Sådan bliver den nye årgang fra Bordeaux

2013 årgangen blev for første gang præsenteret for indkøbere og pressen i sidste uge i Bordeaux

Den store Bordeaux primeur uge fandt sted sidste uge, hvor den nye årgang blev præsenteret for indkøbere og pressen for første gang. Ekstra Bladet Vin deltog som en af de få fra den danske presse.

Lad os slå fast med det samme at 2013 ikke bliver et stort år for Bordeaux. Året startede vådt og trist med stort set ingen sol og nedbørsmængde højere end normalt. Først omkring medio april kom det varme vejr og derfor fik man en meget sen knopskydning på vinplanterne. Maj var igen meget våd og blev den koldeste siden 1984.Det våde og køligere vejr fortsatte ind i juni hvor middeltemperaturen var næsten 7 grader under gennemsnittet. Blomstringen skete derfor først i slutningen af juni hvilket er usædvanligt sent. I juli kom sommeren og varmen så, men også afbrudt af voldsomme skybryd, torden og hagl hvilket ødelagde en del marker blandt andet i Sauternes samt i Entre-Deux Meres, hvor over 8000 hektar blev ødelagt af hagl den 2 august.

Høsten blev også vådere end normalt og mange steder måtte man kæmpe mod råd. Druerne var meget uens modnet på klaserne og det var et stort arbejde for vinhusene at vælge det rigtige tidspunkt for høsten samt at foretage en hård sortering af druerne. Mange af slottene endte da også med at måtte tilsætte sukker til mosten også kendt som "chaptalisering". Noget man er mere vant til i køligere områder som Tyskland og Østrig, men meget sjældent i Bordeaux.

Det kan godt være Bordeaux i 2013 har haft et svært år, men vinene fra Sauternes har en høj kvalitet. Generelt ser man en frisk citrus næse på mange af dem. På de bedste slotte er koncentrationen yderst flot og kompleksiteten stor. Umiddelbart vil jeg vurdere årgangen til at være blandt de bedre. Den lange modning har givet en høj kompleksitet og for flere af vinene en yderst flot syre. Det samme gælder de hvide Pessac-Leognan vine som kan imødese en stor og klassisk årgang.

I Saint-.Emilion og Pomerol er det især Merlot som dominerer. Det har været et svært år for Merlot druen og smagningen af 2013 årgangen viste da også store forskelle på vinene. De dårligste var meget vandede og savnede dybde. Hvorimod de bedste har både struktur og koncentration. Og netop det at skabe både en god koncentration og samtidig en ordentlig struktur med garvesyren var et problem for mange. 2013 bliver ikke en gemmeårgang, men en række af vinene er ganske gode vine til at drikke de næste 5-8 år.

På venstrebredden i Medoc og de tilstødende kommuner skuffede mange vine også. Enten var der masser af koncentration og frugt, men stort set ingen syre og spinkle tanniner. Eller også var frugten urtet og grøn med hårde tanniner. Førstnævnte vine klarede sig bedst, da de trods alt er drikkemodne nu og flere ganske behagelige. Jeg kan dog være i tvivl om de meget grønne vine vil udvikle sig med tiden.

Priserne vil blive frigivet de næste uger men de første indikationer viser et mindre fald og i bedste fald samme priser som i 2012. En af de første som er kommet ud med priser er Pichon Baron som har sænket sine priser med 17% fra 2012.

En mere detaljeret gennemgang af områderne samt en række af de mest kendte vine findes her:

Se vurderinger af Haut Medoc, Pauillac, St. Julien og Saint Esptephe her

Se vurderinger af Margaux her

Se vurderinger af Pessac-Leognan her

Se vurderingen af Pomerol her

Se vurderingen af St. Emilion her

Se vurderingen af Sauternes her

0 kommentarer
Vis kommentarer