Philipson Wine reklamerede i maj 2014 for et tilbud på vin. ”Vi skærer alle fordyrende led væk og sælger til priser, som er ca. 30 % lavere end andre vinhandlere og supermarkeder,” stod der i annoncen.
Imidlertid kunne Philipson Wine ikke dokumentere, at priserne var cirka 30 procent lavere end hos et repræsentativt udsnit af de vinhandlere og supermarkeder, det var rimeligt og relevant at sammenligne med, og som solgte de samme vine. Forbrugerombudsmanden vurderede derfor, at Philipson Wines markedsføring var vildledende og i strid med god skik i markedsføringsloven.
Philipson Wine har meddelt Forbrugerombudsmanden, at selskabet med øjeblikkelig virkning har ændret ordlyden i sine annoncer, og at man ved eventuel fremtidig prissammenligning vil sikre sig overholdelse af markedsføringslovens dokumentationskrav.
Konstitueret forbrugerombudsmand Benedikte Havskov Hansen siger: ”Når en virksomhed reklamerer med, at dens priser er lavere end konkurrenternes, skal den på tidspunktet for markedsføringen kunne dokumentere, at det er korrekt eller have vished for, at dokumentationen kan fremlægges inden for en rimelig frist, hvis den efterspørges. Det har Philipson Wine ikke kunnet i den konkrete sag, og der er derfor tale om vildledende markedsføring.”