De sorte, elegante bjergvine

Fokus på Bierzo

Artiklen er lavet i samarbejde med Danmarks vinmagasin DinVinGuide og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

Det er ikke uden grund, at Castilla y León er kendt som landet med de mange slotte. Når man rejser igennem det, ses enten velbevarede borge eller borgruiner, hvoraf de fleste stammer fra 1400-tallets krige mellem kristne og muslimer. Foruden at være et af de mest alsidige naturområder i Europa er Castilla y León også kendt for sine enestående seværdigheder og gastronomi.

Der bor godt to millioner i området, som udgør en del af den spanske højslette, La Meseta, der ligger mellem de kantabriske kystbjerge og Sierra de Guadarrama. Mod vest har regionen fælles grænse med Portugal og Galicien, og Castilla y León består fra nord til syd af provinserne León, Palencia, Burgos, Zamora, Valladolid, Soria, Salamanca, Segovia og Ávila. Regionshovedstaden er Valladolid, som— ud over at være en flot historisk by— i dag sammen med San Sebastián i øst har sat sig på tronen som Spaniens bedste tapasbyer.

Der er dyrket vin i Castilla y León langt tilbage i tiden. Oprindelig var vin et privilegium for den spanske kongefamilie, biskopper og andre gejstlige samt de intellektuelle fra Salamancas universitet. Men da især Madrid gennem 1400- og 1500-tallet voksede kraftigt, oplevede vinene fra Castilla y León deres første storhedstid, da området hurtigt blev en vigtig leverandør til hovedstaden. En konsekvens af dette var derfor, at det blev nødvendigt at udvide arealet med vindyrkning.

På grænsen til Galicien og nabo til DO Valdeorras ligger Bierzo. Det er et barskt område, som er omgivet af bjerge, og befolkningstætheden er meget lav. Ikke desto mindre produceres der her nogle fremragende vine. Man føler virkeligt, man er kommet væk fra det mere turistprægede Spanien og ud på landet. De eneste, man møder ud over de lokale, er vilde bjerggeder og vandrerne, der går Caminoen, som snor sig gennem Bierzo.

Vinmarkerne ligger langs floden Sil op ad bjergene i 500-600 meters højde. Hvis man følger pilgrimsruten El Camino til Santiago de Compostela, kommer man lige gennem området, som måske formelt ligger i Castilla y León, men nok har mere til fælles med naboerne i Galicien.

21 byer ligger der i DO Bierzo, som producerer vin: Arganza, Bembibre, Borrenes, Cabañas Raras, Cacabelos, Camponaraya, Carracedelo, Carucedo, Castropodame, Congosto, Corullón, Cubillos del Sil, Molinaseca, Noceda, Ponferrada, Priaranza, Puente Domingo Flórez, Sancedo, Vega de Espinareda, Villadecanes, Toral de los Vados og Villafranca del Bierzo.

Hovedbyen er Cacabelos, en hyggelig lille by, hvor man på torvet kan se en statue af drueplukkere. Man har dyrket vin her i over 2.000 år, og som så mange andre steder i Spanien mener man, at det var romerne, der plantede de første stokke. Senere tog munkene over, og udbredelsen af vin steg i takt med, at flere valgte at følge pilgrimsruten gennem området. I 1970’erne begyndte man, især som et modspil til de større og mere kendte områder, at samarbejde om at markedsføre distriktet, og i 1989 fik det DO-status.

Gennembruddet kom ti år senere, da en række vinmagere, med Álvaro Palacios i spidsen og sammen med sin nevø Ricardo Perez, begyndte at lave vine fra mindre parceller i bjergene, der er rige på især skifer. Og så gik det stærkt, og produktionen steg voldsomt i området. På dette tidspunkt producerede man over tre gange så mange druer, som man gør i dag. Men da krisen ramte Spanien i slutningen af 2000’erne, var det ikke rentabelt at producere druer og lave vin for mange, som derfor lukkede ned og nedlagde vinmarkerne.

Mencía
Hoveddruen er mencía (også kendt som negra), og den udgør omkring 74% af al vin i området. Mencía bliver også kaldt ”Spaniens pinot noir”, men i virkeligheden er det den samme drue som Jaen, der benyttes i portugisiske Dão. Flere mente, den var beslægtet med cabernet franc, men DNA prøver har vist, at det ikke er tilfældet. Vinene er lysere og mere elegante end vinene på tempranillo. I duft og smag er der masser af peber, violer og krydderier. Der laves både hvide, rosé-, røde, mousserende og søde vine i området. Og så kan man sagtes gemme gode Bierzo vine 8-10 år uden problemer. Man har gennem de seneste fem år fordoblet eksporten, hvilket også viser områdets store potentiale. Ud over mencía er også garnacha tintorera godkendt rød drue og doña blanca, palomino, malvasía og godello for de grønne druer.

Klima
Mildt og tørt klima, dog præget af Galicien, hvilket giver lidt mere nedbør end i resten af Castilla y León. I alt falder der omkring 721 mm pr. år. Da området ikke ligger så højt, slås man ikke med frosten om vinteren. Området har masser af bjerge og små dale, og man opererer med mange mikroklimaer. Og da vinmarkerne i Bierzo ligger lavere end i resten af Castilla y León, rammer frosten først senere, hvilket betyder, at man kan rykke høsten i op til tre-fire uger. Det har en positiv indflydelse på druerne, da modningen sker langsommere og mere moderat.

Jordbunden er meget frugtbar og veldrænet, rig på skifer og granit. Især er indholdet af skifer i bjergene stort. Problemet i dalen kan være, at høstudbyttet kan blive stort og vinene lide lidt af manglende karakter.

Klassifikation
Det er mencía, der er kongen af området, og det ses også af klassifikationen, hvor en DO Bierzo skal indeholde minimum 70% mencía. Derudover opereres der med følgende klassifikationer:

Jóvenes — som er en ung vin typisk uden eller med meget lidt fadlagring.

Crianza – modnet to år med minimum seks måneder på fade.

Reserva – modnet tre år med minimum 12 måneder på fade.

Gran Reserva – modnet fem år med minimum 18 måneder på fade.

Derudover kan hvidvine og rosévine også klassificeres, hvis de er lavet på godkendte druer.

De nye regler

I 2017 besluttede man i Bierzo yderligere en klassificering baseret på Bourgogne systemet. Et projekt især drevet af Ricardo Pérez Palacios. Så fremover vil man også have:

– Vino de Viña og Gran Vino de Viña

Enkeltmarker. Her er virkelig mulighed for at markere sig, med navnet på den pågældende vinmark på etiketten. Vinen skal være fremstillet af druer fra én specifik vinmark, som er registreret og godkendt. Druerne skal høstes i hånden og udbyttet være 30% lavere end for normal Bierzo. Når grand cru senere kommer, vil det være med 35% lavere udbytte.

  • Vinos de Paraje

Svarer til lieu-dits i Bourgogne. Druerne skal høstes i hånden og udbyttet være 25% lavere end for normal Bierzo.

  • Vinos de Villa

Landsbyappellation, som godt kan sammenlignes med Bourgogne Villages, hvor byens navn optræder på etiketten. Druerne skal komme fra den by, der skrives på etiketten. Druerne skal høstes i hånden og udbyttet være 20% lavere end for normal Bierzo.

Fremtiden
Efter den massive vækst i 2000’erne og det dratte fald efter finanskrisen, er området ved at finde sig selv igen; men med en vækst, som er væsentligt mere afdæmpet. Det er stadig især Ricardo Pérez Palacios, Nemesio Fernández Bruña og Raul Pérez, som tegner området, men flere unge og spændende vinmagere er kommet til, som Gregory Perez fra Mengoba og Rodrigo Ameijide Calleja fra Racwines. Hvor man tidligere fandt en del rustikt, lidt tungt og varmt mencía i stilen har dette nu ændret sig til en mere elegant og frisk stil. Det skyldes især fokus på markarbejdet, tidligere høst og mindre brug af nye fade i vinkælderen. Alle aspekter, som i min optik har gjort vinene væsentligt mere interessante. Endvidere har flere plantet godello og laver ganske flotte hvidvine (som naboen Valdeorras) på denne drue. Især fra marker som ligger højt.

4 fremragende producenter

Álvaro Palacios  Importør: H.J. Hansen/Vinspecialisten

Álvaro Palacios er i dag en af Spaniens mest anerkendte vinmagere og har sit virke i Priorat nær Barcelona, i Bierzo i vest og på familiens gård i Rioja. Álvaro er født og opvokset i Rioja. Han er ud af en børneflok på ni, og hans forældre var dengang ejere af den respekterede vingård Palacios Remondo. Álvaro kunne have valgt at blive boende og overtage driften af vingården men i stedet trak den store verden, og han rejste til Bordeaux, hvor han kom i lære på Château Petrus i Bordeaux og lærte her fra bunden, hvordan man laver sublim vin. I 1989 vendte han tilbage til Priorat, hvor han købte en bid jord og gik med i det berømte fællesskab “Gratallops” sammen med bl.a. René Barbier. De indkøbte jord og udstyr sammen og begyndte at producere vin af en uset høj kvalitet for dette noget ufremkommelige område. Især er vinen L’Ermita anerkendt som en af Spaniens absolut bedste. Efter Priorat begav Álvaro sig til Bierzo. Her gik han i partnerskab med sin nevø Ricardo, og de begyndte at opkøbe marker med 60-100 år gamle vinstokke. Vinene blev hurtigt anerkendte og står i dag i toppen af områdets vine. Især enkeltmarksvinene La Faraona og Las Lamas er i dag yderst eftertragtede og kostbare. Da Álvaros far døde i 2000, vendte han hjem til gården Palacios Remondo i Rioja, som han i dag driver ved siden af sine mange andre projekter, og det er især Ricardo’s fortjeneste, at vinene nu ikke bare fremstår blandt områdets bedste men også blandt Spanien bedste rødvine.

Raúl Peréz  Importør: Le Terroirs du Vin

Raúl Peréz er født i Valtuille de Abajo i Bierzo på vingården Bodega Castro Ventosa. Her arbejdede han i det meste af sin ungdom og har i dag overtaget gården fra sin far. Han er primært blevet kendt for alle sine sideprojekter. Blandt andet hans vin “Sketch” fra Rías Baixas, som dyrkes helt ud til Atlanterhavet og lagres i 60 dage i havet på 30 meters dybde. Inspirationen kom fra Titanic, hvor en række champagner blev fundet i en overbevisende god stand efter mere end 75 år på havets bund. I dag laver Peréz også vine i Monterrei og Ribeira Sacra og arbejder blandt andet med druerne bastardo, prieto picudo og godello. Især hans enkeltmarksvine på mencía fra 120 år gamle stokke er anerkendte med Ultreia De Valtuille blandt de eftertragtede. Den vinificeres ved at lade hele druer med stilk ligge med vinen i tre måneder.

Casar de Burbia  Importør: D-Wine
I slutningen af 1980 begyndte Nemesio Fernández Bruña at erhverve sig gamle vinmarker ved bjerget Valtuille de Arriba. Disse marker var langsomt ved at blive opgivet på grund af det lave udbytte i forhold til den mere frugtbare dal. I dag laver huset en række vine på mencía og godello og har de senere år fået betydelig mere elegance ind i vinene end tidligere. Bedste vin er Tebaida Nemesia.

Bodegas Mengoba  Importør: Bichel
Gregory Perez er født i Bordeaux, hvor hans karriere inden for vin startede med ansættelser hos bl.a. Grand Puy Lacoste og Cos d’Estournel. Han kom til Luna Beberide i 2001, men i 2007 besluttede han at starte sit eget huns Mengoba. Han arbejder økologisk, og han forsøger at arbejde så skånsomt som muligt i markerne. Tidligere benyttede han okser men nu benyttes små bæltekøretøjer på de stejle marker. Der vinificeres helt naturligt uden tilsætning af gær, brugen af nye fade er minimalt, og der eksperimenteres bl.a. med orange vin vinificeret på tinajas og Godello lagret under flor på et gammelt sherryfad osv. Det er bestemt et af de mest spændende projekter i Bierzo, og vinene er af meget høj klasse— med Estaladina og Los Tinajas som de bedste.

30 Bierzo vine, der er værd at prøve

Palacios Moncerbal 2019 97
Vinspecialisten | 799 kr.
Fra fem små parceller med over 100 år gamle stokke. Delvist fermenteret med stilke. Yderst elegant med roser og violer i duften. Medium koncentration med masser af røde bær, tørrede roser, urter, lakrids og et strejf vanilje. Yderst velbalanceret med en vedvarende, lang afslutning. Alk.: 13,5%

 

Palacios Las Lamas 2019  96
Vinspecialisten | 895 kr.
Fra en 1,48 hektars vinmark i 670-730 meters højde på mencía og omkring 7% hvide druer. Roser i duften. Yderst elegant med violer, sorte bær, lakrids og sort peber. Kølig i udtrykket med masser af dybde og karakter. Silkeblød og rund afslutning. Alk.: 13,5%

 

Raul Pérez El Rapolao 2018  95
Le Terroirs du Vin | 249 kr.
Mencía, bastardo og garnacha tintorera fra enkeltmarken El Rapolao. Kærnemælk i duften. Tør, mørk og krydret i udtrykket med en pæn dybde. Elegant med boysenbær, lakrids, sort peber og vanilje. Flot velkomponeret vin. Alk.: 13,5%

Palacios Villa de Corullon 2016 95
Vinspecialisten | 379 kr.
Fra marker omkring byen Corullon. Masser af skovbær i duften. Elegant, flot vin med mokkanoter, rødt kød, skovbær og sort peber. Spændende og kompleks vin med en lang, kølig og krydret afslutning. Alk.: 13,5%

Raul Pérez La del Vivo 2018  94
Le Terroirs du Vin | 249 kr.
Fermenteret på et 500-liters fad samt amfora med skallerne. Masser af modne druer med melon i duften. Fersken, litchi, limefrugt og en række oxidative noter i smagen. Yderst vellavet og en seriøst flot godello med lang afslutning. En vin, jeg vurderer vil kunne udvikle sig de næste 7-8 år.

 

Bodegas Mengoba Estaladina 2016  94
Bichel | 350 kr. tilbudspris
Lavet på druen estaladina. En lokal drue fra Bierzo— men ikke godkendt så derfor ikke klassificeret. Lys med jordbær i duften. Kølig stil og nærmest burgundisk i udtrykket med lette røde bær, lyse krydderier og vanilje. Flot syre. Yderst velbalanceret med en lang afslutning. Alk.: 13,5%

Bodegas Mengoba los Tinajas 2017  94
Bichel | 350 kr. tilbudspris
Trukket på skallerne og dermed en orangevin. Meget parfumeret og blomstret i næsen. Masser af abrikos- og ferskennoter i smagen. En meget spændende og yderst vellavet vin, som jeg blindt ville have svær ved at gætte var mencía eller godello. Bedste orangevin, jeg har smagt til dato! Alk.: 12,5%

 

Bodegas Mengoba La Vigna de El Rebolón 2016  94
Bichel | 350 kr. tilbudspris
Fra to gamle plots i byen Espanillo. Mencía med omkring 15% andre druer. Ikke afstilket og fodtrådt. Modne animalske noter i duften. Skovbær, lakrids, urter, vilde krydderier og violer i smagen. Masser af frugt og lidt vild og urtet i smagen, hvilket klæder vinen. Man føler nærmest, man står på marken, når man smager vinen. Alk.: 13,5%

Bodegas Mengoba Mencía de Espanillo 2016  93
Bichel | 250 kr. tilbudspris
Lavet på mencía og espanillo fra højtbeliggende marker. Flot ren og let gæret i duften. Meget ung og frugtig. Virker nærmest naturvinsagtigt. Masser af røde, let bitre bær, urter, krydderier og violer i smagen. Flot koncentration og længde. Alk.: 13,5%

Bodegas Mengoba las Botas 2016  93
Bichel | 350 kr. tilbudspris
Modnet i sherryfade, hvilket bestemt kan både duftes og smages. I duften gær og karrynoter. Fortsætter i smagen med fersken, gule æbler, saltede og asiatiske krydderier og gærnoter. En spændende, atypisk vin, der givet vil dele folk. Men jeg er fan! Alk.: 12,5%

 

Castro Ventosa Valtuille 2018  93
Copenhagen Wine | 159 kr.
Vin fra Raul Perezs hånd. Mørk og kødfuld med blommer, lakrids, violer, kølige krydderier og vanilje. En flot og harmonisk vin med masser af karakter og dybde. Flot, lang afslutning. Alk.: 13,5%

Raul Pérez Ultreia Saint Jacques 2018  93
Le Terroirs du Vin | 199 kr.
Modnet på cement og mindre fade. Masser af bærintensitet i duften. Pæn koncentration med sorte bær, violer, urter og kølige krydderier i smagen. Meget imødekommende saftig med en flot fadintegration. Lang og vedvarende afslutning. Alk.: 13,5%

Casar de Burbia Tebaida Nemesia 2015  92
D-wine | ukendt pris
Tæt og mørk i udtrykket. Flot og ren frugt med masser af sorte bær, violer, lakrids og strejf af vanilje. Imødekommende og vellavet vin med en saftig, frugtig afslutning. Men også med en vis seriøsitet.

Bodegas Mengoba Godello Veijo Sobre Lios 2019  92
Bichel | 120 kr. tilbudspris
Fra gamle stokke. 24 måneders modning på dels 4.000 liters fade samt stål som afslutning. Fyldig vin med masser af stenfrugt i duften. Flot balance og man får virkelig en flot og seriøs vin til prisen. Flot syre og lang, tæt afslutning. Alk.: 13%

Palacios Petalos 2018 92
Vinspecialisten | 119 kr.  tilbudspris
Vin på mencía. Meget frugtig, elegant og umiddelbar i udtrykket med solmodne røde bær, krydderier og et strejf vanilje. Meget imødekommende med en krydret og kompleks afslutning. Yderst flot vin. Alk.: 13,5%

Brutal de Godello 2019  92
Valuewine | 149 kr. tilbudspris
Masser af fersken i duften. En fyldig og vellavet vin med tropiske frugtnoter, abrikos og smørblomst i smagen. Flot balance og en lang frugtig afslutning. Alk.: 13%

Bodegas Mengoba Tinto 2018  92
Bichel | 120 kr. tilbudspris
Mencía med alicante bouschet. Saftig og drevet af frugten. Masser af bærintensitet med røde bær, urter, lette krydderier i smagen. To druer som står overraskende godt op mod hinanden. Virkelig en crowd pleaser og let i udtrykket med en fin saftig afslutning. Alk.: 13%

Bodegas Mengoba Brezo Tinto 2019  91
Bichel | 75 kr. tilbudspris
Rustik i udtrykket med sorte bær i næsen. Flot frugt koncentration med sorte kirsebær, animalske noter, let røg og vilde urter. Yderst flot og præcis syre. En spændende vin, som man bare får lyst til at tage et glas mere af. Alk.: 13,5%

Brutal de Mencía 2018  91
Valuewine | 149 kr. tilbudspris
Nyt projekt drevet af den talentfulde vinmager Rodrigo Ameijide Calleja. Indbydende næse med masser af røde bær. Frugtig og imødekommende med ribs, jordbær og vilde krydderier i smagen. Flot balance og en saftig afslutning. Alk.: 13,5%

Casar de Burbia Godello Barrica 2017  91
D-wine | Ukendt pris
Fermenteret i nye fade og derefter modnet 12 måneder på større fade. Mørk og intens med masser af toastnoter i duften. Limefrugt, abrikos og vanilje dominerer i smagen, som er meget fadpræget. Pæn tekstur og en fyldig vin til mad. Pæn, lang afslutning. Alk.: 13,5%

Cuatro Pasos Mencía 2017  91
Supervin | 100 kr. tilbudspris
Varm og krydret næse. Blød og rund med solmodne bær, peber, violer og vanilje i smagen. Rimeligt lang og frugtig afslutning. Alk.: 14%

El Castro de Valtuille 2018  90
Copenhagen Wine | 89 kr.
Mørk, krydret næse. Masser af umiddelbare sorte kirsebær, boysenbær, urter og lakrids i smagen. En spændende og imødekommende vin med en pæn saftig afslutning. Alk.: 13,5%

Antoine Graillot & Raul Perez Encinas 2018  90
Bichel | 195 kr. tilbudspris
Mørke, krydrede noter. Meget ung og ligefrem i udtrykket med kærnemælksnoter, ung ren frugt og mørke krydderier. Saftig, fin afslutning. Alk.: 13%

Casar de Burbia Hombros 2018  90
D-wine | ukendt pris
Masser af sorte bær i næsen. Pæn koncentration. Alkoholen lidt anmassende men ellers en pæn intens vin med masser af sorte bær, animalske noter og et strejf vanilje. Fin, krydret afslutning.

Casar de Burbia Mencía 2018  90
D-wine | 169 kr.
Mencía lagret på ståltanke. Masser af sorte bær i duften. En frugtig og ligefrem vin med lakrids, sort peber, sorte kirsebær og violer i smagen. En spændende, umiddelbar vin. Alk.: 14%

Casar de Burbia Tebaida 2015  89
D-wine | ukendt pris
Mørke animalske noter i duften. Flot koncentration med masser af modne sorte bær, violer, urter og vanilje i smagen. Let tørre tanniner. Lang og krydret afslutning. Savner lidt mere friskhed. Alk.: 14%

Armas de Guerra 2011  89
Skjold Burne | 130 kr. tilbudspris
Mørk og krydret næse med fadpræg. En del fad med sorte bær, violer, lakrids og masser af vanilje i smagen. Bør nok gemmes et par år, så fadet kan integreres bedre; men pænt potentiale. Alk.: 13,5%

Senorio del Bierzo 2014  89
Skjold Burne | 200 kr. tilbudspris
Lette røde bær i næsen. Animalsk med en tørhed i smagen. Sorte bær, lakrids og violer. Pæn saftighed og længde. Alk.: 13%

Senorio del Bierzo Godello 2017  89
Skjold Burne | 200 kr. tilbudspris
Fra det lokale kooperativ. Melon i næsen. En anelse tør og let oxidativ i smagen med abrikos, litchi, honning og smørblomst. Pæn syre og klart en madvin. Alk.: 13%

Merayo Mencía 2018  88
Sigurd Müller Vinhandel | 80 kr.
Mørke, krydrede noter og rødt kød i duften. Simpel, meget ligefrem og frugtig vin, drevet af sorte bær og kølige, krydrede noter. Ikke voldsom intens og lang i smagen. Alk.: 13,5%

 

Vin - og  spiritus festivaler i 2021 i Pressen:

Whisky & Rom festival 29+30 oktober - læs mere her - klik her.

Franske vindage - 4+5 marts 2022 - læs mere her - klik her.

Italiensk vinfestival 1+2 april 2022 

Spansk Vinfestival 16+17 september 2022

 

Køb billetter nu - klik her.

 

Magasinet Whisky & Rom

 

Whisky& Magasinet udkommer 5 gange årligt med minimum 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler om destillerier. Læs mere her.

Magasinet DinVinGuide

 

Magasinet DinVinGuide udkommer 5 gange årligt med 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler. Læs mere her