De nye årgange fra Barolo

Vi har set nærmere på 2015 årgangen fra Barolo

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks vinmagasin DinVinGuide og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

Barolo siges at være vinenes konge og kongernes vin! Større kan det vist ikke blive.

Barolo vinene kommer fra marker omkring den mindre landsby Barolo i Piemonte. Druen er altid og kun nebbiolo, og ofte er vinene som unge lukkede og præget af barske tanniner. Men allerede efter et par år begynder de at åbne sig med meget komplekse duft- og smagsindtryk.

Der er fem kommuner med hver sin Barolo stil. La Morra med sine elegante og lettere vine. Vinene fra Barolo by, som minder om La Morra, men ofte har lidt mere struktur og kraft. Castiglione Falletto, som er meget holdbare og mere fyldige vine. Montforte d'Alba med sine meget kraftfulde og lagringsværdige vine og endelige vinene fra Serralunga d’Alba, som er de mest kraftige og tanninrige. Men spørger man de lokale, vil flere sige, at man skal gemme en Barolo mindst 10 år, før man begynder at overveje at drikke den. Og det er ikke ualmindeligt, at hvis skal man ud og spise med en af de lokale, så ringer de ned om morgen og får vinene åbnet, så de er klar til om aftenen.

I Barolo har man gennem årtier typisk produceret vin med lang maceration (lang skindkontakt), lave fermenteringstemperaturer og med lagring på store (brugte) botti. Ofte slavonske fade på 10.000 liter. Hurtigt blev tilhængerne af disse principper kaldt traditionalisterne. Modernisterne derimod gik i gang med at lave vin med kort maceration, højere gæringstemperaturer og anvendte gerne nye små 225-liter fade af fransk eg. Endvidere sørgede de for at skære udbyttet i vinmarkerne markant ned, for at kvaliteten af druerne skulle blive højere.

Det var især vinmagere som Elio Altare, Chiara Boschis, Roberto Voerzio, Marco De Grazia og Giorgio Rivetti, som var forgangstroppen for denne revolution. Gruppen kaldte sig Barolo Boys (på trods af, at den også bestod af den kvindelige vinmager Chiara) og benyttede dette i promoveringen af den nye stil fra området. Revolutionen stod på i næsten tre årtier og var genstand for en indædt kamp mellem modernisterne og traditionalisterne. Især dokumenteret med den indædte traditionalist Bartolo Mascarelli, som fra sin kørestol tordnede forbandelser mod den nye stil.

Men freden har lagt sig igen. Flere af modernisterne er begyndt at begrænse brugen af især nye barriques, og en række af traditionalisterne er begyndt at lagre i brugte barriques. Så lige så langsomt nærmer man sig hinanden igen. Og resultatet er, at kvaliteten måske aldrig har været set højere end netop nu.

Hovedparten af producenterne laver under 10.000 flasker årligt, og der er kun ganske få helt store. Så oftest er det familier, som flasker under deres eget navn og har gjort det gennem årtier. Nye generationer kommer til, og især de senere år har man set et generationsskifte i en del af de kendte familier. Et skifte, som også varsler nye tider for området.

 

2015 årgangen

Hvert år i maj samles vinjournalister fra hele verden til at smage den nye årgang fra Barolo og Barbaresco i Alba midt i Piemonte. Her får man mulighed for at smage godt 400 nebbiolo vine, som netop er frigivet.

Det var 2015 årgangen, som senest blev præsenteret. På papiret en fremragende årgang, og det viste hovedparten af vinene også. 2015 startede med en våd vinter med masser af sne, hvilket betød, at vandreserverne blev godt fyldt op. Foråret var lunt med en tidlig knopskydning og blomstring midt i maj. Juni og juli var meget varme måneder med temperaturer over 30 grader stort set hver dag. Men ingen stress blandt vinstokkene, da vandreserverne var store. Høsten foregik uden regn og omkring 8-10 dage tidligere end normalt. Kvantiteten var god, og man kunne derfor tillade sig at grønhøste for at sikre bedre kvalitet af druerne. Kvaliteten er helt i top, og 2015 vurderes som en af de bedste i Piemonte for mange år. En årgang på mange måder som 2010 og 2011. Måske lidt til den varmere side.

Vinene var generelt meget imødekommende med lettere tanninbid end normalt. Vinene viste modenhed og en flot syre, og gennemgående var balancen flot. De gode vine har en intens, flot næse med violer, som fortsætter med en høj kompleksitet med mange lag i vinen. Mange har det med at bruge en del fad, hvilket kunne mærkes på de unge vine. På en række af vinene tror jeg nok, at fadet skal integreres vel med tiden, men der var også en del, hvor fadet stak for meget ud. Men 2015 er en årgang, jeg klart mener, man bør købe til kælderen, men som omvendt ikke skal ligge for mange år, da tanninstrukturen er blødere end f.eks. 2013.

 

Barolo Riserva 2013

Riserva-vinene frigives først to år efter den normale Barolo, og det er derfor 2013 årgangen, som frigives nu. 2013 er en klassisk årgang i Barolo. Ikke voldsom intensitet i vinene men et generelt højt tannin og syreniveau. De bedste med violer og roser i duften, mens en del er præget af nye fade. Generelt er de fleste vine ganske pænt lavet, men også meget tørre og hårde lige nu. Det ekstra års fadlagring mærkes tydeligt, og det er derfor vine, som skal ligge nogle år endnu, inden de nydes. De bedste vine formår at få frugten frem i vinene, og at få fadet integreret, uden man lægger mærke til det. Nogle overgør dog fadet, og den ekstra fadlagring, som riserva-vinene får, er ikke altid et plus for kvaliteten for nebbiolo.

 

Kom til spansk vinfestival 13+14 september - Læs også om de spændende Masterclasses

Kom til stor Whisky & Rom festival 25+26 oktober - læs mere her

10 gode Barolo fra 2015

 

Pira-Chiara Boschis Barolo Mosconi 2015

Erik Sørensen Vin | 650 kr.

Yderst flot og elegant med roser og violer i duften. Flot intensitet og velintegrerede tanniner. Stor længde. 97

 

Vietti Barolo Lazzarito 2015

Niche Vin | ca. 1100 kr.

Flot struktur med tanninerne, og syren balanceret flot med frugten. Lang afslutning. 96

 

Cavallotto Barolo Bricco Boschis 2015

Suenson | 489 kr.

Masser af power og kraft. Mørke bærnoter og pæne tanniner. Men en vin, der skal gemmes. Stort potentiale. 96

 

Vajra - G.D. Vajra Barolo Bricco Delle Viole 2015             

Vinspecialisten | 650 kr.

Roser i duften. En yderst elegant og imødekommende vin med masser af røde bærnoter, let krydret og vaniljestrejf. Virkelig flot og vellavet vin. 95

 

Pira - Chiara Boschis Via Nuova 2015

Erik Sørensen Vin | 570 kr.

Masser af florale noter i næsen. Flot struktur og røde kirsebær, jordbær, krydderier og vanilje i smagen. Pænt lavet klassisk Barolo med en flot afslutning. 95

 

Oddero Poderi e Cantine Barolo Villero 2015

Bichel | ca. 750 kr.

Flot og elegant i stilen med masser af røde bærnoter. Pænt integrerede tanniner og en stor længde. 94

 

Conterno Fantino Barolo Vigna Sori Ginestra 2015

Philipson Wine | 550 kr. tilbudspris

En seriøs moderne Barolo med masser af power. En del fadpræg, sorte kirsebær og krydderier. Flot balanceret med en lang afslutning. 94

 

Fontana Livia Barolo Villero 2015

Galant Vine | 275 kr.

Lys og elegant Barolo med jordbær, røde kirsebær og fine, lette krydderier. Pæne tanniner og længde. 94

 

Fratelli Serio & Battista Borgogno Barolo Cannubi 2015

Philipson Wine | 200 kr. tilbudspris

Mørke bær i duften. Pænt tanninbid og man fornemmer både kraft og elegance i vinen. Yderst vellavet vin med en flot, lang afslutning. 94

 

Pio Cesare  Barolo 2015

Laudrup Vin | 524 kr. tilbudspris

Flot årgang fra Pio Cesare. Masser af røde bær i duft og smag. Pæn tanninstruktur og samtidig meget elegant og imødekommende. Flot afslutning. 94

Kom til spansk vinfestival 13+14 september - Læs også om de spændende Masterclasses

Kom til stor Whisky & Rom festival 25+26 oktober - læs mere her

4 kommentarer
Vis kommentarer

Skærm

Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere