Snestorm smadrer kendt italiensk vinområde

Mere end 2000 hektar med vine i det italienske Abruzzo distrikt blev ødelagt af voldsom snestorm i sidste uge

Regn, sne og stærk storm ramte Abruzzo i det sydøstlige Italien sidste uge og det vurderes, at 2000 hektar af de i alt 32000 hektar der er i hele området, blev ødelagt. Heriblandt en stor del af topproducenten Valentinis vine. Vine som er blandt de allerbedste hvidvine i Italien.

Stormen ramte især byerne Pescara and Chieti og startede som voldsom regn, men gik hurtigt over i sne og i løbet af kort tid faldt der 50 cm. Herefter gik snevejret over i en kraftig storm med vindstød af orkanstyrke og vinstokkene blev smadret mod jorden og knækkede.

Vinene som især er plantet i det traditionelle pergola system, havde stadig en del grønne blade efter et mildt efterår og var generelt ikke gået i dvale endnu. Ugen forinden var der sol og op til 20 grader. Det voldsomme snefald lagde sig oven på "taget" af vinplanterne og fik planterne og de træpæle der bærer vinene, til at knække.

Læs også: Svært år i Alsace

Den mest kendte producent i Abruzzo, Francesco Valentini har efterfølgende fortalt, at over halvdelen af vinstokkene er ødelagte og nu skal genplantes. Hans hvidvine er blandt de allerbedste i Italien og kommer fra ældre vinstokke. Disse vinstokke er nu ødelagte og den i forvejen lille mængde der produceres af hans vine, vil blive endnu mindre i mange år fremover.

Abruzzo er især kendt for deres fyldige rødvine på Montepulciano druen, som laves i mange kvaliteter og prisklasser. Mindre kendt er hvidvinene på Trebbiano druen, som har en yderst lang holdbarhed og er på sin højde når de er mellem 15 og 25 år gamle.

Læs også: Mesteren som snakker med sine vine

0 kommentarer
Vis kommentarer