Flyselskab køber vin for 3 mia. kr.

Emirates har netop købt over 1,2 mio. flasker vin, nogle af dem er først klar til at drikke efter 2020

Hver dag serverer Emirates over 60 forskellige vine, champagner og portvine til passagerer ombord og nu har flyselskabet så investeret næsten 3 mia. kr. i vin som skal bruges de næste år. Endvidere vil en del blive lagret, så vinene er modne om 8-10 år.

Emirates har i stedet for mellemhandlere selv opbygget en direkte relation til nogle af verdens mest prestigefyldte slotte og vinhuse, hvor vinene er købt. "For os er vin en oplevelse. Vores kunder ønsker at nyde vin ombord, som var de på en fin restaurant. Det er ikke bare et spørgsmål om rød, hvid eller rosé. De er interesserede i, hvor druen kommer fra, årgangen, vingårdens historie osv. Det er også grunden til, at vi for mere end et årti siden gik væk fra den typiske indkøbsproces og besluttede at tage kontrol over vores egen skæbne," siger Sir Tim Clark, President i Emirates Airline.

Flyselskabet har i øjeblikket mere end 1,2 mio. flasker, der ligger og lagrer i selskabets vinkælder i Bourgogne i Frankrig. Nogle af årgangene vil først være drikkeklar om et årti. Men det er ikke kun bourgogne vine, men også en række af de bedste Bordeaux slotte såsom Château Lafite, Château Margaux, Château Latour, Château Haut-Brion, og Château Mouton-Rothschild.

Emirates udvælgelseskriterier tager ikke kun højde for kvaliteten, og hvordan den passer til maden ombord, men også hvordan vinen reagerer, når den bliver serveret i 10 km højde.

Udover de franske vine tilbyder Emirates blandt andet også vine fra Australien, New Zealand og Californien. Emirates’ passagerer på First Class kan endvidere se frem til Dom Perignon-champagne, en af verdens ledende årgangschampagner.

Læs også: København får sit første mikro-destilleri

0 kommentarer
Vis kommentarer