots tilbage, siger Richard Brierley til decanter.com.

Arrangørerne har også taget det usædvanlige skridt at invitere medejer af og direktør for Domaine de la Romanée-Conti, Aubert de Villaine, så han kan inspicere vinene fra domainet, inden de bliver solgt.

Det er endnu uvist, om Aubert de Villaine tager imod invitationen.

Selv om du måtte have en del løse tusindkrone-sedler til overs, er det for sent at byde på auktionen via nettet og telefonen, da det krævede tilmelding senest mandag aften, men du kan følge med her i morgen aften.

0 kommentarer
Vis kommentarer