Fokus på tequila

Vi ser nærmere på 41 tequila

Artiklen er lavet i samarbejde med magasinet Whisky& og SpritNyt.com - klik her for at læse mere.

De fleste forbinder nok tequila med ungdomsdrinks i store baner på barer i nattelivet. Men tequila er meget mere og en spændende alkohol, som afviger fra det meste andet ved at være lavet på saften fra den blå agave: En slags kaktus, som primært vokser i Mexico, hvor også tequilaen kommer fra. Det er et hårdt og meget krævende arbejde at dyrke agave, og selve frugten er først klar efter omkring 6-7 år. Først herefter er der udviklet nok sukker i frugten.

Kernen af den modne agave (der ligner en kæmpe ananas) dampkoges i ovn og presses, hvorefter den sukkerholdige saft gæres og destilleres til tequila. Alkoholstyrken er normalt på 38-50%, men basis tequila er oftest på 38%.

Man opdeler tequila i forskellige varianter:

100% agave (lavet på den blå agaveplante)

Mixto (min. 51% af produktet er 100% agave tequila)

Mezcal (tequila men lavet i andre geografiske områder)

Der må kun produceres tequila i Jalisco-regionen, dele af Michoacan, Guanajuato, Nayarit og Tamaulipas. Mezcal laves i de andre regioner i Mexico.

Inden for 100% agave tequilaer findes der tre-fire typer:

Blanco/Silver (ulagret tequila, den rene agavesmag)

  • Reposado (lagret på fad, typisk whiskyfade mellem 3-12 måneder)
  • Añejo (lagret på fad i min. 12 måneder)
  • Extra Añejo (lagret ekstra længe på fad — de dyreste og mest eksklusive tequilaer)

Endvidere finder man gold og oro tequila, som er gylden i farven, hvilket skyldes, at der er tilsat karamel, og ikke at den er lagret på fad.

Tequila blev fremstillet første gang i det 16. århundrede nær den nuværende by Tequila i regionen Jalisco. Aztekerne havde tidligere fremstillet en gæret drik af agaveplanten, som de kaldte Octli (senere og mere populært kaldet Pulque), længe før spanierne ankom i 1521. Da de spanske erobrere løb tør for deres egen brændevin, gav de sig til at destillere agaver og fremstillede dermed Nordamerikas første egendestillerede spiritus. Cirka 80 år senere, omkring år 1600, begyndte markisen af Altamira, Don Pedro Sánchez de Tagle, at masseproducere tequila på den første fabrik i det område, hvor delstaten Jalisco ligger i dag. Fra 1608 begyndte Nueva Galicia at beskatte produkterne.

Den tequila, der er populær i dag, blev første gang masseproduceret i begyndelsen af det 19. århundrede i Guadalajara. Don Cenobio Sauza, grundlægger af Sauza Tequila og borgmester i byen Tequila 1884-85, var den første, der eksporterede tequila til USA. Han forkortede navnet “tequila-ekstrakt” til blot “tequila” for det amerikanske marked. Don Cenobios barnebarn, Don Francisco Javier, fik international opmærksomhed, da han insisterede på, at “der ikke kan være tequila, hvor der ikke er agaver!” Hans indsats førte til den overbevisning, at rigtig tequila kun kommer fra delstaten Jalisco.

I Mexico findes de såkaldte “Tequilaria”. Dette er caféer og barer, hvor man kan finde et stort udvalg af tequila. Tequila nydes ofte i shots men bruges også i flere populære cocktails, hvor de mest kendte er Margarita og Tequila Sunrise. Men der findes også en række eksklusive tequilaer, som nydes rent på linje med rom og whisky.

Patron
En af de mest anerkendte producenter af tequila er Patron, som blev stiftet i 1989 netop med det mål at producere “premium” tequila. Det betyder bl.a., at al tequila fra Patron er lavet på 100% ren blå agave. Agaven får man fra højlandet ved Los Altos. Netop dette område er kendt for den bedste kvalitet af agave. Patron var en af bannerførerne for tequila og har haft stor betydning for udbredelsen af tequila. I dag er det ud over Patron mærker som Casamigos, Don Julio, Clase Azul, Lalo, Milagro, Hornitos, Casa San Matias og Casa Herradura, som anses blandt de bedste. Men som testen viser, er der mange fremragende tequilaer på markedet herhjemme.

Vi har set nærmere på 41 tequilaer

Siembra Valles Blanco Tequila  BEDSTE TEQUILA
40% | Juuls | 999 kr.
Fermenteret på træfade og destilleret på små kedler. Blomstret næse. Meget elegant og atypisk, domineret af florale noter, agave og citrus. En tequila, som bør nydes alene. Yderst vellavet med en flot, lang og syrlig afslutning. 95

 
Tapatio Excelencia Gran Reserva Tequila
40% | Juuls | 1595 kr.
Meget mørk i farven med masser af krydderier i duften. Fyldig med en tyk tekstur og i smagen masser af fadkrydderier, karamel, bagt agave og vanilje. Rund og blød med masser af lag i smagen. Lang, krydret afslutning. 94
 

Caballito Cerrero Blanco Tequila
46% | Juuls | 549 kr.
Meget intens og krydret næse. Masser af karakter og intensitet i smagen. Bagt agave, limefrugt og krydderier. Den lidt højere alkohol understøtter smagen flot. Lang og vedvarende afslutning. Ganske imponerende tequila. 94
 

Calle 23 Single Barrel Tequila
51% | Sprit&Co | 999 kr.
Elegant, flot næse med fine fadnoter. Den høje alkohol er velintegreret. En meget elegant og flot tequila, som bør nydes rent. Masser af dybde og kompleksitet med en nærmest moderne touch. Flot! 94

 
Terralta Extra Añejo Tequila
55% | Juuls | 1099 kr.
Mørk, krydret næse. Sødmefuld og meget fyldig i smagen. Overraskende lidt tequilakarakter men masser af florale noter, krydderier og vanilje i smagen. Flot balanceret, især med den høje alkohol; men lidt i en kategori for sig selv. 93

 
Casa San Matias Rey Sol Tequila
38% | Strandgaarden | 2299 kr.
Extra Añejo, hvilket er tydeligt både i farve, intensitet og dybde. Masser af parfumerede noter i duften. Meget fadpræg i smagen med vanilje, tobak, kokos og bagt agave. Rund og mild med en fin og lang afslutning. Nærmer sig i stilen en cognac. 93

 

Tears of Llorona Extra Añejo Tequila
43% | 1199 kr.
Masser af fadpræg i næsen. Intens i smagen med kogt agave, krydderier, vanilje og tørrede frugtnoter. Flot dybde og masser af kompleksitet. 93

 
Siembra Valles Reposado Tequila
40% | Juuls | 495 kr.
Dobbeltdestilleret, sidste gang på mindre kedler. Lyst krydret næse. Fin og elegant, ganske blød og rund med agave, krydderier og limefrugtnoter. Pæn, lang afslutning. Ganske flot og harmonisk. 93

Plantation Tequila Ocho Barbados Cask Finish 2017
48% | Juuls | 999 kr.
Masser af vanilje i duften, hvilket kommer af afslutningen på franske romfade. Blød og rund med masser af karakter og en del indflydelse fra fadafrundingen. Den høje alkohol flot balanceret. En interessant og anderledes nyfortolket tequila. 93

Terralta Blanco Tequila
55% | Juuls | 699 kr.
Elegant, fin og ren næse. Den høje alkohol mærkes men skærer fint igennem og står godt op mod intensiteten i smagen. Smagen kommer bagved med masser af agave og citrusnoter. Lang og varm afslutning. 92

 
Casa San Matias Tahoha Reposado Tequila
38% | Strandgaarden | 510 kr.
Ingefærnoter i duften. Elegant med let krydrede noter, limefrugt og urtede toner. Meget ren i udtrykket med en fin, lang og krydret afslutning. 92

Casa San Matias Tahoha Blanco Tequila
38% | Strandgaarden | 479 kr.
Flot og ren næse drevet af citrusnoter. Flot struktur med en let bitter note i smagen, hvilket klæder den. Elegant og fin i smagen med en flot, syrlig afslutning. En tequila, der bør nydes alene. 91

 

Gran Corralejo Tequila
38% | Interbrands | 807 kr.
Masser af vanilje i duften. Orangenoter, varme krydderier, bagt agave og vanilje i smagen. Masser af kompleksitet og dybde. Slutter dog lidt vandigt. Kunne godt have ønsket en lidt højere alkohol. 91

 
Muestra No Ocho Blanco Tequila 2019  BEDSTE KØB
40% | Juuls | 289 kr. (0,5 l)
Single estate tequila. Intenst krydret men også meget ren i duften. Blød og rund med agave og citrus. Pæn koncentration og en lang, vedvarende afslutning. 91

Calle 23 Criollo Blanco Tequila
49% | Sprit&Co | 689 kr.
Intens næse med citrus- og alkoholnoter. Ren og intens i smagen med agave, citrus og blomsternoter. Den høje alkohol er velintegreret og gør den godt. Lang, varm afslutning. 91

 

Fortaleza Reposado Tequila
40% | Sprit&Co | 869 kr.
Tropisk frugt og lyse krydderier i duften. Pæn struktur med en fin tekstur. Frugtige noter, citrus og agave i smagen. Pæn dybde og længde. 91

 

Corralejo 99000 Horas Añejo Tequila
38% | Interbrands | 487 kr.
Mørk og intens parfumeret i duften. Flot struktur og en fin og intens smag af bagt agave og mørke krydderier. Pæn, lang og krydret afslutning. 91

 

Muestra No Ocho Blanco Tequila 2020  GODT KØB
40% | Juuls | 289 kr. (0,5 l)
Ikke megen forskel fra 2019-udgaven— måske en anelse mere agavefrugt i smagen, og alkoholen fremstår lidt mere sprittet. Men alt i alt en flot og stilren blanco. 90

 

Calle 23 Blanco Tequila  GODT KØB
40% | Sprit&Co | 349 kr.
Masser af agave i næsen. Flot tekstur med masser af limefrugt, lyse krydderier og bagt agave. Pæn kompleksitet og længde. 90

 

Herencia de Plata Añejo Tequila
38% | 449 kr.
Vanilje i næsen. Nærmest frugtig i stilen med agave, limefrugt, kokos og ananas. Fint balanceret og imødekommende. Pæn og let krydret afslutning. 90

 

Plantation Tequila Ocho Jamaica Cask Finish 2017
46% | Juuls | 999 kr.
Mere agavenæse end i Barbados udgaven. Tørt bid i smagen med agave, krydderier og vaniljenoter. Vellavet med en pæn, lang og krydret afslutning. Men tørheden generer. 90

 

Patron Añejo
40% | 475 kr.
Patrón Añejo Tequila er en delikat blanding af unikke, aldrede tequilas, der alle er modnede i små hvide egetræsfade i mindst 12 måneder. Søde vaniljetoner i duften. I smagen rosiner, agave, honning, vanilje og toast. En velbalanceret spiritus med lang og krydret eftersmag. 90

 

Casa San Matias Gran Reserva Tequila
38% | Strandgaarden | 525 kr.
Mørk i farven med krydrede noter i næsen. Pæn intensitet med mokka, mørke krydderier og bagt agave i smagen. Kunne godt have tænkt mig lidt mere alkohol, da den fremstår lidt vandet. Men en fin og elegant tequila. 90

 

Patron Silver
40% | 399 kr.
En intens urtet duft. Meget ren i smagen med smag af agave, citrus og hvid peber.  Meget blød og rund i stilen med en lang eftersmag. 89

G4 Blanco Tequila
40% | Juuls | 499 kr.
Ren og intens duft. Pæn koncentration med masser af kogt agave, limefrugt og krydderier. Alkoholen lidt brændende. Lang, varm afslutning. Lidt rustik i udtrykket. 89

Calle 23 Añejo Tequila
40% | Sprit&Co | 449 kr.
Let parfumeret i næsen. Tørhed i smagen med fadtannin, bagte krydderier, agave og vanilje. Varm men ikke så lang eftersmag. 89

Mezcal Koch Tobala Tequila
47% | Sprit&Co | 1099 kr.
Intense lyst krydrede noter i duften. Brændt i smagen og alkoholen mærkes tydeligt. Synes stilen er for vulgær, og for mig fremstår den klodset— omend den dog slutter bedre, end den begynder. 89

Calle 23 Reposado Tequila
40% | Sprit&Co | 399 kr.
Varm og krydret næse. Pæn og lang i smagen med varme krydderier, agave og lette vaniljenoter. Alkoholen pænt balanceret. Krydret afslutning. 89

Corralejo Triple Destilado Tequila
38% | Interbrands | 342 kr.
Citrus og florale noter i næsen. Elegant og fin i smagen. Ikke voldsomt intens med sødmefulde noter, agave og limefrugt. Pæn, syrlig afslutning. 89

Cabeza Blanco Tequila
43% | Pineapple Spirits | 299 kr.
Meget klassisk næse. Citrus, agave og lette blomsternoter i smagen. Meget klassisk og ligefrem. Pæn afslutning. 88

Casa San Matias Pueblo Viejo Reposado Tequila
38% | Strandgaarden | 259 kr.
Bagte og krydrede noter i næsen. Pænt bid i smagen med krydrede noter, limefrugt og bagt agave. Alkoholen lidt stikkende i eftersmagen. 88

Corralejo Reposado Tequila
38% | Interbrands | 309 kr.
Varm og krydret næse. En del varme krydderier, kanel, bagt agave og limefrugt i smagen. Medium koncentration og en sødmefuld, krydret afslutning. 88

Corralejo Añejo Tequila
38% | Interbrands | 387 kr.
Let parfumeret næse med vanilje noter. En let og imødekommende tequila med lyse citrus- og agavenoter. Ikke så dyb eller lang i smagen. 88

Fortaleza Blanco Tequila
40% | Sprit&Co | 599 kr.
Meget frugtig i næsen af litchi. Pæn og elegant med letbagt agave, citrus og florale noter i smagen. Lidt kort i afslutningen dog. 88

Rooster Rojo Blanco Tequila
38% | nemlig.com | 249 kr.
Varm og krydret næse. Synes den virker lidt vandet i smagen; med agave, citrus og pebernoter. Medium intensitet og en lidt spids afslutning. 88

Casa San Matias Pueblo Viejo Blanco Tequila
38% | Strandgaarden | 199 kr.
Varm, krydret agave i næsen. Lidt vandig i smagen men meget klassisk med masser af bagt agave og citrus i smagen. Lidt kort afslutning. 87

Tapatio Reposado Tequila
38% | Juuls | 259 kr. (0,5 l)
Intens og krydret næse. Lidt mere afdæmpet i smagen med lette agave- og citrusnoter. Fremstår lidt neutral og kedelig, omend kvaliteten af det, der er, fungerer. 87

Herencia de Plata Reposado Tequila
38% | 339 kr.
Diskret i næsen. Meget let og krydret i smagen med bagt agave og lyse krydderier. Ikke specielt lang men klassisk for stilen. 87

Mezcal Koch Espadin Tequila
46% | Sprit&Co | 379 kr.
Lidt svedig i duften. Masser af bagte krydderier, citrus og sødmefulde noter i smagen. Fremstår lidt old-school og klodset. 86

Corralejo Blanco Tequila
38% | Interbrands | 274 kr.
Klassisk agavenæse. Simpel og meget ligefrem med citrus og let krydrede noter. Lidt kort i smagen dog; og der er en bismag i eftersmagen, jeg ikke bryder mig om. 87

Herencia de Plata Blanco Tequila
38% | 239 kr.
Lyse, syrlige citrusnoter i duften. Lidt vandet i smagen med agave og blomsternoter. Meget klassisk men let i stilen med en kort afslutning. 86

Vin - og  spiritus festivaler i 2021 i Pressen:

Whisky & Rom festival 29+30 oktober - læs mere her - klik her.

Franske vindage - 4+5 marts 2022 - læs mere her - klik her.

Italiensk vinfestival 1+2 april 2022 

Spansk Vinfestival 16+17 september 2022

 

Køb billetter nu - klik her.

Magasinet Whisky & Rom

 

Whisky& Magasinet udkommer 5 gange årligt med minimum 100 sider med temaer, masser af test og spændende artikler om destillerier. Læs mere her.